Det var imponerende resultater, Rasmus, Thomas, Krabbe, Flemming og Julle havde opnået på bare otte uger under træner Jacob Søndergaards vejledning i. Deres bodyage var faldet markant, ligesom Rasmus var sluppet af med sin begyndende sukkersyge.

Men det er intet mod de resultater, de fem håndværkere fra DR1-programet 'Rigtige mænd' har opnået siden.

Der er nemlig gået mere end et halvt år siden, de gennemførte de 12 kilometers trailløb i det såkaldte mandehørmsløb i oktober måned. Og selv efter Jacob Søndergaard slap tøjlerne, har samtlige fem mænd vedligeholdt og for nogens vedkommende endda optrappet træningen.

Krabbe: Løber 30 km om ugen

Krabbe i en før og nu-version. Der er cirka ni måneder mellem de to billeder. (Foto: MakeitBee)

En af dem, der er blevet faktisk helt glad for træning er Krabbe. Han er fortsat med at løbetræne, og nu bliver det til tre ture á 10 km om ugen.

- Det er lidt vildt, at jeg lige skulle slå mig på løb, men jeg har virkelig brug for det nu. Det er ikke en sur pligt men en del af hverdagen. Og træningen gør netop, at jeg kan spise, som jeg har lyst til, forklarer Krabbe, som i weekenden løb Lillebælt Halvmarathon i den flotte tid 1.47.56.

Jeg er så stolt af mig selv, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg faktisk også lidt imponeret. Det er lige før, jeg står og kigger i spejlet og siger til mig selv, at jeg er dygtig.

Krabbe

Krabbe holder fast i Jacobs krav om æg til morgenmad. Til frokost står den på en pastaret og om aftenen er der altid grøntsager på tallerkenen hos den tidligere grøntsagsfornægter.

- Det er blevet hverdag. Det ligger i baghovedet, at det er den mad, jeg spiser. Men der er også fortsat plads til en gang imellem at sidde i sofaen og spise en plade Marabou. Og jeg kan da også godt spise burgere, slik og cola, for det skal der også være plads til. Ellers bliver det for surt. Men det er slet ikke så ofte eller i de mængder, der var tale om tidligere.

- Jeg kan da også stadigvæk godt finde på at gå på druk, smiler han.

Gået mange tøjstørrelser ned

Den nye livsstil har resulteret i, at Krabbe nu er kommet ned under de 100 kilo. Da projektet startede, vejede han 114.

-Jamen, der er røget 18 kilo, så jeg vejer nu 96 kilo. Og faktisk har jeg jo tabt mig endnu mere, for jeg var jo i gang med at tabe mig, da vi gik i gang med projektet. I januar måned sidste år vejede jeg 130, så jeg har faktisk tabt mig 34 kilo på godt et år, siger Krabbe stolt.

Men den slags koster på tøjbudgettet. Den 33-årige kloakarbejder er gået fra størrelse 40 i bukser til en størrelse 31 eller 32.

- Det er dyrt, men det er det hele værd. Jeg er så stolt af mig selv, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg faktisk også lidt imponeret. Det er lige før, jeg står og kigger i spejlet og siger til mig selv, at jeg er dygtig, smågriner Krabbe.

Har fået et nyt liv

- Jeg har det simpelthen så godt. Det har været så livsbekræftende for mig at gå gennem det her forløb. Mit sind er blevet lysere. Jeg er blevet mere glad og udadvendt. Jeg har fået livsglæden tilbage, forklarer Krabbe med en tone, der afslører, at han bestemt ikke lyver.

Og på spørgsmålet om, hvad der har det allerbedste ved at være med, kommer svaret prompte:

- Jeg har fået et nyt liv! Det kan ikke siges klarere end det. Alt er ændret, personligt. psykisk og fysisk, nærmest jubler Krabbe.

Rasmus: Dejligt at løbe en tur

Rasmus i en før og nu-version. Der er cirka ni måneder mellem de to billeder. (Foto: MakeitBee)

Programmets yngste mand, Rasmus på 24, var ved ret skidt mod, da han blev kastet ud i Jacob Søndergaards sundhedsprojekt. Han havde en skyhøj bodyage i forhold til sin alder, ligesom han havde begyndende sukkersyge, men alt det er den unge elektriker nu løbet fra.

- Jeg blev ved med at løbe, og så småt blev det længere og længere. Jeg løber typisk to til tre gange om ugen, og det bliver i alt til et sted mellem 20 og 25 km i alt.

Kage er næsten kun om fredagen. Jeg har godtnok fået kage en enkelt gang i denne uge, men det var rester fra i fredags. Og det skal jo ikke smides ud.

Rasmus

- For mig er det noget, jeg skal. Det siger jeg til mig selv. Og hvis der er noget, jeg skal, så gør jeg det. Men det er da også dejligt at komme ud at løbe. Man bliver renset igennem og får ny energi, forklarer Rasmus.

Har tabt 14 cm om maven

Træningen har sat sine spor på Rasmus' 24-årige krop. Som han selv siger, har det hele "flyttet sig lidt", og de kan både ses på tøjet og vægten.

- Jeg vejer omkring 96 kilo i dag, så jeg har ikke tabt mig så meget på vægten, men jeg har da tabt mig 14 cm om maven, så nu er jeg nede i en størrelse large, fortæller Rasmus, som derfor også har været nødt til at spendere penge på en ny garderobe.

- Vi blev rådet til at smide det gamle tøj ud og købe nyt, hvis vi tabte os, og det var da faktisk helt fint at bruge de penge, smågriner sønderjyden, der ellers ikke er meget for at smide om sig med penge.

Spiser kun én romkugle fremfor tre

For Rasmus' vedkommende har kostomlægningen også hængt ved, og det har han faktisk mere fokus på en motionen. Hovedmåltiderne består nu af æg til morgenmad, salat til frokost og almindelig mad, portionsanrettet med kød og grøntsager til aften. Kagen er der minsandten også skåret ned på.

- Kage er næsten kun om fredagen. Jeg har godtnok fået kage en enkelt gang i denne uge, men det var rester fra i fredags. Og det skal jo ikke smides ud, griner Rasmus og skynder sig at forklare:

- Vi fik altså kun én romkugle hver i fredags. Havde det været for et års tid siden, kunne jeg da sagtens have spist tre. Mængden af kage er langt mere end halveret. Det gælder sukker i det hele taget. Og øl er kun i weekenden nu. Der er jeg streng.

Skal være plads til byture

Men fanatisk og ekstrem bliver han aldrig.

- Nej, jeg har da været i byen de sidste tre weekender. Jeg skal jo også leve. Og så har jeg det bare sådan nu, at hvis det har været en hård weekend, bliver det også en hård motionsuge. Sådan er det!

Heller ikke Rasmus er i tvivl om, hvad han har fået allermest ud af ved projektet:

- Min personlige udvikling! Det kan man næsten ikke beskrive, lyder det med stort overskud fra den unge mand.

Flemming: Kan løbe uden at blive forpustet

Flemming i en før og nu-version. Der er cirka ni måneder mellem de to billeder. (Foto: MakeitBee)

Hos programmets ældste mand, den 41-årige mekaniker Flemming, er der for alvor blevet skruet op for motionen. Han styrketræner tre gange om ugen, løber en gang og cykler ind imellem på arbejde.

- Jeg oplever i højere grad en glæde ved at træne nu. Og jeg kan jo faktisk løbe fem km uden at blive forpustet nu.

Jeg vil fortsætte med den livsstil, jeg har nu. Den gør mig i bedre humør, og jeg er næsten aldrig sur længere. Det siger konen og ungerne også.

flemming

- Styrketræning er noget, jeg bare skal fremover, for jeg vil simpelthen ikke have, at det hele skal komme til at hænge på mig en gang til, forklarer Flemming, der også vinder lidt økonomisk ved at have fundet motionsglæden. Bil-entusiasten sparer nemlig en af familiens biler væk ved nogle gange at tage cyklen på job.

Under de 100 kg

På vægten har Flemmings store træningsindsats sat sine tydelige spor.

- Jeg har tabt 18 kg i alt, så nu er jeg på 98 og altså under 100 kg. Det er jeg ret godt tilfreds med. Målet var egentligt bare, at jeg skulle tabe mig væsentligt, for at alting ville blive nemmere. Og det er det! Jeg har mere energi, og jeg kan mærke, at jeg er blevet mere positiv og har fået bedre humør.

Den ekstra energi skal resultere i, at Flemming når ned omkring de 95 kilo, som er målet. Men det skal ikke opnås igennem sur pligt.

- Jeg er ikke fanatisk, og jeg fik da også lidt chips på arbejdet i fredags. Og lidt chokolade den anden aften derhjemme. Men jeg drikker ingen cola. Og øl og den slags drikker jeg kun, hvis jeg er i byen, ikke hvis jeg er hjemme hos en kammerat og få lidt mad.

- Jeg vil fortsætte med den livsstil, jeg har nu. Den gør mig i bedre humør, og jeg er næsten aldrig sur længere. Det siger konen og ungerne også, smiler Flemming.

Thomas: Slut med tomme kalorier

Krabbe i en før og nu-version. Der er cirka ni måneder mellem de to billeder. (Foto: MakeitBee)

Hos den 32-årige asfaltarbejder Thomas har løbet ikke hængt ved. Det er ikke ham, men han har i stedet fundet den træning, der er noget for ham.

- Jeg cykler en hel del. Det bliver til ret mange km om ugen, og det er både på mountainbike og på landevejen. Hvis jeg endelig skal løbe, er det nede i skoven med nogle andre gutter, forklarer han.

Jeg er aldrig gået fra bordet med en tallerken med rester, for jeg havde det sådan, at 'hellere skide det ud, end smide det ud'.

thomas

Hos Thomas er det især kosten, der for alvor er blevet lagt om. De lange arbejdsdage blev tidligere klaret på en kombination af tankstation-mad og energidrikke. Begge dele er nu helt ude.

- Jeg har sindssygt meget energi nu, og jeg er overhovedet ikke dvask. Jeg er faktisk ikke engang rigtig træt efter en 15 timers arbejdsdag, og det er der ingen tvivl om, at det er kostens skyld. Jeg får ingen tomme kalorier længere.

Har aldrig levnet mad

Nu står den på madpakke med masser af kød og grønt fra aftensmaden dagen før hos Thomas, der nu både går op i økologi og for alt i verden vil undgå madspild.

- Jeg har aldrig været den, der smed mad ud, men det var jo, fordi jeg spiste, til der ikke var mere. Jeg er aldrig gået fra bordet med en tallerken med rester, for jeg havde det sådan, at hellere skide det ud, end smide det ud, smågriner han.

Det er fortsat Thomas' kone Mathilde, der står for maden hjemme hos familien Østergaard, og nu portionsanretter hun på tallerkenen.

- Det lyder måske en smule forkælet, men det fungerer altså bare, smiler den fynske håndværker, der dog også slår fast, at der stadig er plads til det usunde.

- Hvis jeg har lyst til noget, så spiser eller drikker jeg det. Ellers er livet ganske enkelt for kedeligt!

Har fået mere styrke på kroppen

Lysten er der bare ikke så ofte længere, og det skyldes ifølge Thomas 100 procent sikkert den gode kost. Og den har da også gjort underværker på den før så runde krop. Han vejer sig ikke men kan mærke på kroppen, at der sker noget.

- Jeg har fået flyttet rundt på en masse, og jeg har fået mere styrke på. Og jeg er da også gået en tøjstørrelse ned og kan mærke, at det nok snart er tid igen, smiler han.

Julle: Har lavet gymnastik foran fjernsynet

Julle i en før og nu-version. Der er cirka ni måneder mellem de to billeder. (Foto: MakeitBee)

Nede ved Bylderup-Bov i Sønderjylland hos 30-årige Julle har der ikke været helt ligeså meget gang i motionen som hos de andre mænd. Det har været svært for den enlige far at få de lyse timer til at række til både arbejde og en hverdag med forpligtelser overfor sin niårige datter.

- Jeg har haft lidt svært ved at nå at komme ud, inden det blev mørkt her i vinter. Men så har Julie fundet nogle forskellige former for gymnastik på YouTube, som vi har lavet sammen foran fjernsynet. Det har været rigtigt hyggeligt.

Oveni det har Julle døjet lidt med et overbelastet knæ, som gjorde, at han kun kunne løbe korte ture, men han har alligevel fået rørt sig på en måde, der har passet ham.

- Jeg har været meget ude at gå med rygsækken, som jeg så har haft en god ballast på 25 kg i. Og så har jeg lige netop fået fat i en mountainbike, og nu begynder sæsonen jo også med min hest, fortæller den erfarne ringrider.

Spiser meget mindre

På trods af manglende motion har Julle dog holdt vægten. Der er røget i alt 10 kilo, og det er fint for nu. Så kan der altid komme mere til senere.

Jeg får altså stadig øl. Men førhen kunne tre kasser måske kun holde halvanden uges tid. Nu står de langt over en måned.

julle

- Jeg ligger omkring de 96 kilo nu, og jeg vil gerne ned omkring de 90, men det kommer. Lige nu koncentrerer jeg mig om at holde vægten.

Den bliver blandt andet også holdt nede på grund af ændrede kostvaner. Som de andre fire hænger morgenmaden med æg ved, og så er der bare mere omtanke bag indtagelsen resten af dagen.

- Jeg tænker bare mere over, hvad jeg spiser. Og derfor spiser jeg slet ikke de mængder, jeg gjorde førhen. Når jeg er i byen nu, ved jeg, at det ikke er nødvendigt at spise tre portioner. Halvanden er længe fint, smiler han og indrømmer, at han endda også nu tænker over, hvad han steger sin mad i og altid husker at få salat eller grønt på bordet.

Øllene holder længere

Når det gælder de grønne bajere, er der også sket en stor forandring.

- Jeg får altså stadig øl. Men førhen kunne tre kasser måske kun holde halvanden uges tid. Nu står de langt over en måned, griner Julle.

Og det gode humør fortsætter, når slagteriarbejderen skal fortælle om sin nye livsstil.

- Det kører bare! For det første er jeg jo kommet videre i mit liv. Jeg har fået en anden livsstil med mere motion, som jeg kan give videre til Julie. Og det er en livsstil, som er overskuelig at overholde. Og så har jeg bare udviklet mig gevaldigt som person, jeg er blevet mere åben og mere imødekommende, og jeg ikke bange for at tage imod udfordring, siger Julle.