Den populære tv-konditor føler, at der er for mange personlige omkostninger forbundet med at lave 'Den store bagedyst'.

For nogle uger siden ringede Mette Blomsterberg til sine kolleger fra 'Den store bagedyst' med en meget svær besked: Jeg stopper som dommer i 'Den store bagedyst'.

- Det var saftsuseme mærkeligt. Og det var faktisk med gråd i stemmen, fortæller Mette Blomsterberg om sine opkald til blandt andre Jan Friis-Mikkelsen, Timm Vladimir og programmets redaktør Søren Olsen.

Den svære udmelding kom efter mange og lange overvejelser fra dommeren gennem fem sæsoner.

Jeg har været meget mere træt og drænet for energi, når jeg kom hjem fra optagelserne.

mette blomsterberg

- Jeg elsker 'Den store bagedyst'! Jeg føler lidt, at det er mit barn, som jeg har været med til at føde. Jeg ved godt, det kan lyde fjollet, for det er jo et færdigt britisk koncept. Men jeg er så stolt af og glad for, at jeg har fået lov til at sætte mit præg på det, fortæller tv-konditoren, der har været med fra begyndelsen tilbage i 2012.

Stor beslutning

Hun har været meget i tvivl undervejs, og et par gange har hun da også fortrudt for en stund, men i sidste ende er Blomsterberg ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre.

- Jeg betaler for stor en pris med min krop og med min store indlevelse i tv-produktionen. Der er ubalance i mit system, siger Blomsterberg, der rent fysisk har kunnet mærke Bagedyst-strabadserne på sin krop i denne sæson.

- Jeg har været meget mere træt og drænet for energi, når jeg kom hjem fra optagelserne. Og jeg kan bare mærke, at omkostningerne er blevet for store i forhold til det, jeg får ud af det. Jeg skal have fyldt min egen energitank op igen, siger hun.

Folk skal endelig ikke have ondt af mig, men jeg indrømmer, at det er en stor omkostning for mig at være meget væk hjemmefra.

mette blomsterberg

Stor indlevelse i produktionen

Når Mette Blomsterberg kigger tilbage på sin 2016-kalender, står der Bagedyst på rigtig mange sider. Hun har nemlig altid - og heldigvis, siger hun selv - været med i mange af de indledende øvelser, hvor de fleste er foregået i det jyske, langt fra hjemmet i Nordsjælland.

Den kvindelige del af dommerduoen har været inde over den sidste del af castingen, ligesom hun var en del af programudviklingen. Dertil kom udvikling af opskrifter til de hemmelige udfordringer, optagelserne i foråret og den tidlige sommer, før der var en lille sommerpause fra Bagedysten, indtil programmerne ramte skærmen ni uger i løbet af efteråret. Mod slutningen af året var der desuden de to jule- og nytårsprogrammer og selvfølgelig planlægningen af disse. Sideløbende er der utrolig meget interesse fra pressens side, og det skal der naturligvis også prioriteres tid til.

- Folk skal endelig ikke have ondt af mig, men jeg indrømmer, at det er en stor omkostning for mig at være meget væk hjemmefra. Og det handler ikke om nogen. Jeg ved, at min mand og mine børn har det godt hjemme, og at der er styr på forretningen, men det handler om mig. Jeg føler afsavn, og jeg har bare brug for at lade op hjemme med hygge og stearinlys, når jeg har været væk på optagelser i mange dage. Dagen efter venter virksomheden i 'forretningen Mette Blomsterberg', og den skal jo selvfølgelig også passes, siger hun.

Fakta om Mette Blomsterberg

Mette Blomsterberg er 46 år.

Hun er gift med Henrik, og sammen har de døtrene Laura og Maja.

Hun er uddannet konditor i 1990. Hun har ad flere omgange haft egne butikker og caféer, i Ny Carlsberg Glyptotek, i Grønnegade i det indre København og nu i Kgs. Lyngby, hvor hun har Blomsterbergs Café & konditori.

