Vi hamstrer mad uden grund før påsken

Selv om mange butikker har åbent i påsken, så hamstrer vi mad. Og en del ryger i skraldet.

Vi propper store mængder mad i indkøbsvognen før påske, og en del af maden ryger direkte i skraldespanden. (© Colourbox)

Onsdag før påsken og lørdag i påsken er nogle af supermarkedernes mest travle dage på året.


Rigtig mange går nemlig lidt amok og indkøber mad i så store mængder, at en del af maden aldrig bliver spist, men i stedet havner i skraldespanden.


- Danskerne er generelt blevet bedre til at undgå madspild. Men især i påsken er det svært at sætte sin skraldespand på slankekur, da vi er oppe imod indgroede mad-traditioner, siger Selina Juul, der er stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Vi frygter at løbe tør for mad


Før lukkeloven blev ændret, var alle butikker lukket i påsken. Og det har skabt traditionen med, at vi hamstrer mad i store mængder inden påske for ikke at løbe tør for mad, når vi får gæster.


Men siden loven blev ændret i 2012, holder mange mindre supermarkeder åbent alle dage i påsken.


- Vores hamstring af mad er et levn fra den tid, hvor alle butikkerne var lukket i påsken, men det er de ikke længere, siger Selina Juul.

Mange butikker har åbent i påsken


I dag er lukkeloven sådan, at supermarkeder må holde åbent alle dage, hvis de har en årlig omsætning under 32 millioner kroner.


Det vil sige, at der er åbent alle påskedage i de fleste butikker i kæder som Aldi, DøgnNetto, Fakta, Dagli’Brugsen, Spar, Kwik Spar, Kiwi Minipris, LetKøb og 7-Eleven.


- Alligevel bliver den kunstige knaphedsstemning opretholdt i for eksempel tilbudsaviserne, som hårdnakket hævder, at forbrugere skal huske at få købt det hele ind inden påsken, siger Selina Juul.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve