KLUMME Ting, jeg (skråsikkert) sagde, før jeg fik børn

Mine ideer om børn - før jeg fik børn, fremstår i dag i bedste fald naive, i værste fald decideret pinlige, skriver Gry Bruun Mathiesen

Gry Bruun Mathiesen skriver klummer til dr.dk hver anden uge. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Både børn og forældre sover i egne senge.

Lige indtil man vågner på den yderste kant af dobbeltsengen, fordi der ligger noget barn med spidse albuer og knæ på tværs. Måske finder man oven i købet den anden voksne på en foldemadras fra Jysk i et børneværelse, når man står op. I hvert fald er det langt fra sikkert, at alle ligger hvor de gjorde, da man gik i seng.

Legetøj skal være på værelset, stuen er til de voksnes ting.

Men ingen mindre børn gider lege på deres værelser, så derfor har stuen et fast inventar af legekøkkener, dukkehuse, halve Lego-konstruktioner, et kasseapparat, der ikke længere kan åbnes, Beyblades, mindst én spillekonsol til opladning og lidt modellervoks-fnuller. Og så kan man møjsommeligt prøve at frigøre et lille hjørne til sig selv og en kop kaffe.

Om Gry Bruun Mathiesen

41 år.

Vært på Uhørt på P4 hver lørdag 12.15-14

Født og opvokset lidt nord for København, har giftet mig til Aarhus, hvor jeg har boet i 10 år.

Bor sammen med mand og to børn på 4 og 8. Er derudover så heldig at have voksne bonusbørn med dejlige familier.

Jeg elsker at have god tid, lave mad og læse bøger.

Jeg hader at have for travlt, når ting ikke virker og at cykle i regnvejr.

Børn skal som minimum smage på al mad, der bliver serveret.

Ja helt sikkert. I hvert fald i alle artikler og bøger om god opdragelse. I virkeligheden sidder man jo ikke en tilfældig onsdag i april og tvinger kæberne fra hinanden på en 8-årig, som nægter at komme i nærheden af noget, hvor grøntsagerne er blandet, stegt eller kogt eller oh ve oh skræk - svømmer rundt i sovs.

Vi spiser ikke foran fjernsynet

Altså lige indtil vi gør alligevel. Eller endnu værre, børnene gør alene. Altså bare morgenmaden, i weekenden, og det er jo slet ikke så slemt, for det er bare det samme, som at de voksne lige bladrer lidt i avisen, mens de spiser, og hvis ikke om søndagen hvornår så?

Børn bestemmer ikke selv, om de vil have overtøj på

Undtagen de vinterdage hvor man ser sig selv gå hjem fra børnehaven med et barn i bare arme og strømpebukser, mens man prøver at undgå de enten anklagende eller medlidende (dem der selv har børn) blikke fra forbipasserende iklædt huer, vanter og varme jakker. Som jo er den gængse påklædning om vinteren. Bortset fra når man er en stædig 4-årig.

Jeg kommer ikke til at bruge ”Hvis-ikke-så …”-pædagogik

I det mindste ikke mere end et par gange om dagen. Og det er næsten den største falliterklæring. Hvornår har tomme og halvtomme trusler nogensinde virket på nogen som helst? Alligevel kommer der ting ud af ens mund som: ”Hvis ikke du kommer nu, så er iPad´en lagt væk i morgen”, og allerede mens man siger det, mærker man, at sandsynligheden for at det bliver sådan er nærmest ikke-eksisterende.

Jeg kommer heller ikke til bruge Vingummi-bamse-pædagogik

Den positive udgave af ”Hvis-ikke-så”-pædagogikken. Og en næsten lige så stor fiasko. Bortset fra at man kan snige sig til selv at tage af vingummierne, når børnene får deres pseudo-belønning. Og når man er den voksne, bestemmer man selv, om man i skjul tager 2-3 stykker ad gangen, når de andre får én. Ha!