Mette Blomsterberg på DR:

Meyer har gæster (1995)

Det søde liv (vist første gang i 2010)

Kongerigets Kager (2011)

Price og Blomsterberg (vist første gang i 2011)

Den store bagedyst (2012-2016)

- Jeg har talt med min mave igennem lang tid, og nu er vi sammen blevet enige om, at det er sådan, det skal være. Det kan godt være, at det er et mit livs fejltagelser, jeg begår her, men hvis jeg bliver så klog, er jeg ikke for fin til at komme krybende på mine knæ, hvis det er det, der skal til, siger konditoren med et lille smil på læben.

Vil gerne lave flere egne tv-programmer

Udover mere tid til og med familien bliver der nu også mulighed for at få mere fokus på nogle af de andre ting, som den driftige erhvervskvinde går og tumler med.

- Jeg har en hel masse idéer liggende og rumle inde i mit hoved og i min mave. Og jeg kan mærke, at jeg trænger til at lave noget, hvor jeg kan motivere andre. Det vil nogen mene, at jeg også gør i Bagedysten, hvilket måske også er sandt. Men jeg savner at give noget mere af mig selv, for det er det, der er med til at fylde mig op rent energimæssigt, siger Mette og løfter sløret for sine drømme og ønsker:

- Jeg har for eksempel i næsten tre år haft lyst til at lave en ny opskriftsbog. Det tager mere end et halvt år, og det har der ikke været tid til i en kalender med Bagedysten. Og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at lave flere af mine egne tv-programmer.

Vil gerne fortsætte på DR

Seerne kan opleve Mette Blomsterberg på DR i foråret, når hun sammen med James Price er på besøg i de kongelige køkkenhaver, men når det program er sendt, er der ikke planlagt mere tv - for nu.

- Jeg har egentlig mest af alt lyst til at spørge, om jeg ikke bare kan holde en pause med Bagedysten, men i bund og grund tror jeg ikke på pauser. Det er ligesom i et forhold. Og desuden, hvem er jeg at tro, at DR vil vente på mig..? Det kan jeg jo ikke tillade mig at forvente. Jeg sætter stor pris på vores samarbejde og har altid gjort det.

- Men når det er sagt, vil jeg rigtig gerne fortsætte samarbejdet med DR. Jeg er mega taknemmelig for det kvalitetsniveau, som DR står inde for, så det ville være ærgerligt at søge andre veje. Men det er jo slet ikke min afgørelse.

Kender ikke Blomsterbergs afløser

Mette Blomsterberg behøver dog formentlig slet ikke komme krybende tilbage på sine knæ eller frygte, at DR ikke vil fortsætte samarbejdet. Søren Juul Baunsgaard, der er programansvarlig for en række livsstilsprogrammer under DR Danmark, herunder 'Den store bagedyst', holder i hvert fald gerne døren åben for hende.

- Mette er fantastisk - også på tv. Så jeg kan sagtens forestille mig, at der skal produceres mere fjernsyn med Mette til DRs kanaler, siger han.

Indtil da fortsætter 'Den store bagedyst' med sjette sæson. Optagelserne finder sted til foråret, og programmerne vises på tv til efteråret. Hvem Blomsterbergs afløser bliver, skal DR først til at finde ud af nu.

- Det er også nyt for os, at vi mangler en dommer. Men nu går vi i gang med at kigge på vores muligheder. Vi skal have set på, hvem der kan afløse i programmet, og det kommer de kommende måneder til at gå med. Det bliver selvfølgelig anderledes, men det giver også en helt masse nye muligheder, som vi skal forstå at gøre til godt fjernsyn i næste sæson af Bagedysten, lyder det fra Søren Juul Baunsgaard.

De tre mest populære Blomsterberg-opskrifter fra dr.dk/mad:

Tzatziki

Vaniljekranse

Hindbærlagkage

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve