Ny trend: Slå telt op i trækronerne

Det skulle være noget ganske specielt at sove frit svævende mellem træstammerne. Ny svævende teltlejr indvies i dag.

Det skulle være en helt speciel oplevelse af frihed at sove i de specialdesignede telte, der kan spændes ud mellem træeerne. (Foto: Bernt Nielsen © Bernt Nielsen FDF)

Prøv noget helt nyt og ganske anderledes: Slå teltlejr op i trækronerne og mærk suset af frihed på en helt anden måde, end hvis underlaget er en ganske almindelig plan græsplane.

Det er i hvert fald, hvad de gør i dag, når Danmarks første svævende teltlejr indvies på friluftscenter, FDF Friluftscenter Sletten.

- Det svævende telt er egentlig en engelsk opfindelse, og da vi jo synes, det er sjovt at finde og afprøve nye tendenser indenfor friluftsaktiviteter, så kontaktede vi de engelske ildsjæle og købte nogle af deres telte, fortæller naturvejleder og aktiviteteschef Tomas Vilstrup, der har været med til at sætte projektet i gang.

Teltene er specialdesignede til at hænge i træerne:

- Der er i hvert af de tre hjørner en lastvognsstrop, der fastgøres til træernes stammer, og der er altså tale om stropper, der kan klare et træk på tre-fire tons.

- De tre stropper er trukket ind under teltet, hvor de mødes på midten, og hvor der er en lille indgang til teltet, som man kan kravle ind og ud ad. Man ligger som i en hængekøje, og det er en fantastisk følelse af frihed, forklarer Tomas Vilstrup, der selv har afprøvet det svævende telt.

Natur helt tæt på

Friluftscentret kan fra i dag tilbyde børn og unge den frit svævende overnatning.

- Det er vigtigt, at børn og unge oplever naturen helt tæt på. Det gør man ved give dem mulighed for at få en spændende, sjov eller anderledes oplevelse. Når man overnatter i et telt, der svæver i luften, får man en helt unik naturoplevelse, siger Tomas Vilstrup.

- Naturen er tættere på, fordi man er midt i skoven og får en fornemmelse af, at man er helt oppe i trækronerne. Man har en følelse af, at man trodser tyngdekraften, men ligger blødt og trygt og skal ikke være bange for at falde ud, da hullet i midten er meget lille. Man skal dog huske liggeunderlag, for ellers kan det blive lidt koldt.

- Meningen er selvfølgelig, at man kan campere højt oppe i trækronerne - vi har foreløbig hængt vores telte op på træstammerne på en skråning.

Indvielse af lejren

I aften og nat skal en gruppe børn fra fra FDF Sunds som de første overnatte flere meter over jorden i lejren.

- Vi vil gerne tilbyde oplevelser, som man ikke kan få alle steder, og vi vil være med til at udvikle friluftsområdet i Danmark. Det gør vi, ved at tænke anderledes og se på, hvad der sker på friluftsområdet i andre dele af verden. Ét resultat er hængekøjehotellet med ti telte, der hænger mellem træerne og plads til 30 personer, forklarer Tomas Vilstrup.

Han glæder sig til, at FDF Sunds søndag morgen vågner i den nyetablerede lejr, og som de første kan træde ud af teltåbningen og kravle ned på jorden via teltets rebstige.