Kål og fuldkorn hjælper i kampen mod brystkræft

Forskning fra Kræftens Bekæmpelses Forskningcenter viser nu, at fuldkorn, frø og kål kan være med til at øge kvinder med brystkræfts overlevelse.

Rugbrød er en af de fødevare med højt indhold af fuldkorn, der kan hjælpe i kampen mod kræft. (Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix)

Nu får du en ekstra grund til at spise en rugbrødsmad til morgen, drysse lidt sesamfrø på pølsehornet til frokost og nappe en gang grønlangkål til aftensmad.

For forskning fra Kræftens Bekæmpelses Forskningcenter viser, at fuldkorn, frø og kål kan være med til at øge overlevelsen for kvinder med brystkræft.

Forskningen baserer sig på knap 12.000 kvinder med brystkræft, som har udfyldt spørgeskemaer omkring deres livsstil og kost.

Og her kunne man tydeligt se forskellen, på de kvinder som spiste meget af de tre fødevarer, og dem som ikke spiste så meget.

Det siger Cecilie Kyrø, post.doc ved Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter.

- Så kunne man se, at de havde over 25% lavere risiko for at dø af deres brystkræftsygdom.

Liganerne gør forskellen

Fuldkorn, frø og kål har alle et højt indhold af stoffet lignaner, og det er især det, som er med til at holde kræften på afstand.

For lignaner har en sammensætning, der minder meget om det kvindelige kønshormon østrogen.

- På nogen måder kan østrogen godt virke som en slags speeder i forhold til kræften. Her ser det ud til, at de her østrogenlignende stoffer fra kosten måske kan gå ind og binde sig, der hvor østrogenen plejer at binde sig. Dermed nedsætter de den naturlige østrogens virkning, siger forskeren.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler

Selvom forskningen stadig er på et tidligt stadie, så anbefaler Kræftens Bekæmpelse og Cecilie Kyrø nu, at kvinder som har været eller er ramt af brystkræft, de spiser mere af fuldkorn, kål og frø.

- Samtidig peger en række andre studier på, at fiberige fødevare og fødevare med højt indhold af lignaner måske kan have en gavnlig effekt mod brystkræft. Desuden ser det jo også ud til at være gavnligt for den generelle befolkning, siger hun.

Cecilie Kyrø vil nu gå videre med sin forskning og undersøge kvindernes blodprøver, for at blive endnu mere sikker på, at en solid rugbrødsmad nu er et af de nye vigtige våben imod den forhadte sygdom.

Forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser nu, at fuldkorn, frø og kål kan være med til at øge kvinder med brystkræfts overlevelse.

Opslået af DR Nyheder på 21. januar 2016

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve