KLUMME Når den unormale livsstil bliver normal

Vores livsstil har ændret sig så markant de seneste par generationer, at vi måske er kommet for langt væk fra det normale, skriver sundheds-ekspert Chris MacDonald

Vi mennesker kan leve så komfortabelt i dag, at man må spørge sig selv, om vi er i gang med at skabe en ny 'normal' livsstil, som langt fra er normal, skriver Chris MacDonald i denne klumme. (© ColourBox)

Når jeg går rundt her på Islands Brygge og kigger mig omkring, så ser alt normalt ud, men når jeg kigger virkelig godt efter og reflekterer lidt over samfundets udvikling, så ser jeg, at vi har skabt en verden, som langt fra er normal. Vi har skabt en ny normal.

Du og jeg kan komme gennem en dag uden at bevæge os ret meget. Vi sover for lidt nat efter nat. Vi har mad (af meget varierende kvalitet) tilgængeligt 24 timer i døgnet.

Chris MacDonald

Chris MacDonald er oprindeligt fra USA men har boet i Danmark i mere end et årti. Han er 43 år og er uddannet cand. scient. i Human Fysiologi fra Københavns Universitet.

Du kender ham måske fra et af hans foredrag om sundhed, motivation og trivsel, eller måske har du et set af hans tidligere DR programmer: Chris på Chokoladefabrikken, Chris på Skolebænken eller U-turn.

Vi uploader billeder af vores ”perfekte” liv på de sociale medier, ”liker” på livet løs og har smartphonen inden for en armslængde i store dele af døgnet, så vi lige kan tjekke om der er mails i indbakken – også når vi sover.

Det er blevet normalt, fordi det er det, som flertallet gør, men det betyder ikke, at det i et evolutionært perspektiv er normalt. Faktisk er det ret unormalt.

Aldrig haft bedre muligheder

Bare rolig, jeg er ikke ved at sende hele den moderne verden tilbage til stenalderen eller for den sags skyld længere tilbage i tiden, fordi livet for vores forfædre var bestemt ikke problemfrit. Vi har aldrig haft bedre muligheder for at leve godt og længe. Vi har medicin, et sundhedsvæsen og viden om sund levevis, som vores forfædre kun kunne drømme om.

Efter min mening skal vi aldrig romantisere vores forfædres levevis, men vi har flyttet os meget langt væk fra de biologiske, sociale og psykologiske input, som vi grundlæggende har behov for, for at kunne trives fysisk og mentalt - og det er desværre tilfældet for rigtig mange mennesker.

Mere komfortabelt

Det kan naturligvis være på grund af praktiske årsager, men en stor del af forklaringen ligger også i, at det bare er mere komfortabelt at tage eksempelvis bilen eller den hurtige mindre sunde fast food på vejen hjem.

Om U-turn

Sundhedseksperten Chris MacDonald vil i samarbejde med TrygFondens Center for Aktiv Sundhed (Rigshospitalet) undersøge om livsstilsændringer er effektiv i behandlingen af type 2-diabetes, og om det kan føre til en reduktion eller helt fjerne behovet for diabetes-medicin.

Det sker i et nyt tv-program og et stort forskningsprojekt, som er støttet af TrygFonden.

I tv-programmet følger vi seks personer med type 2-diabetes for at se, om de kan ende med helt at undvære medicin.

U-turn sendes torsdage klokken 20.30 på DR1 og kan også ses på dr.dk/tv.

Vi kan godt lide komfort og jeg er selv stor fan af komfort, men fordi noget er komfortabelt er det ikke nødvendigvis godt for os eller for den sags skyld normalt.

Vi har en generation af børn, som er i risiko for at leve kortere end deres forældre. Det er i sig selv en skræmmende udvikling, men for mig er det langt værre, at vores børn vil vide, at vi vidste det. De vil vide, at vi vidste, at vi kunne gøre det bedre og jeg vil gerne kunne sige, at jeg gav alt hvad jeg kunne for at undgå det.

Hvis det skal være tilfældet så skal vi blandt andet kigge kritisk på alt det, som virker normalt i dag, men som rent faktisk er unormalt, når det kommer til vores mentale og fysiske trivsel. Og så skal vi (fra borger til politiker) sørge for at skabe rammerne, så det normale igen kan blive normalt. Lad os sammen starte den udvikling.

Stay strong, stay graceful!