Vi spiser alt for meget af den fuldfede ost

Ny kostundersøgelse viser, at kun tre procent af os har et sundt indtag af det mættede fedt.

Vi elsker dem - de fuldfede oste! Ifølge DTU Fødevareinstituttets nye kostundersøgelse, så spiser vi langt mere end myndighederne anbefaler. (© COLOURBOX)

DTU Fødevareinstituttets femte store kostundersøgelse viser, at kun tre procent af os har et sundt indtag af det mættede fedt.

Det mættede fedt får vi fra smør/blandingsprodukter, fløde og sødmælk, fuldfede oste (45 + og derover) og fedt kød. Og den slags spiser vi tilsyneladende stadig alt for meget af trods mange års kamp for at præge os til det modsatte.

Knapt halvdelen (44 procent) af det mættede fedt i den gennemsnitlige kost kommer først og fremmest fra mælkefedt. I de voksnes kost er indholdet af fuldfed ost steget med ca. 15 procent i forhold til forrige undersøgelse.

National undersøgelse

Resultaterne fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet er præsenteret i rapporten: Danskernes kostvaner 2011-2013. Data til den seneste nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysiske aktivitet er indsamlet i perioden 2011-2013. Undersøgelsen omfatter 3.946 personer i alderen 4-75 år.

I undersøgelsen registrerer deltagerne, hvad de spiser og drikker og hvor meget de motionerer i løbet af en hel uge. De bliver også spurgt om deres sociale og demografiske baggrund, måltidsvaner samt holdninger til og viden om sund kost og bevægelse.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet

Vi køber mere minimælk

I forhold til Fødevareinstituttets undersøgelse, så ligger vores indtag af det mættede fedt tilmed 50 procent over myndighedernes anbefalinger.

- Man kan sige, at der gennem de senere år er gjort meget for at få os til at spise de mere magre mælkeprodukter, forklarer seniorrådgiver Agnes N. Pedersen, DTU Fødevareinstituttet.

- Det er også lykkedes så langt, at vi i undersøgelsen kan se, at folk er begyndt at købe fx minimælk stedet for let- og sødmælk, men med hensyn til osten – den har mange tilsyneladende fortsat svært ved at undvære, forklarer hun videre.

Kun en skive mager ost

Der er videnskabeligt belæg for at konkludere, at hvis man indtager for meget mættet fedt, så stiger risikoen for hjerte-kar sygdomme. Og derfor er det bekymrende, at den nye undersøgelse viser, at vi spiser for meget af det mættede fedt, mener forskeren:

- Det er mejeriprodukterne, der er den helt store synder. Og især den fuldfede ost – jeg gætter på, at det skyldes dét, at vi putter ost på så meget af vores mad i dag. Vi har et beregning, der siger, at der i den daglige kost er plads til 25 gram mager ost – det svarer til en tyk skive, forklarer Agnes N. Pedersen.

De 10 kostråd
  • Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
  • Spis frugt og mange grønsager
  • Spis mere fisk
  • Vælg fuldkorn
  • Vælg magert kød og kødpålæg
  • Vælg magre mejeriprodukter
  • Spis mindre mættet fedt
  • Spis mad med mindre salt
  • Spis mindre sukker
  • Drik vand

Kilde: Fødevarestyrelsen

- Så derfor er mit gode råd, at man begynder med at købe de mere magre produkter, skærer nogle tyndere skiver og holder igen med den revne ost på aftensmaden, lyder hendes bud.

Skift ud med det magre

Det er muligt at reducere sit indtag af mættet fedt og opnå en sundere fedtsammensætning ved at begrænse forbruget af fuldfede oste, smør og kød og i stedet bytte varerne i indkøbskurven ud med fedtbegrænsede mejeriprodukter, magre kødprodukter, groft brød, fisk og fedtstoffer fra planteolier.

- Det betyder naturligvis ikke, at smør og fløde er bandlyst fra kosten, men det er fødevarer, man bør spise med måde, forklarer Agnes N. Pedersen.

Stadig for meget salt

Også på saltregnskabet står det heller ikke helt godt til med vores vaner, viser den nye undersøgelse.

- Men her er vi i gang med en udvikling, blandt andet en dialog med industrien om at nedsætte indhold af salt i færdigretter, så mit gæt er, at den målrettede indsats vil kunne ses, når vi udkommer med næste kostundersøgelse om fem år.

Agnes N. Pedersen anbefaler, at man følger myndighedernes officielle kostråd. Gør man det, så er man også sikker på, at man ikke får for meget af det mættede fedt – og får tilstrækkeligt af de umættede og såkaldt gode fedtstoffer.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve