Maden bringer unge og ældre sammen

Er der noget, der bringer os mennesker sammen, så er det - udover det dårlige vejr - mad. Nyt projekt sætter fokus på, hvordan mad kan bygge bro mellem generationer.

En gruppe af kommunens unge og gamle - fra syv-90 år - mødtes for nylig til en aften i Seniorhuset Korsagergård i Vallensbæk. De unge havde sammen med deres fædre fra Fars Køkkenskole kokkereret den eksotiske spanske ret, paella, og der var dækket op med dug og lys på bordet. Der skulle nemlig være fest.

De ældste - og dårligst gående - blev cyklet til arrangementet af projekt Cykling Uden Alder - og sammen skulle deltagerne rystes sammen omkring det gode måltid mad på bordet.

Med far i køkkenet

Fars Køkkenskole er navnet på den skole, som kok og underviser Jonas Vigkilde, har været med til at etablere i Vallensbæk kommune. Køkkenskolen lærer fædre og deres børn fra 2.-4. klasse at lave mad. Enkelt og simpelt. 16 kommuner og 40 skoler i hele landet har i dag køkkenskoler.

På bordene lå der også sedler med spørgsmål, der skulle få snakken i gang. Fx stod der på en af lapperne: Hvad var din yndlingsret som barn?

Gerda på 81 år fortalte de børn, hun delte bord med, om dengang hun som barn hentede den friske mælk i en mælkejunge, hældte mælken på en tallerken og lod den stå til næste morgen. Så var den helt af sig selv blevet til tykmælk, som hun kunne spise med rugbrødssmulder på.

Det var nyt for ungerne, der til gengæld fik masser af ros for det eksotisk spanske risret, der blev serveret.

Alle skal have det godt

Man hvad er perspektiverne i sådan et arrangement en efterårsaften i et seniorhus i Vallensbæk kommune?

- Initiativet tager udgangspunkt i, at vi i kommunen gerne vil styrke borgernes følelse af, at vi som samfundsborgere alle har et medansvar for, at alle har det godt - altså styrke det aktive medborgerskab. Børn og voksne fra andre af kommunens projekter, som fx Fars Køkkenskole, deltog frivilligt for at give de ældre en god oplevelse, forklarer en af initiativtagerne til arrangementet, projektkonsulent Helena Flodin Skovgaard.

Projektkonsulent Helena Flodin Skovgaard (th.) får sig en hyggelig snak med nogle af aftenens gæster. (© Vallensbæk kommune)

- Vi ville gerne give alle på tværs af alder en god oplevelse, og man taler så godt sammen over mad, lyder forklaringen videre.

Det handler om livskvalitet

Det er Center for Sundhed i Vallensbæk Kommune, der står bag tiltaget - og ambitionen er at formidle viden om de såkaldte KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol og motion) - menogså at sundhed i lige så høj grad handler om livskvalitet, forebyggelse af ensomhed og følelsen af at være en del af et fællesskab. Madfællesskabs-aftenen på tværs af generationer er et led i den strategi.

Og hvordan tager man så et aktivt medansvar, når det drejer sig om mad på tværs af generationer?

- Vores tanke var, at når unge og ældre mødes, så opstår der nye relationer – der knyttes nye venskaber, og unge og gamle møder måske hinanden på gaden eller andre steder bagefter og kan sige ”tak for sidst”. Relationerne styrkes på den led.

Ingen madspild i gamle dage

Tanken er også, at de ældre generationers viden om mad skal gives videre til de unge generationer. Så traditioner og opskrifter ikke bare ryger i glemmebogen.

Jonas Vigkilde, der er kok og lærer i Fars Køkkenskole, hvor kommunens fædre og deres børn lærer at lave mad, forklarer:

- Det er blevet trendy at mindske madspild, spise lokale varer og genopfinde gamle danske retter. I gamle dage var alt dette meget udbredt, og derfor har Danmarks ældre borgere minder og oplevelser, som de kan dele med de unge. Og ægte og autentiske historier fra gamle dage kan vi alle sammen lære rigtig meget af.

Paella a la far

Hvis du sidder og grubler over, hvordan man mon kreerer paella, så får du Jonas Vigkildes opskrift her:

Du skal bruge (6 personer):

  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 400 g risotto ris
  • 1 gul peberfrugt
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 l hønsebouillon
  • 1⁄2 g safran (knuses i en morter)
  • 1 bundt frisk persille
  • 1 spsk. olie
  • 1 tsk. paprika
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. peber
  • 150 g tigerrejer
  • 400 g blåmuslinger
  • 100 g chorizo pølse

Sådan gør du:

  • Pil og hak løg og hvidløg
  • Skær peberfrugten ud i mindre stykke, efter de er vasket og renset
  • Chorizopølsen skæres i skiver
  • Vask blåmuslingerne først. Tjek at blåmuslingerne ikke allerede er døde ved at banke på skallen. Lukker de sig igen, er det tegn på, at de stadig er levende. De døde muslinger sorteres fra.
  • Kom olie i en paellapande (almindelig pande kan også bruges).
  • Tilsæt løget, peberfrugter og hvidløget og steg i nogle minutter
  • Tilsæt ris og safran og rør godt rundt
  • Hæld nu bouillonvandet i lidt af gangen (risene skal tage væsken til sig inden der hældes nyt i). Det er vigtigt, at risene trækker vandet til sig, før der hældes nyt i. Det tager ca. 20-30 minutter før alt bouillonvandet er trukket ind i risene.
  • Put pølse, tigerrejer, muslinger i og krydder med paprika, salt og peber. Rør godt rundt
  • Lad paellaen stå ved middelvarme i 10-15 minutter. Se efter om blåmuslingerne har åbnet sig og om tigerrejerne har skiftet farve, så er de nemlig klar, og retten kan serveres.
  • Strø hakket persille over og server gerne med et godt glas spansk rødvin.