Danskerne er bange for MRSA

Svine -MRSA bakterien breder sig i svinestaldene. Senest har det vist sig, at også svinekødet er inficeret. Det bekymrer danskerne.

Ifølge en meningsmåling lavet af Epinion for Madmagasinet, tror 55 % af danskerne, at svine -MRSA er farligt for dem. Arkivfoto. (© Colourbox.com)

Der er MRSA bakterier både i svinestaldene - og i svinekødet i køledisken.

Den seneste undersøgelse lavet af Fødevarestyrelsen viser, at 2 ud af 3 danske svinestalde har svine-MRSA. Og i efteråret kunne TVSyd fortælle, at 21 procent af de pakker svinekød, man havde testet, var inficeret med bakterien.

Forskerne var ikke overraskede over udviklingen - men Madmagasinet har undersøgt, hvad forbrugerne siger til, at MRSA bakterierne nu også findes i kødet.

Bekymrede forbrugere

55 procent af forbrugerne tror, at svine-MRSA er farligt for dem. Og 11 procent er bange for at blive smittet med svine-MRSA gennem kødet, viser meningsmålingen lavet af Epinion.

Måske ikke overraskende, når man betragter de seneste tal fra Statens Seruminstitut, der overvåger smittespredningen af MRSA: I 2013 var antallet af smittede 648 – i 2014 var antallet fordoblet til næsten 1400 smittede. Og indtil videre er 4 mennesker meldt døde som følge af bakterien.

Ifølge Kåre Mølbak, der er afdelingschef på Seruminstituttet, er det den vej udviklingen går:

- Man kan sige, at jo flere svin, der er blevet fundet positive, desto flere mennesker er også positive med den her bakterie. Og det er klart, at jo flere besætninger, der er blevet fundet positive også fremover, jo flere mennesker vil også være positive.

Vi må leve med det

Spørger man Landbrug & Fødevarer er bakterien noget, vi skal lære at leve med.

Der er ingen såkaldte mirakelkure til at komme den til livs. Faktisk kan vi forvente en fortsat stigning i smittespredningen, sådan at det indenfor de næste år vil være omkring 100 procent af grisene, der er inficerede med MRSA.

Det er en udvikling, vi er nødt til at håndtere, mener Søren Søndergaard i Landbrug & fødevarer. Til gengæld er han bekymret for forbrugernes reaktion:

- Det er rigtigt ærgerligt, at vi er kommet i en situation, hvor en relativ stor procentdel af forbrugerne har en anden opfattelse af virkeligheden, end jeg har. Og der har vi en fælles opgave i at kommunikere nogle fakta ud til forbrugerne, sådan at man ikke går og er bekymret for det her, siger han.

God køkkenhygiejne

Der er bred enighed blandt forskerne om, at man som almindelig forbruger ikke skal være bekymret for at blive smittet med svine-MRSA. Heller ikke gennem inficeret svinekød.

Man kan nemlig komme bakterierne til livs ved almindelig god køkkenhygiejne – ligesom med andre bakterier som Salmonella og Campylobacter-bakterier.

Alligevel mener overlæge Henrik Westh fra MRSA Videnscenter på Hvidovre Hospital, at der er grund til at være særligt opmærksom på smittespredningen:

- Der er uden tvivl nogle smittekilder, vi ikke har styr på. MRSA har forladt stalden og er nu blandt befolkningen. Og i den almene befolkning kan den spredes mellem almindelige mennesker, siger han.

Se, hvorfor der er MRSA i vores svinekød – og find ud af, hvordan smitten spreder sig i de danske svinestalde i Madmagasinet tirsdag aften 21.55 på DR1.