Foredrag om rygsmerter giver færre sygemeldinger

Hvis man får information om, hvad ryglidelser skyldes, så er der mindre sandsynlighed for, at man melder sig syg, viser ny forskning.

Mange tror fejlagtigt, at man skal holde sig i ro, når ryggen smerter. Men ofte skal den faktisk holdes i gang. (Foto: Alix Minde © ColourBox)

To foredrag om ryggen på hver en time har vist sig tilstrækkeligt til at halvere sygefravær på grund af rygsmerter og give færre gener og færre besøg hos behandlere, når ryggen gør ondt.

Forskere fra Rigshospitalets Videncenter for reumatologi og rygsygdomme har fulgt knap 500 ansatte fra teknik- og miljøafdelingerne i fem kommuner - de fleste var beskæftigede med manuelt arbejde. Halvdelen fik to foredrag på en time om den nyeste viden om ryggen, mens den anden halvdel var kontrolgruppe. Derefter blev deltagerne fulgt i et år.

- Der var ingen forskel på, hvor ofte deltagerne oplevede rygsmerter. Men de deltagere, der havde deltaget i foredrag, var markant mindre tilbøjelige til at tage sygedage pga. ryggen end kontrolgruppen. De oplevede også en bedre generel arbejdsevne og rapporterede færre besøg hos behandlere, færre gener og mindre tristhed i perioder med smerter, fortæller fysioterapeut og ph.d. studerende Pernille Frederiksen, der stod i spidsen for undersøgelsen.

- Det er meget opmuntrende at se, at et så simpelt tiltag kan flytte på noget så betydningsfuldt som sygefravær.

Samlet set var havde ”foredragsgruppen” en 83 procent større sandsynlighed for at gå på arbejde trods ryggener sammenlignet med kontrolgruppen – det svarer til, at sygefraværet næsten er halveret.

Forståelse ændrer adfærd

Hovedbudskaberne i foredragene byggede på en norsk model der beskriver, at rygsmerter oftest er ufarlige og langt hen af vejen skyldes forbigående muskelspændinger.

Deltagerne hørte også, at rygsmerter, der menes at skyldes forandringer i diskus – fx diskusprolaps - ser ud til i langt højere grad at være forårsaget af genetik end af fysisk aktivitet. Ryggens væv ødelægges altså ikke af fysiske belastninger.

For år tilbage var opfattelsen, at man skulle passe på ryggen, bevæge sig på bestemte måder og være opmærksom på ryggen. I dag ved vi, at dette skader mere end det gavner.

Tom Bendix, professor emeritus

Desuden fokuserede foredragene på, at det er en fordel at være aktiv under smerte-episoderne og bevæge sig, som man plejer.

- For år tilbage var opfattelsen, at man skulle passe på ryggen, bevæge sig på bestemte måder og være opmærksom på ryggen. I dag ved vi, at dette skader mere end det gavner. Ryggen trives bedst, når man bevæger sig helt naturligt, og hvis man kan få så meget tillid til ryggen, at man fokuserer så lidt som muligt på smerterne.

- Og så er smerterne lettere at håndtere, når de ikke er ledsaget af bekymring eller usikkerhed. Selv en ret beskeden informationsindsats kan gøre det lettere at leve med de rygsmerter, som mange af os oplever i perioder, siger professor emeritus Tom Bendix, der var vejleder på projektet:.

  • 495 medarbejdere fra teknik- og miljøafdelingerne i København, Roskilde, Høje Taastrup, Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner deltog i undersøgelsen
  • Halvdelen fik to foredrag om ryggen samt en informationspjece. Den anden halvdel fungerede som kontrolgruppe.
  • Deltagerne blev fulgt i et år, hvor de svarede på sms-spørgsmål hver måned om rygsmerter, sygefravær m.m.
  • Foredragsgruppen var væsentligt mindre tilbøjelige til at lægge sig syge pga. ryggen end kontrolgruppen i året efter foredragene.
  • Rygsmerter er blandt de dyreste og mest udbredte lidelser i Danmark.