Din tablet er et genialt tegneredskab

Børn behøver ikke at forvandle sig til passive zombier, fordi de sidder med en tablet i hånden. Den rummer nemlig masser af mulighed for kreativitet.

Der er masser af muligheder for kreativ udfoldelse på diverse tablets. For både store og små børn. (Foto: Sanne Strøh Andersen © DR)

De tablets, der findes i mange danske familier, kan mere end at underholde børnene med spil. De rummer nemlig også mulighed for at give kreativiteten og fantasien frit løb. Der findes en række forskellige programmer til tablets, som giver børn, og for den sags skyld også voksne, mulighed for at udfolde sig kreativt med tegninger, ord og billeder.

- Når man kigger på mange spil, så er de fastlåste, selv om der måske er nogle rammer for kreativitet. Med tegneprogrammerne kan man skabe noget meget mere frit. Det giver en anden mulighed for at skabe noget, der er interessant for børnene, siger Ann-Birthe Overholt Nicolaisen, der til daglig er billedkunstlærer, og ved siden af driver billedguiden.dk

Ann-Birthe Overholt Nicolaisen

Ann-Birthe Overholt Nicolaisen er uddannet folkeskolelærer og underviser i dansk og billedkunst.

Desuden driver hun billedguiden.dk, som er en undervisningsportal til billeder og billedsprog.

Et ekstra tegneredskab
Ann Birthe Overholt Nicolaisen er stadig stor fortaler for den traditionelle måde at tegne på, men ser på tablets, som et ekstra tegneredskab, der kan nogle andre ting.

- Kreativiteten får et andet rum, end hvis man sidder med blyant og papir. F.eks. kan man zoome ind på detaljer, så man kan tegne meget mere detaljeret. Og så har mange af programmerne den fordel, at de kan interagere med andre programmer på ens tablet. Du kan hente billeder ind, som du kan tegne på. Og i programmer som f.eks. My story og BookCreator kan man optage lyd til sine tegninger og på den måde lave en bog med sin egen fortælling, forklarer Ann Birthe Overholt Nicolaisen.

Børn helt ned til tre år kan ifølge Ann Birthe Overholt Nicolaisen være med, hvis de har en forælder ved siden af.

- Mange tre-årige kan ikke holde rigtig på en blyant, men her er det mere over i fingermalingen. Og så er det med til at træne deres finmotorik, det er super godt. Jeg har også elever i 7. klasse, som tegner virkelig avancerede tegninger med pegefingrene. Så det kan være interessant for både store og små, fortæller Ann Birthe Overholt Nicolaisen.

Ingen oprydning
Og så har tegneprogrammerne også en hel håndgribelig fordel set fra forældrenes perspektiv:

- Man skal ikke til at stille en masse ting frem og rydde op bagefter, så det er meget nemt for børnene at gå i gang med. Og at lægge væk igen. Det er også rigtig smart,, når man er ude, fordi det ikke kræver at man skal have en masse forskellige ting med. Det kræver selvfølgelig, at man til en start sætter sig ned og hjælper børnene med at lære programmerne at kende, siger Ann Birthe Overholt Nicolaisen.

Herunder kan du se Ann Birthe Overholt Nicolaisens bud på gode tegneprogrammer til tablets:

SketchBook express: Den er god til helt reel tegning. Det er ligesom at have et stykke papir og nogle tegne redskaber. Man kan lægge forskellige lag ind i tegningen og have et billede som en del af lærredet, så du kan tegne efter det. Det er nok til de lidt mere erfarne tegnere, for det har det har lidt flere forskellige funktioner. Programmet er gratis og findes både i App Store og Google Play.

Brushes 3: Er en af de tegne-apps, der har været tilgængelig rigtig længe. Den er enkelt sat op, så børn kan selv navigere i den. Man kan tegne, farvelægge og male med pensel. Findes kun i App Store og er gratis.

My story: Her kan du lave din egen bog med tegninger. Det er nemt at finde rundt i, og ikonerne er nemme og klare at navigere rundt i for børnene. Man kan optage lyd til tegningerne, så man kan lave en fin fortælling, der hænger sammen med billederne. Med lidt hjælp fra en voksen, kan børn ned fra tre-års alderen være med. Findes kun i App Store og koster 13 kr.

Book Creator: Der kan du også bygge din egen bog op. Der kan også lægges musik og lyd ind. Det er en blanding mellem powerpoint og et tekstprogram. Men den kommer til at ligne en rigtig bog, når den er færdig. Man kan også bruge det til at samle noter, ligesom man ville gøre i den gammeldags kinabog. Det er lidt mindre tydeligt, hvad man gør end i my story, så det egner sig bedre til voksne eller større børn. Findes kun i App Store og koster 32 kr.

Powersketch: Man henter et billede ind, som kan laves om til en tegning. Du kan lægge et billede ind af dit barn, og så kan du vælge at lægge en kunstners stil ind over det. Så gemmer man det igen på sin tablet, og så kan man åbne det og tegne videre på det i et af de andre tegneprogrammer. Findes kun i App Store og koster 7 kr.

Draw Free: Den er meget simpel. Der er et hvidt stykke papir, og nogle forskellige tegneredskaber, så den er nem at forstå. Når man har gemt sine tegninger, kan de hentes ind i Book Creator eller My Story. Findes kun i App Store og er gratis.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve