Fem gode grunde til at blive medlem af løbeklub

Holder du af løb, men føler du, at du står lidt i stampe - så er der mange fordele ved at melde sig ind i et løbefællesskab.

(© Colourbox)

Er du glad for at løbe, men mangler du inpiration, så er en løbeklub måske lige dig. Dansk Atletikforbunds motionistsite MotionDanmark.dk har fundet hele fem gode grunde til at løbe sammen med andre:

Bedre resultater

Har du en dårlig dag, bliver du i løbegrupperne lettere trukket med hele vejen rundt på ruten i stedet for at skyde den lette genvej hjem. Og så vil det strukturerede træningsforløb, som man oplever i en løbeklub, gøre, at effekten af træningen vil vise sig langt mere effektiv, og dermed vil målene om f.eks. vægttab, øgning af kroppens stofskifte, kondition eller velvære, kunne indfries hurtigere.

Du finder den rette løbemakker

De fleste klubber har forskellige hold, der løber i forskellige tempi og distancer afhængigt af deltagernes niveauer, træningslyst, alder og køn. Løbere er vidt forskellige i deres fysisk formåen og ambitioner, så der er helt sikkert en træningsmakker til dig, uanset om du vægter høj puls og hurtige tider eller smukke naturoplevelser højest.

De andre forpligter!

I de lange mørke vintermåneder eller på en regnvåd forårsdag kan det være nødvendigt at grave dybt i de gode argumenter for at komme i løbeskoene og af sted. Når du ved, at dine gode træningskammerater står og venter på dig, er det nemmere at få hevet sig selv op af sofaen.

Større træningseffekt

Mange løbeklubber har i perioder træningsdage, hvor der løbes intervaltræning eller fartlege. Her gælder det om i små intervaller af nogle minutters varighed at løbe med høj puls og i høj fart. Når den aftalte distance eller tidsrum er tilbagelagt, sænkes tempoet således, at kroppen slapper af og genfinder kræfter til at foretage nogle flere intervaller. Effekten af denne type træning er, at kroppens udholdenhed forbedres, hvilket er essentielt på alle distancer fra 5 km til marathon. Denne træningstype er oftest meget hård, og det kan være en stor fordel at "lide" sammen i træningsgruppen.

Du bliver mere inspireret, motiveret og erfaren

I løbeklubberne er der både nybegyndere og erfarne løbere. I en gruppe hvor mange har gennemført et maratonløb, vil det ofte være nemmere for mere uerfarne løbere at kunne gøre samme bedrift. Dels kan man trække på de erfarne løberes gode erfaringer, og oftest nedbrydes de mentale barrierer lettere, når man kan se, at mange før en selv er lykkedes med projektet.