Kurdiske Mehmet: Kære danskere, bare I ville tale mere lige ud af posen

Der er så mange skjulte og uskrevne regler i Danmark, man forventes at følge, og de gør det rigtig svært for udlændinge at blive integreret, siger Mehmet Yüksekkaya.

Integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya. (Foto: sigrid nygaard © Scanpix)

Nytårsaften 1983 kom den dengang 22-årige Mehmet Yüksekkaya fra den tyrkiske del af Kurdistan til Danmark.

Han bosatte sig på Østerbro, og han husker tydeligt sit allerførste møde med de danske uskrevne regler:

- Der var flag i hundelortene på gaden! Det forstod jeg ingenting af! Mange andre steder i verden er ens nationale flag noget af det mest hellige. Det gør man ikke grin med. Og man sætter det da slet ikke i en hundelort. Jeg forstod det slet, slet ikke. Jeg tænkte, hvad er meningen?

Vores uskrevne regler

Lev Nu sætter denne sommer fokus på vores uskrevne regler, både herhjemme og i udlandet.

For hvad er de uskrevne regler egentlig og hvordan lærer man dem? Og hvorfor kan man blive så sur eller provokeret, når de bliver overtrådt?

Hvilke uskrevne regler er vigtige, synes du? Skriv til redaktionen her.

Det tog ham faktisk nogle år at finde ud af, at der var tale om en skjult protest.

- Jeg var længe om at lære at forstå, at der var et indirekte budskab – 'husk at samle op efter dig' – i stedet for at sige det direkte til hundeejerne. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har sagt det direkte til en hundeejer – så hellere den her indirekte facon.

Svært at forstå de mange skjulte regler

De famøse flag i de firbenedes efterladenskaber blev ikke den sidste uskrevne regel, han faldt over. Han lærte, at det blot var én ud af en hær af uskrevne regler, som han i løbet af blandt andet sin studietid og sit ægteskab med en bornholmer, blev en hel del klogere på.

Hvad i alverden er meningen?, tænkte Mehmet Yüksekkaya, dengang han første gang så flag i hundenes efterladenskaber. (© ColourBox)

De uskrevne regler gør det svært at være udlænding i Danmark, mener han. Derfor har han skrevet en bog om dem, 'Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked'.

- Når man kommer udefra, så har man jo ikke nogen guidelines. Og når man som mig kom med en anden bagage og skulle blive klog på, at der både socialt, kulturelt og på arbejdspladserne osv. er en masse skjulte budskaber - som ingen fortæller mig om, men som jeg skal agere i – ja, så er der ikke noget at sige til, at det er svært at blive integreret, forklarer Mehmet Yüksekkaya.

Mehmet Yüksekkaya

Mehmet Yüksekkaya er uddannet cand. scient. pol. fra Københavns Universitet.

Han er forfatter til flere bøger, blandt andet ' Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked, som udkom i 2007.

Han arbejdede i en årrække som integrationskonsulent i Ministeriet for flygtninge, indvandrere og Integration. I dag holder han foredrag og er selvstændig integrationskonsulent.

Vi skal allesammen være enige

Blandt andet mener han, at det ofte går galt, fordi etniske danskere er ekstremt konfliktsky. Vi er vokset op med jantelov og en politisk kultur, hvor demokrati og enighed skal sørge for, at man altid stiler efter at ramme den gyldne middelvej. Man tør aldrig sige tingene højt. Råbe op og være uenig med hinanden. Det kan man ikke håndtere. Så hellere benytte sig af indirekte budskaber og uskrevne regler.

- Jeg siger ikke, at det er hverken godt eller skidt, at det er sådan. Jeg har bare i løbet af mine år i landet konstateret, at sådan er det bare.

- Men man er ikke så god til at fortælle fremmede, at det er sådan. Men det handler nok også om, at det for etnisk danskere er svært at beskrive sig selv. Det skal folk udefra gøre. Jeg har brugt mange år på at blive klog på danskere, jeg har gransket historien siden 1864 på biblioteket for at lære at forstå den danske mentalitet.

De svære uskrevne regler

Mehmet Yüksekkaya har samlet nogle af de uskrevne danske regler, som han har lært sig selv at forstå igennem årene:

  • Her i landet smiler alle til hinanden. Mange udlændinge tror, at når andre smiler og hilser, jamen så er det jo, fordi de kan lide én. De tror, at så er det tegn på, at så har vi en god kontakt. I Rusland eksempelvis smiler ingen til hinanden, hvis man ikke kender hinanden. Men at man er venlig overfor hinanden her, er ikke nødvendigvis tegn på, at så skal man også være venner.
  • Danske kolleger er høflige overfor indvandrere. Men de involverer ikke indvandrere i deres sociale klubber på fx arbejdspladsen eller privat. Hvis en ny indvandrer på jobbet skal hjælpes i gang, så regner man med, at når man har sagt til ham nogle gange, så ved han, hvordan arbejdet skal gøres. Hvis ikke – så begynder man at tale bagom ryggen på ham. Man siger det aldrig direkte til ham. Det er både frustrerende og ekskluderende.
  • Når danskere skal feste og hygge sig, så handler det om at indtage alkohol. Man skal være fuld for at have det sjovt. Mange indvandrere er slet ikke vant til den frigjorthed, og de kan have svært ved at finde ud af, at der, selvom man er fuld og hygger sig og laver sjov, alligevel er en usynlig grænse, som ikke må overskrides.
  • Jeg fik også et chok, da jeg første gang var i svømmehal, hvor mænd bader nøgne sammen i brusebadet. Det havde jeg jo aldrig oplevet før. Danskerne har et meget afslappet forhold til nøgenhed. De har ikke noget imod at smide tøjet og kigge på hinanden. Det er også en uskreven regel, som langt de fleste indvandrere aldrig har oplevet før, og som de har svært ved at forstå. Nøgenhed i omklædningsrummet gør, at mange indvandrere holder sig fra svømning.
  • Fra vi er helt små børn i vuggestue, lærer vi, at vrede og frustration er 'grimme' følelser. De skal løses i fællesskab, de må ikke være der. Men børn har brug for at være udadreagerende, ellers brænder de inde med en masse følelser. Det lægger kimen til den konfliktskyhed, som gør, at danskere aldrig bliver godt til face to face at sige til en anden, hvis de er utilfredse med noget.
  • Til gengæld får danskere luft for de voldsomme følelser andre steder – som fx at skrive hadske ord på nettet, hvor man ikke behøver stå direkte til ansvar. Eller producere krimifilm. Mange udlændinge forstår ikke, at danske – og især – svenske krimifilm er så ekstremt voldelige, når nu vi er sådan nogle fredelige folk. Hvorfor har man så behov for at myrde løs på film?