Derfor får vi så mange løbeskader

Vi løber for langt og for hurtigt og får derfor ofte skader, fortæller forsker.

Løb er sundt, men der er stor risiko for skader, hvis man ikke passer på. (© ColourBox)

Omkring hver tredje voksne dansker løber regelmæssigt, fordi løb er en billig, effektiv, fleksibel og sund form for motion.

Men der er også en stor ulempe ved løb, nemlig at der er stor risiko for at få overbelastningsskader – især hvis man er nybegynder eller vejer for meget.

- Vi ved, at op mod halvdelen får en løbeskade i løbet af et år, siger Sten Rasmussen, der er overlæge på Aalborg Universitetshospital og forsker i løbeskader i det landsdækkende projekt Runsafe.

Sundheds- magasinet

I Sundhedsmagasinet vil læge Peter Qvortrup Geisling og journalist Lillian Gjerulf Kretz give tips og tricks til et sundere liv.

Magasinet sendes på DR1 hver tirsdag klokken 21.55, og programmerne kan også ses på dr.dk/tv.

Du kan også følge historierne og komme med dine indspark på programmets Facebook-side.

- Vi ser, at omkring 15 procent stadigvæk har problemer efter et år. En af konsekvenserne er, at nogen ikke kommer tilbage til at løbe igen, fordi de ikke kom af med deres skade.

Vi presser kroppen for meget

Motionister har omkring 1,5 procents risiko for at få en skade per løbetime, og for nybegyndere er risikoen dobbelt så høj.

- Vi får løbeskader, fordi vi løber forkert. Eller sagt på en anden måde, så løber vi for hurtigt eller for langt. Årsagen til løbeskaden er, at man laver en ændring, der går for hurtig og så opstår skaden, siger Sten Rasmussen.

Tre ud af fire løbeskader rammer knæ, underben eller fod.

- Typisk ser det ud til, at man får knæproblemer, hvis man løber for langt, og man får underben- og fod-problemer, hvis man løber for hurtigt.

Løbesko har ingen betydning

Mange nye løbere får testet deres løbestil og fodstilling, når de skal i gang, så de kan få en løbesko med særlig støtte eller pronation.

Men for nybegyndere betyder det intet i forhold risikoen for at få skader.

Det påviste forskerne fra Runsafe for nogle år siden i en stor undersøgelse af over 900 løbere, der på et år løb omkring 160.000 kilometer.

- Vi kiggede på deres fødder, hvem pronerede og hvem gjorde ikke. Og de fik alle sammen en neutral sko, og halvdelen fik en skade, mens vi observerede dem, men det var ikke relateret til, om de pronerede for lidt eller for meget, siger Sten Rasmussen.

Skift ikke løbesko, hvis du ikke er skadet

Specielle løbesko med pronation kan bruges til at lindre skader, men altså ikke til at forebygge skader.

- Det er interessant at undersøge fodstillinger, i det øjeblik skaden er opstået, men før skaden opstår, giver det ikke mening, siger Sten Rasmussen.

Ifølge Sten Rasmussen så bør nybegyndere bare købe en almindelig neutral løbesko og så hellere forholde sig til faktorer som overvægt, omfanget af træning og gamle skader, hvis de vil undgå løbeskader.

- Køb den sko som passer, og som du kan lide at løbe i. Og går det fint uden skader, så køb samme model igen, siger Sten Rasmussen.

Hver gang man skifter sko, så påvirker det ens løb og kan derfor give en øget risiko for skader.

Du kan se mere om løb og løbeskader i Sundhedsmagasinet på DR1 i aften klokken 21.55.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve