Skiskaden kan give dig slidgigt senere i livet

Omkring halvdelen af de skiskader, som danskerne, kommer hjem med efter en skiferie, er knæskader, og de kan give bagslag om 20 år.

Av, av, av - skiskader er ikke morsomme, og de kan give bagslag senere i livet. (© Gettyimages)

Hvert år tager omkring en halv million danskere af sted på skiferie, og ifølge forsikringsselskabet Europæiske ERV kommer cirka to procent så alvorligt til skade, at forsikringsselskabet bliver involveret. Det svarer til omkring 10.000 danskere om året, der kommer til skade på deres skiferie.

For mange er årets vinter-højdepunkt, skiferien, og mange betragter det som en vigtig del af et sundt og aktivt liv. Ligesom flere og flere også dyrker ekstremsport i hverdagen, fordi vi hører så mange steder fra, at motion er godt – det holder os sunde og stærke og ruster os bedre til alderdommen.

Slidgigt
  • Slidgigt – eller artrose – er en gigtsygdom, hvor brusk og væv omkring leddene langsomt ødelægges.
  • Slidgigt er en kronisk, såkaldt degenerativ ledsygdom, hvor brusken i leddet gradvist nedbrydes.
  • Cirka hver femte dansker mellem 45-55 år har slidgigt.
  • Halvdelen af alle danskere over 75 år har slidgigt.

Kilde: Gigtforeningen

Men det er tankevækkende, at netop denne moderne livsstil kan gå hen og give bagslag senere i livet, fordi vi risikerer at udvikle slidgigt.

Så hvad skal vi vælge – skiferien og ekstremsporten og dermed risiko for skader – eller et mere stillesiddende liv med risiko for at udvikle andre livsstilssygdomme?

- Man kan sige, at vores samfund bliver stadig mere polariseret – i dag ser vi ligesom to tendenser: Enten den ekstreme, hvor man skal løbe 100 maratonløb om året osv. – eller det modsatte, hvor man slet intet dyrker, konstaterer smerteforsker og professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, Lars Arendt-Nielsen.

Han fortsætter:

Behandling af slidgigt

Der er ingen behandling mod slidgigt. Man har i en del år forsket i, om det er muligt at genskabe brusk i et beskadiget knæ. Men indtil videre ser det ud til, at forskerne snart er på vej med biologiske lægemidler, der kan stoppe udviklingen af nedbrydningen af brusk og knogler og samtidig hæmme smerterne.

Kilde: Lars Arendt-Nielsen

- Mit bud er, at man skal dyrke dét, jeg kalder for intelligent sport. Man skal ikke gå fra et stillesiddende arbejde foran en pc og direkte på skiferie – og man skal måske heller ikke overdrive antallet af fx maratonløb. Man skal dels forberede sig – komme i form og styrke kroppen til skiferien, og dyrker du ekstremsport som fx maratonløb, så husk, at din krop har brug for restitution imellem løbene. Så måske skal man i perioder skære ned på antallet af løb - det har jeg selv lært på den hårde måde!

Sport kan gøre folk syge

En lang række sportsfolk, der dyrker forskellige former for ekstremsport, risikerer også at blive syge af deres sport.

- Eksempelvis skiløbere, der dyrker pukkelpist med mange hop og bump, ødelægger både knæ og ryg, og boksere udvikler Parkinson senere i livet, håndboldspillere, der får mange lyske- og hofteskader, udvikler slidgigt - og senest er der de mange historier omkring amerikansk football, hvor spillerne får så mange mikrotraumer i hjernen, at de får hjerneskader og bliver tidligt demente.

Andre årsager

I dag lever vi i gennemsnit længere end dengang, hvor arbejdet var årsag til at mange fik slidgigt. Så også af den grund vil vi opleve, at stadigt flere vil udvikle artrose - slidgigt.

Et andet livsstilsfænomen – nemlig overvægt – vil også komme til at betyde, at stadig flere udvikler slidgigt i eksempelvis deres knæ.

I USA har man regnet ud, at i 2030, altså om 15 år, vil antallet af knæoperationer være syvdoblet på grund af slidgigt, og den samme tendens ser vi også herhjemme, selvom den formentlig ikke vil være så udtalt som i USA, fordi der her er flere overvægtige end i Danmark.

Kilde: Lars Arendt-Nielsen

- Og vi ved, at når folk – som det er tilfældet i disse uger – vender tilbage ombord på ’knogleekspressen’ med skisportsskader, fx med overrevne ledbånd, en beskadiget menisk og benet i gips – så vil de med knæskader have større risiko for at udvikle slidgigt om 20 år end dem uden knæskader.

Gør dit forarbejde

Lars Arendt-Nielsens bedste bud mod sportsskader, der kan føre til slidgigt senere i livet, er:

-Lad være med at overdrive din sport, sørg for at kroppen får hvile – et maratonløb slider meget på kroppen, og immunforsvaret er under pres i flere dage efter – så tag restitutionen alvorlig. Og skal du af sted på skiferie, så gør dit forarbejde, træn og forbered kroppen – og det bliver i øvrigt vigtigere med alderen – og når alt det er sagt, så skal man huske, at alt andet lige er det godt at være aktiv for stort set alle sygdomme.

Mange børn under 15 år kommer også til skade på skiferien. Herunder kan du se et indslag om Alma, der kom til skade med sit knæ på en skiferie, men stadig døjer med det her to år efter.

ULTRANYT

Pas på, hvis du snart skal på ski!

Opslået af DR Nyheder på 19. februar 2016

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve