Byd en fremmed på middag

Hvad gør man, hvis man kommer til for eksempel et nyt land og gerne vil møde nye mennesker? Man inviterer da til middag hjemme hos sig selv.

Metteliva Henningsen fik ideen med at invitere fremmede på middag, da hun selv flyttede til Stavanger og fandt ud af, at det ikke altid er lige nemt at møde nye mennesker i et nyt land. (© EatInCommon)

Metteliva Henningsen flyttede sidste år med sin mand til Stavanger.

Hun er strategisk kommunikations konsulent - gemalen er ansat hos Mærsk - og hans arbejde var årsagen til, at parret drog til Norge.

Og hvordan møder man egentlig nye interessante mennesker i et nyt land?

Metteliva Henningsen fik ideen til et ganske nyt initiativ, der skulle skabe fællesskab blandt tilflyttere – madkonceptet EatInCommon.

- Jeg har altid haft en iværksætter i maven, og ideen her opstod, da jeg selv oplevede, hvor svært det er at komme som fremmed til et nyt land, hvor det kan være begrænset hvilke muligheder, der er for at være social, forklarer hun.

Kom til middag

Hendes forretningsidé går ud på, at folk åbner deres private hjem og byder på mad.

Ideen blev første gang afprøvet sidste år i henholdsvis Oslo og Stavanger – med så stor succes, at hun også nu har lanceret EatInCommon i Danmark.

- Man kan tilmelde sig som gæst til en middag, eller man kan tilmelde sig som vært på vores site. Det vil sige, at man, hvis man eksempelvis arrangerer en middag, så skriver man tid, sted og pris på sitet – og så kan folk melde sig til.

Mulighederne er mange: Man kan arrangere brunch, frokost, spagetti med kødsovs, marokkansk dinner eller eksklusiv tre retters middag med vin.

- Betalingen foregår via Paypal ligesom Airbnb og ikke hos værten. På den måde sikrer vi, at alle får en god oplevelse og en aften, hvor pengepungen bliver i lommerne hos folk.

For de glade og udadvendte

- Vi har ikke en egentlig målgruppe, men vi har skabt tilbuddet til mennesker, der er udadvendte og glade. Mennesker, der rejser meget og er brugere af kulturelle tilbud, men som måske er tilflyttere og gerne vil ud og møde andre ligesindede.

- Det er ikke et fællesskab for mennesker, det er synd for, men tænkt som tilbud til travle mennesker, der arbejder og rejser meget og som ikke har tid til at melde sig i en madklub el. lign.

Gode oplevelser om bordet

I dag har EatInCommon 700 profiler i Norge og Danmark, og i løbet af i år oprettes det nye madkoncept også i Sverige.

-EatInCommon er for mennesker, der har noget at byde på, ikke fordi værterne skal tjene penge på det. Derfor har vi udarbejdet et rating-system, så gæsterne kan vurdere de forskellige arrangementer – ikke på værtens personlighed - men på arrangementets indhold.

- Vi er kun glade, hvis folk møder hinanden på den her led og har lyst til at ses udenom os, det er jo netop meningen at skabe nye gode netværker omkring mad-oplevelser.