Tirsdag den 3. januar i år begynder som en hvilken som helst anden tirsdag i 50-årige Jan Møller Larsens liv. Men inden dagen er omme, har hans liv slået en gevaldig kolbøtte.

Helt almindelig er tirsdagen måske alligevel ikke, for Jan Møller Larsen medvirker i et tv-program, der bliver sendt på DR1 dén aften. Et program, som handler om, hvordan det næsten kostede ham og hans datter deres forhold til hinanden, at hun for nogle år siden konverterede til islam.

Jan Møller Larsen tager sig dog ikke tid til at se programmet. Han fungerer nemlig som linjedommer i badminton-ligaen, og denne tirsdag aften var han i aktion i Skovshoved og var først tilbage i hjemmet i Lyngby omkring klokken 22.00.

Da han kommer hjem fra sportshallen går han, hvad han ellers sjældent gør, på Facebook for at tjekke, om tv-programmet om det potentielt kontroversielle emne eventuelt skulle have kastet nogle henvendelser af sig.

Det havde det, men det var ikke den slags henvendelse, han havde forestillet sig. Han havde modtaget en besked fra en læge, som netop havde set ham på tv:

”Jeg skriver, da jeg arbejder som læge til dagligt og vil høre, om du de sidste år har oplevet ændring i stemme, ansigtsform eller størrelse på hænder? I mine læge-briller ser det nemlig lidt ud som om, at du eventuelt kunne udredes for noget, der hedder akromegali.”

Du kan se et lille klip fra det tv-program, som lægen reagerede på her:

Jan Møller Larsen i "Når naboens datter bliver muslim"

Frustration og chok

Jan havde aldrig nogensinde hørt ordet akromegali før, så han gik i krig på Google og søgte og ledte den halve nat: ”…en sygdom, som skyldes en godartet væksthormonproducerende svulst i hjernen” …. ”kan føre til øget vækst af hænder, fødder, kæbe, tunge”...”verdens højeste mand led af akromegali”.

Ved en gennemgang af symptomerne, kunne han genkende mange ting hos sig selv, og han kom mere og mere i en tilstand af frustration og chok.

Det var svært at acceptere, at han måske led af en sjælden sygdom.

Det var svært at acceptere, at han måske led af en sjælden sygdom.

Han har ikke tidligere haft nogle sygdomme eller været indlagt på hospitalet og blev bange for, at teorien om at sygdom kun sker for naboen måske nu måtte skrives om for hans vedkommende.

Tre skostørrelser op

Lægen, der skrev til Jan Møller Larsen på Facebook, skulle vise sig kun at være den første af i alt fire for ham helt ukendte læger, der kontaktede ham i kølvandet på tv-programmet og efter et interview i Aftenshowet, fordi de mente, at han viste symptomer på akromegali.

En anden læge ringede til ham og stillede en række konkrete spørgsmål:

”Kan du stadig passe din vielsesring?” Nej, den havde han været nødt til at smide for ti år siden, fordi den var blevet for lille.

”Har du fået større hænder og fødder?” Ja, han var jo faktisk gået fra skostørrelse 44 til 47 på 15 år.

”Har du tendens til snorken?” Ja, det sagde hans kone.

”Sveder du mere end normalt?” Ja, der skulle efterhånden ikke megen aktivitet til, førend han fik sved på panden.

”Er din stemme blevet dybere?” Ja, det var den. Markant.

Symptomerne begyndte for 15 år siden

Jan Møller Larsen tager mistanken med til sin egen læge, som henviser ham til udredning på Rigshospitalet. Og da januar er blevet til februar, tager lægerne her hul på en lang række af blodprøver, undersøgelser og samtaler. En læge beder ham blandt andet medbringe billeder af sig selv, helt tilbage fra han var teenager og frem til nu.

Og hun mener faktisk at kunne se en forandring i hans udseende fra omkring 35 års-alderen. Altså for cirka 15 år siden.

