Alt for få ældre bliver vaccineret mod influenza

Få vaccinationer af ældre koster formentlig menneskeliv under vinterens influenzasæson.

(© dr)

En influenza er ikke en stor trussel for helbredet hos yngre og raske, men ældre personer har dårligere immunforsvar og dermed større risiko for at få alvorlige komplikationer, der i værste fald kan koste dem livet.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle danskere over 65 år bliver vaccineret mod influenza.

Sundheds- magasinet

I Sundhedsmagasinet vil læge Peter Qvortrup Geisling og journalist Lillian Gjerulf Kretz give tips og tricks til et sundere liv.

Magasinet sendes på DR1 hver tirsdag klokken 21.55, og programmerne kan også ses på dr.dk/tv.

Du kan også følge historierne og komme med dine indspark på programmets Facebook-side.

Alligevel har under halvdelen af de godt en million ældre danskere taget imod den gratis influenzavaccination de seneste år, og andelen er endda faldende.

- Det er bekymrende, for det betyder, at færre og færre bliver beskyttet mod alvorlig influenzasygdom i befolkningen, siger Thea Kølsen Fischer, der er overlæge på Statens Serum Institut og professor på Syddansk Universitet.

Vaccination vil kunne redde liv

Hun mener, at det sandsynligvis koster menneskeliv, at så få ældre lader sig vaccinere.

- Hvert år dør der omkring 1.000-1.200 danskere af influenza. Og hvis der var flere, der lod sig vaccinere, så ville det dødstal formentlig kunne reduceres væsentligt, siger Thea Kølsen Fischer.

Både EU og verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at mindst 75 procent af risikogrupperne bliver vaccineret, for at vaccinen er mest effektiv.

- Vaccination handler ikke kun om at passe på sig selv, men også om at passe på andre. Og det gør man jo ved ikke at blive syg og smitte andre, siger Thea Kølsen Fischer.

Du kan se meget mere om influenza, virus og bakterier i Sundhedsmagasinet på DR1 i aften klokken 21.55.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve