BREVKASSE Kan man nøjes med at træne én gang om ugen - men i to timer?

Der fordele ved at skulle ud ad døren en gang om ugen i stedet for to gange. Men er motion én gang om ugen i længere tid så lige så effektiv?

Er dans én gang om ugen lige så effektiv som to gange dans om ugen? (© Gettyimages)

Spørgsmål til brevkassen:

Er to timers sammenhængende motion med høj intensitet (ex aerobic, step, zumba..etc) i et stræk lige så effektivt som at gå to gange af en time om ugen.

Man kan sige, at det er smartere at gå en gang om ugen, for så skal man ikke ud ad døren to gange – så kan man ’nøjes’ med en gang om ugen. Eller er der fordele – og hvilke – ved at gå to gange om ugen af en time hver gang?

Marina Aagaard

Marina Aagaard er master i fitness og træning fra Syddansk Universitet og er ekstern lektor på Ålborg Universitet.

Hun er også foredragsholder og forfatter til en række bøger om fitness og træning.

Marina Aaggard har 25 års praksis bag sig, og hun brænder for at formidle viden på området og give andre mennesker lyst og inspiration til at leve et aktivt liv.

Du kan spørge Marina om alt, der har med sport og bevægelse at gøre.

Se profil

Svar fra Marina Aagaard:

Der er flere måder at anskue træning samt fordele og begrænsninger på: Fysisk, mentalt og socialt. Et fortærsket, men sandt udtryk, lyder: ”Den bedste motion er den, der bliver til noget”.

Ens motionsprogram kan tage afsæt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger om to ganges intensiv motion om ugen og desuden baseres på, hvad man har lyst til og reelt har mulighed for i sin hverdag. Er tiden knap, så man har svært ved at nå ud af døren, kan man hvis ønsket (af og til) træne to timer i træk en gang om ugen i stedet for en time to gange om ugen.

Forbrændingsmæssigt kan man godt få samme udbytte af 1 x 2 t træning som af 2 x 1 t træning.

Bedst to gange om ugen

Alligevel vil det oftest være en fordel at træne to gange om ugen i stedet:

Først og fremmest er regelmæssig motion af moderat omfang det mest sunde for kroppen. Dernæst lyder de internationale træningsanbefalinger på 20-60 minutter ad gangen. Det skyldes blandt andet, at man – når træningen er kortere – oftere presser sig selv lidt mere og får mere ud af træningen.

Bemærk, at der er undtagelser, eksempelvis i forbindelse med eliteudøvelse af idræt og fitness.

Væsentligt er, at skadesrisikoen er mindre, når hjerne og muskler er ”friske”, dvs. ikke udtrættede.

Eksempelvis når træning er mere kompleks som i dans hvor man skal styre sine arme og ben, er det en fordel at være helt veloplagt og fokuseret, så man ikke vrikker om eller vrider i knæ.

Fordele ved langvarig træning

Mange motionister har en tendens til bevidst eller ubevidst at spare en anelse på kræfterne, hvis træningen er langvarig fx to timer i træk.

Handler det om energiforbrug, forbrænding af kalorier, så vil det derfor ofte være en fordel at træne to gange en enkelt time, fordi man i hver træningspas giver sig selv mere, end man ville have gjort under et langvarigt træningspas.

Er man omvendt fuld af energi og med masser af lyst til at træne to timer i træk, så er det naturligvis det, man gør.

Gør det én glad virker det motiverende og mentalt sundhedsfremmende – og længerevarende træning, som øger udholdenheden, har også fordele.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve