Tema Tværs - du er ikke alene

I 13 år er jeg blevet bedt om at lave opgaver i skolen hver dag. Der er to valg. Enten gør man det, eller også lader man være.

Jeg ved ikke, hvad jeg er på vej ud i, og jeg føler, at jeg ingen kontrol har over det

Caroline

Nu når jeg er blevet student, står jeg lige pludselig med den her totale frihed. Der er ikke nogen, der siger, hvad jeg skal gøre eller læse.

Det er en superfed følelse i to sekunder, men så kommer de andre tanker. Hvad vil du med dit liv? Ansvaret ligger 110 procent på dig. Værsgo.

Vi lever i det her samfund, der er så succesorienteret, og man har fuldstændig selv ansvaret for at blive en succes. Det skræmmer mig lidt. For ikke at sige meget.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Caroline
  • 18 år gammel
  • Vokset op på Frederiksberg i København
  • Er lige blevet student fra Rysensteen Gymnasium

Da jeg begyndte i 3.g, fik jeg at vide af familie og andre, der var blevet studenter, at jeg skulle nyde det sidste år, for når jeg blev færdig, ville tomhedsfølelsen ramme mig.

Mellem min anden og tredje eksamen ramte tanken mig. Jeg tænkte, om to uger er jeg færdig med 13 års skolegang. Hvad fanden gør jeg så? Der kunne jeg lægge tankerne væk og fokusere på de sidste eksamener, men nu er tomheden der igen.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © (c) DR)

Tværs - Du er ikke alene

Tværs er tilbage med Sara Bovin som vært.

Sara Bovin er 32 år gammel, uddannet tv-tilrettelægger og har lavet flere tv-programmer om udsatte unge blandt andet POV på DR3.

Hvis du har et problem, som du gerne vil dele med Tværs, kan du skrive til skrive til Sara Bovin på Facebook i gruppen Tværs - Du er ikke alene.

Tværs sendes hver søndag klokken 20:03 på P3 og kan også høres som podcast.

Jeg er ikke så god til at skulle vælge, hvad jeg vil lige nu og her. Jeg har brug for nogle rammer at vælge ud fra. Jeg ved ikke, hvad jeg er på vej ud i, og jeg føler, at jeg ingen kontrol har over det. Det er helt ude af min comfort zone.

Jeg er så priviligeret og har så mange muligheder. Det havde mine forældre ikke, så jeg synes, det er svært, at tale med dem om de her tanker, fordi jeg føler mig nærmest uforskammet og forkælet. Jeg tror, jeg har nævnt det over for min far en gang, men så har jeg ikke nævnt det igen.

Jeg synes, det er svært at tale med folk om sådan nogle problemer. Der ligger en eller anden form for skam i det. Jeg tror det handler om, at man ikke vil være en byrde for andre med ens problemer.

Hvis de har en god dag, og jeg har en dårlig dag, føler jeg ikke, at jeg har ret til at ødelægge deres dag. Så må jeg skrive det ned i en dagbog eller sådan noget, hvis jeg skal have det ud.

Jeg er bange for, at deres tålmodighed med en på et tidspunkt forsvinder, fordi de har hørt på ens lort i så lang tid. Men det er jo derfor, man har venner. Og det er så åndssvagt at have den tankegang.

Jeg vil jo hellere end gerne hjælpe mine venner, hvis de har det dårligt. Også hvis de skal lukke lort ud i tre måneder i streg.

Men det med at tage skridtet fuldt ud og stole på, at de vil gøre ligesom mig, det har jeg svært ved. Og det tror jeg folk har generelt. Man vil ikke fremstå som en fiasko. Specielt ikke i vores samfund i dag, hvor alt skal være så perfekt og fyldt med succes, 12-taller, guldstøv og regnbuer.

Nu tager jeg et sabbatår, hvor jeg skal finde ud af, hvad jeg gerne vil. Men jeg frygter at vælge forkert og spilde min tid. Det jeg vil i morgen er måske ikke det, jeg vil om tre år. Det kan jeg ikke vide nu, og det synes jeg er svært.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © (c) DR)

Lige nu er planen at finde et arbejde så hurtigt som muligt og så komme ud og rejse så meget som overhovedet muligt, se verden og få et andet perspektiv på tingene. Og så forhåbentligt den vej igennem finde ud af, hvad jeg virkelig brænder for, og hvad jeg gerne vil.