Den er god nok: Fuldmåne kan spolere nattesøvnen

Vi sover vitterligt dårligere, jo tættere vi er på fuldmåne, bekræfter forskere. Årsagen er dog endnu ukendt.

Flot ser den jo ud, sådan en fuldmåne. Og hvis du er en af dem, der har svært ved at sove, så kan du jo stå op og kigge på den i det mindste. (© Colourbox)

Månens cyklus er gennem tiden blevet forbundet med alt fra psykisk sygdom til søvnløshed. Det er dog sjældent noget, der er ført noget særligt videnskabeligt bevis for.

Men nu viser en undersøgelse for første gang, at der er noget om snakken. I hvert fald når det kommer til kvaliteten af vores søvn, skriver videnskab.dk.

Schweiziske forskere viser nu, at der sker en gradvis forringelse af vores søvnkvalitet, jo tættere vi kommer mod fuldmåne.

I dagene omkring fuldmåne sov de 33 forsøgsdeltagere, som forskerne har brugt, 30 procent mindre dybt og 20 minutter kortere. Samtidig brugte de gennemsnitligt fem minutter længere på at falde i søvn og følte sig mere trætte i dagene omkring fuldmåne, uden at vide at det var det, forskerne var interesseret i.

Interessant resultat

Tidligere undersøgelser af samme fænomen har videnskabeligt set ikke været solide nok, mener den danske søvnforsker, Poul Jennum, professor ved Dansk Center for Søvnmedicin ved Københavns Universitet. Men det er anderledes med denne.

- Undersøgelsen er interessant, fordi man har søgt at undgå nogle af de faktorer, der potentielt kan påvirke undersøgelsesresultatet. Undersøgelsen har primært for eksempel undersøgt normale forsøgspersoner, dvs. ikke patienter med kendte søvnforstyrrelser, siger han til videnskab.dk.

Men hvor er forbindelsen til månen?

Poul Jennum har dog en indvending mod, at udersøgelsen er udført på en forholdsvis lille gruppe forsøgspersoner, fordi man ved fra andre studier, at der kan være store forskelle fra person til person, og at søvnkvalitet kan variere fra dag til dag.

- Resultatet er interessant, da det en meget grundig videnskabelig undersøgelse, men der skal mere data til, før vi kan konkludere, at det er noget, som rammer alle mennesker, siger Poul Jennum og fortsætter:

- Vi ved heller ikke noget om, hvad der er årsagen til eller funktionen med denne forbindelse til Månens cyklus. Det er ren spekulation for nu, siger Poul Jennum.

Farligt at sove dårligt

Og grunden til, at sagen er værd at undersøge nærmere er ifølge Poul Jennum, at dårlig søvn er noget rigtig skidt:

- Når man har øgede søvnforstyrrelser, så har man også tilbøjelighed til flere infektioner. Kvaliteten af søvn ændrer altså vores immunitet. Under søvnen sker der også en betydelig ændring af en lang række hormonsystemer, som er helt afgørende for vækst og reproduktion, men også mentale funktioner.

- Vores hukommelse drager for eksempel nytte af at sove. Vi husker simpelthen bedre, hvis vi får en god nats søvn. Det viser sig blandt andet ved, at unge, der får en dårlig nattesøvn gennem længere tid, klarer sig dårligere i skole.

Sidst, det var fuldmåne, var den 22. juli, hvor den lille tronarving blev født i England. Følg med her i, hvornår det er fuldmåne næste gang.