Derfor er sodavand så usundt

Cola er en af de allerværste syndere, når det kommer til at angribe tænderne med syre. (© COLOURBOX)

Vi køber sodavand som aldrig før, viser nye tal. Danskernes forbrug af sodavand er nærmest eksploderet, efter at regeringen fjernede afgiften.

Marie Steenberger

Marie Steenberger er ernæringsekspert og forfatter til flere bøger om sund livsstil. Hun har specialiseret sig i spisemønstre, og de mentale årsager bag, hvordan vi spiser.

Hun er desuden medstifter af MadMentor Uddannelsen, der uddanner fagfolk til at hjælpe mennesker, som kæmper med forstyrret spisning, negativ kropsopfattelse eller mad-afhængigheder.

Du kan læse mere om Marie Steenberger her.

I 2014 drak danskerne mindst 460 millioner liter sodavand, lidt mere hvis vi regner grænsehandel med. Det vil sige, at hver eneste dansker – uanset alder – sidste år drak i gennemsnit 101 liter sodavand.

Men det er mildest talt noget rigtig skidt, siger ernæringsekspert Marie Steenberger:

Vi bliver tykke

- Der er alt for meget sukker i sodavand. Og slet ingen næringsstoffer. Og derfor bliver vi tykke af at drikke sodavand, forklarer ernæringseksperten.

- Og især for børns vedkommende vil jeg sige, at sodavand tager appetitten og derfor betyder, at de ikke får spist det, som de egentlig har brug for.

Vi får sukkertrang

Mere vil have mere. Det, der sker, når vi indtager sukker, er, at blodsukkeret stiger hurtigt. Men det falder også hurtigt igen.

- Og den rutsjetur i blodsukkeret gør, at man bliver skidt tilpas, ukoncentreret og i dårligt humøret, forklarer Marie Steenberger.

- Og ydermere, at man får lyst til mere sukker. Eller at man bliver sulten efterfølgende. Og så kommer man til at spise for meget.

Der er desuden den hage ved sodavand, at når vi indtager sukker i flydende form, så kommer vi meget let til at få alt for meget alt for hurtigt:

- Der er 25 sukkerknalder i en halv liter sodavand. Og den kan vi jo hurtigt drikke. Hvorimod man jo aldrig ville sætte sig ned og gnaske 25 sukkerknalder i sig.

Vi bliver mere syge

Hvis vi får for meget sukker, smadrer vi også vores immunforsvar, forklarer Marie Steenberger:

- Sukkeret lægger sig nærmest som en karamelmasse rundt om de hvide blodlegemer, så de ikke længere fungerer, som de skal.

Det er de hvide blodlegemer, der er vores immunforsvar.

- Og så fungerer sukker altså også som næring for visse kræftceller.

Vi får huller i tænderne

En anden sundhedsrisiko forbundet med at drikke meget sodavand, er tænderne.

Syreskader på tænderne får man, når man drikker og spiser syreholdige produkter for tit. Her er cola klart den største synder - og hvor utroligt det end kan lyde, værre en citroner.

Tandlægeforeningen påpeger, at flasker med skruelåg kan få dig til at tage mange små slurke af en drik over lang tid og dermed udsætte dine tænder mange gange for syrepåvirkningen. På den måde kommer dine tænder faktisk til at ligge i et ”syrebad”, og det er skadeligt.

Og lad dig ikke narre af den søde smag. Der er stadig masser af syre i. Man kan nemlig sjældent smage, om et produkt har et højt syreindhold.

Light-produkter løser ikke problemet

Man kan selvfølgelig vælge at købe den kalorielette light-version af sodavand. Men det er stadig ikke anbefalelsesværdigt, siger Marie Steenberger:

- Man undgår selvfølgelig kalorierne. Men light-produkterne indeholder kunstige sødestoffer, som jeg bestemt ikke kan anbefale. Og light-produkterne giver stadig de store - og ikke særligt sunde - udsving i blodsukkeret og efterfølgende sukkertrang.

Desuden laver light-produkter også syreskader på dine tænder.

Sådan kommer du ud af afhængighed

Hvis du vil ud af en afhængighed af sodavand, så er der to veje at gå, siger Marie Steenberger:

- Du kan enten vælge at tage en kold tyrker, og så vil du i løbet af halvanden uges tid være fri af din trang til sodavand. Nogle vil dog få gener med hovedpine i den periode.

- Du kan også finde nogle sundere alternativer som fx friskpresset frugtjuice - ikke færdigkøbt, for der er også for meget sukker i - men juice, som du selv presser. Eller drik vand, hvor du lige presser en appelsin ned i, så det får en sødlig smag.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve