Lav film med dine børn og kom tættere på hinanden

Brug den sidste del af vinterferien til at lave en film sammen med dine børn. Det kan give jer mulighed for at dele tanker og følelser.

Børnefilmskolen er et filmunivers for familier, hvor man kan lave sin egen film, der kan være med til at forbedre snakken mellem forældre og børn. (© Gettyimages)

Måske får du også tit svarene ’fint’ eller ’det kan jeg ikke huske’, når du stiller dit barn et spørgsmål? Og måske kender du til konflikter omkring middagsbordet, når barnet skal i seng, eller når familien skal ud af døren?

I så fald kan I bruge den sidste del af vinterferien på at prøve kræfter med Børnefilmskolen, som Psykiatrifonden etablerede for nyligt.

Det er et filmunivers for familier, hvor man kan lave sin egen film, der kan være med til at forbedre snakken mellem forældre og børn - og træne børn i at forstå og sætte ord på egne og andres tanker og følelser.

- Vi har valgt filmuniverset, fordi det er et legende univers, som børn synes er sjovt, lyder det fra Ditte Bruun Eriksen, børnepsykolog i Psykiatrifonden.

Børnefilmskolen er en hjemmeside, hvor familier gratis kan lave små film på en sjov, nem og overskuelig måde samtidig med, at familierne bliver bedre til at snakke sammen.

Mere om børnefilmskolen

  • På hjemmesiden er der 18 film, hvor professionelle filmfolk lærer jer at spille skuespil, instruere og klippe film.
  • Du kan finde redskaber til at finde på historier, lave storyboards, optage film og klippe film.
  • Det er muligt at dele jeres film med andre familier.
  • I kan se og rate de film, som andre familier har lagt op på siden.
  • Gennem aktivitet på siden kan man samle point, og mange point kan fx udløse priserne 'Guldstjernen' eller 'Månedens Film'.

Skuespil hjælper på kommunikation

Det er måske ikke alle, som forbinder det at lave film med at forbedre familiens relationer. Men det er netop det Psykiatrifonden vil med Børnefilmskolen.

Idéen er, at når familier samarbejder om at spille skuespil og udvikle manuskripter, skabes der en ramme, hvor det bliver naturligt for dem at tale om personerne i filmens følelser, handlinger, bevæggrunde og tanker – som afsæt til at trække tråde til deres egne hverdagsoplevelser.

Eksempelvis kan man lave en film, hvor en person bliver ked af det, og så snakke om, hvorfor man kan blive ked af det, hvordan det føles, og hvornår man selv har oplevet det

ditte bruun eriksen, PSYKIATRIFONDEN

- Film er en god ramme for at træne mentaliseringsevnen, da man bl.a. i manuskriptskrivning og skuespil skal sætte sig i andres sted og trække på egne erfaringer, fortæller fortæller Ditte Bruun Eriksen, børnepsykolog i Psykiatrifonden.

Mentalisering kan forklares som et udvidet empati-begreb, hvor man ser sig selv udefra og andre indefra, og som vores evne til at forstå os selv i samspillet og interaktionen med andre. Mentalisering er ifølge forskning en metode, der har positiv effekt på relationsdannelsen mellem forældre og børn.

- Mentalisering er afgørende for vores relationer til andre mennesker og for vores oplevelse af samhørighed. Det handler om, at vi lærer at mærke og forstå os selv gennem andre - om at se og fornemme os selv udefra og andre indefra, uddyber Ditte Bruun Eriksen.

- Eksempelvis kan man lave en film, hvor en person bliver ked af det, og så snakke om, hvorfor man kan blive ked af det, hvordan det føles, og hvornår man selv har oplevet det, fortsætter hun.

Arthurs film om Abu Dhabi

Nana Voxtrup og hendes 8 årige søn Arthur Voxtrup Holm har selv prøvet kræfter med Børnefilmskolen. De har lavet en film om, hvordan det var at flytte til Abu Dhabi og tilbage igen.

- I sådan en rigtig travl hverdag, der kan det godt være lidt svært at få taget de der snakke. fortæller Nana Voxtrup.

Nana Voxtrup oplevede, hvordan Børnefilmskolen kan være med til at åbne for nogle snakke i familien.

- Filmen gjorde, at vi ligesom kunne fastholde os i emnet og hele tiden havde et eller andet og gå tilbage til, fortæller hun.

- Det har været rigtig sjovt. Der er dukket mange ting op - også mellem linjerne, som jeg måske ikke lige havde set komme, fortsætter hun.

Nana og Arthur var tidligere i Aftenshowet for at fortælle om deres film - hør hvad de sagde her.

Klip fra Aftenshowet

Har du fået lyst til at give dig i kast med selv at lave en film, så kom i gang her.

7 trin til et godt resultat

  1. FÆLLES SPILLEREGLER - Som det første kan det være en god idé at aftale nogle spilleregler, der kan gøre processen tryg og sjov for alle. Det kan for eksempel være, at man skal prøve så godt man kan og at man ikke skal gøre nar eller kritisere hinanden.

  2. HVAD ER HISTORIEN? - Find derefter ud af, hvad jeres film skal handle om. I kan for eksempel tage udgangspunkt i nogle af jeres egne oplevelser eller bruge nogle af de færdige manuskripter, som ligger klar inde på hjemmesiden.

  3. TAL FILMEN GODT IGENNEM - Når I er kommet på en idé til jeres film, skal detaljerne snakkes igennem. Hvis I har tid og lyst, kan I for eksempel tegne historien ind i et storyboard. I kan også bare kaste jer ud i det.

  4. ACTION - Nu er det tid til at optage filmen. Find ud af, hvem der skal være skuespiller, kameramand, instruktør osv. Ellers er det bare at trykke optag.

  5. KLIP FILMEN - Nu er i næsten færdige. Næste skridt er at klippe filmen sammen. Det handler om at få optagelserne til at hænge sammen på en god måde. I kan også indsætte musik og sjove effekter.

  6. UPLOAD TIL BØRNEFILMSKOLEN - Til sidst kan I uploade jeres film på hjemmesiden, så andre kan se jeres mesterværk.

  7. HAV DET SJOVT! - Vigtigst af alt skal i have det sjovt sammen i familien og nyde det endelige resultat. Når i er færdige, kan I finde popcornene frem og invitere familie og venner til filmpremiere.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve

Seneste ekspertsvar

Jesper Bay-Hansen