Flere og flere spor peger altså i retning af, at Jan Møller Larsen lider af den sjældne sygdom akromegali, og selv om det virkede relativt let for de læger, der kontaktede Jan Møller Larsen i januar at få øje på symptomerne, så lader det endelige svar vente på sig.

Månederne går, og vinter bliver til forår.

Angsten fylder i tankerne hver eneste dag

Det er tre virkelig hårde måneder med uvished og mange tanker. Der går ikke en dag, hvor han ikke tænker på, hvad det kan få af konsekvenser for ham, hvis det virkelig er den sygdom, han lider af.

Ikke fordi symptomerne bliver værre eller påvirker ham anderledes, men alene tanken om, at der er noget inde i hans hoved, som ikke skal være der, påvirker ham, og han er meget, meget træt.

Mange spørgsmål bliver vendt og drejet i tankerne: ”Hvordan vil en eventuel operation gå?”, og worst case-scenariet: ”Vil han kunne leve et normalt liv efterfølgende?”

Den 4. april skal Jan Møller Larsen så til møde på Rigshospitalet og have den endelige dom. Og den er meget klar:

”Det, vi har fundet, er, at du producerer for meget væksthormon fra en godartet knude i hypofysen”, forklarer lægen. Altså akromegali.

”Kan den fjernes?”, spørger Jan prompte.

Jan er rystet og nervøs for, hvad der kan ske, hvis lægerne ikke kan fjerne ret meget af tumoren eller kommer til at fjerne noget af hypofysen, som sidder skjult bag ved tumoren.

Samtidig er han mere afklaret efter samtalen, fordi han nu har fået endeligt svar. Efter mødet tænker han mest på, hvornår han kan få en tid til operationen, så han kan komme tilbage til hverdagen.

Den svære ventetid

Og ja, noget af tumoren kan fjernes. Men en scanning viser, at den er større end forventet. Cirka på størrelse med en bordtennisbold, og den sidder på en måde, så den ikke kan fjernes helt ved en operation. Den sidder blandt andet tæt på synsnerven, og den ønsker man ikke at skade.

Derfor skal Jan, ud over operationen, behandles med medicin resten af livet for at undgå, at han fortsætter med at producere for meget væksthormon. En indsprøjtning hver måned på Rigshospitalet.

Tre måneders ventetid på en endelig diagnose er nu vekslet til tre ugers ventetid på en risikabel, men nødvendig operation.

Den 8. maj skal Jan Møller Larsen under kniven. Han er bekymret for den operation, samtidig ser han frem til at få den overstået.

Det beroliger ham faktisk, at der ikke er nogen vej uden om operationen. Det ville være værre, hvis han havde et valg og ville kunne komme til at træffe en forkert beslutning. Der er bare ikke nogen plan B, det her skal bare overstås.

Hvis alt går vel, vil han allerede ganske kort tid efter operationen kunne mærke, at de forandringer, der har sneget sig ind på ham over 10-15 år, svinder ind. Tungen vil blive mindre, underlæben også. Og de indre organer ikke mindst, nyrer, hjerte og lunger, som også er vokset på grund af sygdommen. Men knoglerne i hænder, fødder og kæber vil forblive forstørret.

Det må han bare lære at leve med. Og det kan han også godt.

Vi må få det bedste ud af livet

Jan tænker tit med taknemmelighed på de læger, der tog deres profession så alvorligt, at de kontaktede ham efter at have set ham i fjernsynet.

Og han tænker på, hvor lang tid, der ville være gået, hvis de ikke havde kontaktet ham, før han så havde fået diagnosen, og hvilke konsekvenser det ville have haft.

Jan Møller Larsen medvirkede i en dokumentar om, hvordan han havde lært at leve med sin datters beslutning om at blive muslim, nu skal han pludselig lære at leve med noget, der er langt mere alvorligt. En livslang diagnose. I tankerne sætter han det i perspektiv:

Vi har kun et liv, og vi må bare prøve at få det bedste ud af det. Det lærte han af konflikten med sin datter. Og sådan må det også være med den diagnose. Der er bare nogle ting her i livet, vi ikke kan lave om på.