Druktur retur: Blackouts og hospitalsbesøg er fortid for 21-årige Jonas

Jonas Thorups mor var ved at være godt træt af at hente sin søn på hospitalet, når han havde fuldet sig.

Nu husker Jonas Thorup at drikke vand indimellem på byturen, mærke efter i kroppen, om han kan tåle mere alkohol, og vågne op hos sig selv efter en bytur - i stedet for på hospitalet. (© dr)

Efter at 21-årige Jonas Thorup så sin egen brandert på tv, gik det op for ham, at han måtte ændre måden, han festede på.

- Tidligere, da jeg drak som et hul i jorden, drak jeg bare videre, når det summede i maven, og jeg fik det dårligt. Nu mærker jeg efter og stopper, når det sker, siger Jonas Thorup.

Han er en af de medvirkende i DR3-programmet 'Druktur retur', hvor kameraet fanger og dokumenterer unges forbrug af alkohol.

Jonas' efterrationalisering på sin voldsomme druk

Op mod 10 gange har Jonas Thorup været så langt væk, at han er røget på hospitalet til udpumpning eller observation. Men det er slut nu, fortæller han.

- Nu kan jeg tage i byen og more mig uden nogen slinger i valsen. Det med ambulancer og hospitaler er fortid for mig, siger Jonas Thorup.

Selv om han er glad for, at han er ovre blackouts og tømmermænd hver eneste søndag, så er der stadig én vane, han ikke har lagt fra sig.

- Jeg kaster stadig op, når jeg er i byen. Det giver mig en mærkelig form for tryghed at få det ud. Så tager jeg lidt vand og drikker lidt mere, siger han.

- Jeg blev vildt chokeret

Jonas Thorups mistede sin far for syv år siden, og han forklarer i programmet, at hvis hans far havde været der, ville drukture med overnatning på hospitalet formentlig kun være sket en enkelt gang.

- Når han sagde stop, stoppede jeg med det samme, ellers vidste jeg, der ville falde brænde ned. Jeg havde bare en særlig respekt for ham, siger Jonas Thorup.

Hans mor har givet ham utallige skideballer, når han har drukket hjernen ud. Men det har ikke samme effekt, som når det var far, der hævede stemmen.

Da Jonas' mor, Ulla Thorup, så de første klip fra programmet med sin søn, udbrød hun: "Det kan ikke vises på tv".

Unge og druk på DR3

De kommende uger sætter DR3 fokus på unge og druk og de konsekvenser, som et overdrevet forbrug af alkohol har.

Det sker i programmerne 'Druktur retur', 'Tømmermændshospitalet' og 'Min brandert til skræk og advarsel'.

Du kan se programmerne på dr.dk/tv.

- Jeg blev vildt chokeret. Jeg skældte ham ud. Det håbede jeg aldrig ville gentage sig. Det er simpelthen for fjollet at tage i byen bare for at brække sig. Og det er da meget sjovere at kunne huske aftenen, siger hun.

- Vi var trætte af at hente ham på Herning Sygehus. Hver gang, han tog i byen, sagde jeg: 'Nu ender du ikke på sygehuset'. Det har han taget til efterretning nu, siger hun.

Vil være god til sit job

Jonas Thorup, der er uddannet SOSU-hjælper, var bange for, at alkoholen i weekenden ville ødelægge hverdagene og hans arbejdsliv.

Han frygtede for sin fremtid. Det er en af grundene til, at han nu har ændret sine alkoholvaner.

- Jeg vil jo ikke have, at alkoholen pludselig tager over. Men i stedet vil jeg vise, hvor god en SOSU-hjælper, jeg egentlig er, siger han.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve