BREVKASSE: Min otte-årige datter vil ikke selv tørre sig efter toiletbesøg

Hvornår kan man forlange af sit barn, at det er stort nok til at tørre sig efter toiletbesøg? Else Guldager giver gode råd.

Børn skal hjælpes til at lære - og roses når de begynder at kunne selv. Fx at tørre sig selv bagi efter toiletbesøg. (© Gettyimages)

Der er kommet hele to spørgsmål om børn og renlighed til Lev Nu:

Spørgsmål 1:

Hvordan bringer jeg min datter ud af hendes tilstand af fornægtelse? Hun er otte år og tørrer sig kun bagi (og trækker ud i toilettet og vasker hænder) når jeg, eller en anden voksen står og ser på.

Det synlige resultat er selvfølgelig, at hun næsten hver dag kommer hjem med MEGET beskidte underbukser og dertil hørende lugt.

Else Guldager

Else Guldager er sundhedsplejerske og har desuden en Ph.d. i Sundhedsvidenskab. Hun er også forfatter og har skrevet en række bøger, bl.a. År 1; når I har fået barn.

Til daglig er hun redaktør på sundhedsplejersken.dk, ligesom hun i den sammenhæng er med til at undervise forældre og andre sundhedsplejersker i projekt Klar til Barn.

Du kan spørge Else om alt, der har med både små og store børn at gøre.

Se profil

Jeg har forsøgt alt fra coaching, træning i hvordan man folder og holder på papiret, anbefalinger til hvor mange gange man skal tørre, forklaring af hvordan andre opfatter hende, når hun klæder om til gymnastik/sport og fremviser disse beskidte, stinkende underbukser, til at sætte hende til selv at skylle bukserne op, inden de kommer i vaskemaskinen.

Det har stået på, siden hun begyndte at blive renlig. Det handler ikke om, at hun ikke kan holde sig eller kommer for sent på wc, men at hun overhovedet ikke ønsker at beskæftige sig med den del af et toiletbesøg.

Det er mig komplet uforståeligt, og jeg er vildt frustreret over, at jeg tilsyneladende ikke kan overbevise hende om, at jeg 1) og de fleste andre mennesker synes, det både er ulækkert at se på og lugte til, og 2.) at det er HENDE SELV der kan/skal gøre noget ved det, hun kan jo ikke få andre til den slags i en alder af otte år! Jeg kan jo heller ikke altid stå ved siden af og agere over-kontrollant.

Og spørgsmål nummer 2:

Jeg er farmor til to dejlige børnebørn, men jeg bruger meget energi på at bekymre mig for især den ældste. Hvornår kan man med rimelighed forvente af et barn på snart syv, at hun klarer sin personlige hygiejne selv, tørrer sig ordentlig efter toiletbesøg, eller husker at få varmt tøj på.

Når hun er hos mig, kan jeg se, at det kniber gevaldigt med renligheden, så derfor sørger jeg for bad og varmt tøj etc.

Svar fra Else Guldager:

I har børn (og børnebørn), der er i den alder, hvor de kan tørre sig (godt nok) - men for nogle børns vedkommende med hjælp fra en voksen.

Før de selv kan tørre sig selv godt nok efter toiletbesøg, er der en periode, hvor vi voksne må træne dem og kontrollere dem.

Det vil sige, at de råber - jeg er færdig! - som tegn til, at vi voksne skal bistå dem med at blive tørret ordentligt.

De kan selv få lov at prøve, og så kontrollerer den voksne, om tørringen bagi har været tilstrækkelig effektiv. Og så bliver hænderne vasket og tørret – og måske skal der creme på hænderne bagefter. Hvis det er nødvendigt.

Nu kan du selv

Efter et stykke tid, så kan den voksne ved sin kontrol se, at ”nu kan du selv” – glæde og lettelse breder sig - og så bliver hænderne vasket bagefter, for det ”hører med”.

Det er væsentligt, at renligheden holdes ude af ”konfliktzone”. Det er ikke noget, der skal diskuteres, men noget helt konkret, der skal gøres og læres. Og de voksne hjælper til.

Jeg tror, at for din otte årige datter kan du med fordel lade være med forsøgene på at overbevise hende om, at hun lugter – og at andre mennesker synes, at hun er ”ulækker”. For sådan ser verden ikke ud fra hendes udkigspost.

Du skal slet og ret fortælle hende, at hun skal kalde på dig, når hun er færdig. Og så går du ud til hende på toilettet, tørrer hende bagi, så hun er ren – og både du og hun vasker hænder. Efter en periode, hvor du har tørret, kan du sige til hende: ”Jeg vil gerne se, om du kan tørre dig selv. Hvor langt du er med det.” Hvis det lykkes for din datter, at hun bliver ren, giver du hende ros (ikke noget med at overdrive). Hvis ikke det lykkes – så fortsætter du med at hjælpe hende et stykke tid endnu, og prøver så igen efter nogle uger.

Man kan evt. fabrikere en lille tegneserie, hvor du viser, hvad barnet skal gøre ved de forskellige trin, og hvad den voksne kommer og hjælper med.

Det er leg og læring

Det er meget individuelt, hvor let eller svært det er for det enkelte barn at lære. Og det er som med så meget andet i denne verden gode vaner, der skal læres og gerne leges ind.

Og til bedstemor, der også har en udfordring med det varme tøj.

Mange børn har behov for at blive husket på den passende påklædning i det kolde vejr, de bliver ivrige og optaget af helt andre ting. Det er omsorg at sørge for at huske dem på det varme tøj og også at hjælpe dem efter toiletbesøg.

Det kan godt være, det er lidt besværligt, og at I ville ønske, at børnene var endnu mere selvkørende. Men nogle børn har behov for mere opmærksomhed og læring, inden de kan selv. Og måske er børnene glade for den omsorg og opmærksomhed, det giver at blive hjulpet med ting, de har behov for at lære.

Held og lykke med renligheden og håndvasken - og med overtøjet.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve