Hvert andet barn får ikke nok D-vitamin

Mange børn under to år risikerer at udvikle svage knogler, fordi forældrene glemmer at give dem D-vitamin.

Pernille Therkildsen er mor til Anton på fem måneder, og hun er en af mange forældre, som af og til glemmer at give sit barn D-dråber. (© dr)

Alle børn på mellem to uger og to år bør hver dag få 10 mikrogram D-vitamin i tilskud.

Sådan lyder den klare anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, men alligevel giver næsten halvdelen af forældre deres børn for lidt D-vitamin.

Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Odense Universitetshospital af mere end 2000 familier.

- Heldigvis giver næsten alle forældre deres børn D-vitamin, men desværre er der rigtig mange, der ikke gør det så meget og så tit, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, siger professor og overlæge Henrik Christesen, der står bag undersøgelsen.

- Faktisk giver halvdelen mindst en fjerdedel for lidt D-vitamin, og det er vi ikke så glade for.

Fakta om undersøgelsen

94 procent af forældre giver deres børn D-vitamin, men 45 procent giver ikke så meget eller så ofte som anbefalet.

Mere end 2000 familier har deltaget i undersøgelsen, som er lavet af Odense Børnekohorte, som Odense Universitetshospital og Odense Kommune står bag.

Undersøgelsen er lavet før D-dråbe-skandalen i sommeren 2016, hvor 80 børn blev indlagt med D-vitaminforgiftning på grund af en alvorlig fejl i nogle D-dråber af mærket Inno Pharma.

Kilde: Professor Henrik Christesen

Kan skade børnenes knogler

Henrik Christesen understreger, at for lidt D-vitamin ikke er noget, som man risikerer at blive meget syg af, men det er alligevel vigtigt for kroppen at få nok.

- Det er vigtigt først og fremmest for børnenes knogler, og for at de ikke brækker knoglerne, når de bliver gamle mennesker, siger Henrik Christesen.

26-årige Pernille Therkildsen er mor til Anton på fem måneder, og hun indrømmer, at hun er blandt de forældre, der af og til glemmer D-dråberne.

- Jeg tror, det er fordi, jeg ikke lige har det i nærheden af, hvor jeg pusler ham, eller hvor han skal have tøj på, forklarer hun.

Og så kan der være meget at holde styr, når der også er to ældre børn i huset.

- Især når man får flere børn, så kan det svært at huske alle tingene, siger Pernille Therkildsen.

Gode råd om D-vitamin

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn mellem 2 uger og 2 år får tilskud med 10 mikrogram D-vitamin hver dag.

Er dit barn for tidligt født, gælder der andre anbefalinger, som din læge eller sundhedsplejerske kan fortælle om.

Tilskuddet med D-vitamin gives i form af D-dråber direkte i munden eller på en ske sammen med lidt modermælk.

Gør det til en vane at give tilskuddet ved et bestemt måltid hver dag, så man ikke glemmer det.

Børn må tidligst få D-vitamin i tabletform, fra de er halvandet år.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Forældre fortsætter med D-dråber efter skandale

Undersøgelsen fra Odense er lavet før sidste sommer, hvor 80 børn blev indlagt med D-vitaminforgiftning på grund af en alvorlig fejl i D-dråber af mærket Inno Pharma.

Skandalen fik myndighederne til at skærpe kontrollen med D-dråber, og eksperter frygtede, at forældre ville stoppe med at give deres spædbørn D-dråber.

Men her et års tid senere er der intet, der tyder på, at skandalen har fået forældre til at ændre deres forbrug af D-dråber.

Sundhedsmagasinet har spurgt de ni firmaer, der ifølge Fødevarestyrelsen er godkendt til at lave D-dråber, hvordan deres salg har været efter skandalen sidste år.

Af de ni firmaer har otte har svaret, og fra dem alle sammen lyder det, at salget er uændret.

Du kan se mere om D-dråber i Sundhedsmagasinet i aften klokken 21:55 på DR1 og på dr.dk/tv.