Bondefamilie fra tv: Sådan hænger vores økonomi sammen

Mikkel og Frida satser alt på at skabe deres eget liv på gården. Læs her hvad de lever af

Mange af måltiderne på Stenbjerglykke består af grøntsager, brød og mælk, som familien selv producerer. (Foto: DR Danmark © (c) DR)

Mikkel, Frida og deres fire børn bor lidt uden for Svendborg på en gård, de købte for otte år siden. Fra starten har det været planen, at de skal leve så selvstændigt, som overhovedet muligt i Danmark anno 2016. Det vil sige, at de vil leve af den mad, de selv dyrker og gå i det tøj, de selv syer og strikker.

Fakta om familien fra Stenbjerglykke

Far Mikkel, 32 år, har læst nogle ingeniørfag men er uden egentlig uddannelse

Mor Frida, 36 år, cand. mag i filosofi fra Odense Universitet

Magne Sten Mikkelsøn, 6 år

Ylva Gro Fridatter, 4 år

Alvin Orm Mikkelsøn, 2 år

Burre Ravn Mikkelsøn, 10 måneder

Læs meget mere om familien på deres hjemmeside stenbjerglykke.dk

Men det er ikke så let, som det lyder.

- Vi satser hele vores livsførelse på, at vi kan skabe en bæredygtig økonomi omkring gården. Det er selvfølgelig en stor risiko, men det skal vi nu ikke brokke os over. Det har altid været præmissen for bondelivet. Og det er jo ikke noget i forhold til i gamle dage, hvor man ligefrem døde af sult, når det fejlede, siger Mikkel.

Familien, der medvirker i DR1-programmet ’Søren Ryge præsenterer: Far, mor og børn’, arbejder hårdt på at skabe deres eget lille paradis, hvor de kan dyrke jorden og opdrætte dyrene, præcis som de mener, det skal gøres.

Satsede alt

Mikkel og Frida købte gården Stenbjerglykke for 8 år siden, og for 4 år siden trak Mikkel endeligt stikket til IT-verdenen og solgte sin virksomhed. Han var slidt mentalt ned af arbejdet med computere, og det var på tide at satse alt på bondedrømmen og familielivet. I dag lever familien stadig af pengene fra salget, men det bliver ikke ved.

Lige nu har vi penge til et år, og planen at skabe en indtægt fra gården

Mikkel

- Lige nu har vi penge til et år, og planen er at skabe en indtægt fra gården, forklarer han.

For at familien kan komme til at leve af jorden, er de nødt til at begynde at tjene penge på de madvarer, de producerer. Planen er, at de i år begynder at sælge rugbrød og grøntsager – dyrket på deres helt særlige måde.

- Vi mangler et godkendt køkken, før vi må sælge surgrønt og rugbrød. Forhåbentlig falder alt på plads i år, så vi kan begynde på at sælge det, vi har brugt så mange år på at udvikle, siger Mikkel.

På Stenbjerglykke laver de deres egen most. Her er de to ældste børn ved at presse æbler. (Foto: DR Danmark © (c) DR)

Store udgifter, få indtægter

Drømmen om at være selvforsynende er endnu ikke helt gået i opfyldelse for Mikkel og Frida. De fokuserer på at få markdriften til at fungere på lang sigt, og derfor er der ikke nok i køkkenhaven til, at familien udelukkende kan spise egne grøntsager. Så selvom de udelukkende spiser eget brød, bruger Mikkel og Frida stadig mange penge på mad.
- I husholdningen går stort set alle penge til mad. Det er jo en stor familie og vores madbudget er nok større end de flestes, fordi vi køber alt økologisk, siger han.

Og så er der udgifterne til stof, redskaber og vedligehold.

Mikkel om deres markmetoder

Normale marker sender store mængder CO2 ud i luften, fordi jorden tager skade af dyrkningen. Men processen kan vendes om, så marken i stedet spiser CO2.

I stedet for at pløje, harver Mikkel jorden – og det er blandt andet med til at skærpe markens appetit på CO2.

Mikkel bruger heller ikke traktor, da tunge maskiner presser jorden for tæt sammen, og det skader det mikroliv i jorden, der er med til frigøre naturlige næringsstoffer til planterne.

Mikkel har udviklet fem dogmer, der optimerer CO2-optaget og biodiversiteten på deres marker:

- Ingen pløjning
- Mange forskellige planter samtidig
- Planter hele året (ingen bare marker om vinteren)
- Ingen tung trafik
- Ingen direkte gødning

- Stof er også dyrt, hvis man vil have det økologisk, og det er jo desværre ikke alt tøj, der kan laves af uld, som vi selv har. Og så går en stor del af vores penge til udvikling af redskaber og vedligehold af bygninger, siger han.

Med de udgifter er det afgørende, at familien på et tidspunkt kan begynde at tjene penge på deres afgrøder. Mikkel og Frida har heldigvis en plan. De dyrker jorden på en helt unik måde.

CO2-spisende marker

Siden Mikkel og Frida overtog gården, har de arbejdet på at udvikle en helt ny og ekstrem bæredygtig måde at dyrke jorden på. En metode, der suger CO2 ud af atmosfæren igen og styrker biodiversiteten.

- Det lyder lidt specielt, men det er faktisk det, der sker, og det virker for os. Men når det er nyudviklet, ved man jo ikke, hvordan man skal gøre, hvis vejret eksempelvis er ekstremt et år. Det var det sidste år, hvor vi led så meget under en kold forsommer, at grøntsagerne gik i vasken for os. Det giver naturligvis usikkerhed, men det er fremtiden at dyrke sådan, og vi har valgt at satse på det, siger Mikkel.

Mikkel håber, at deres unikke måde at dyrke jorden på kan få folk til at købe familiens grøntsager.

- Det er stadig ikke klart, om vi skal sælge på markeder eller have folk til at komme ud til dørsalg. Nogle produkter kan måske også sendes ud til folk med posten. Det kommer an på, hvordan produkterne bliver modtaget, og hvor kunderne er, slutter han.

Du kan møde familien i programmet 'Søren Ryge præsenterer: Far, mor og børn', som sendes i to afsnit på DR1.

Hvis du ikke fik set første program, kan du se det på dr.dk/tv.

Næste program i miniserien vises onsdag d. 24. februar. Hvis du ikke kan vente så længe, kan du se forpremiere på programmet på dr.dk/tv.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve