88-årige Vagn bor med sin demente kone: Jeg møder de dårlige dage med kærlighed

De har været venner siden 12-års alderen, og de blev gift i 1950. I dag bor de på plejehjem, og Vagn sætter en ære i at passe sin elskede Enitz selv.

Hvis du går tur i København i området omkring Sankt Hans Torv, så er det langt fra usandsynligt, at du støder på Enitz og Vagn. Det gamle ægtepar går hver formiddag tur arm i arm i deres gamle kvarter og er for mange beboere i området en velkendt del af bybilledet.

Begge er 88 år, og selvom de bor på plejehjem i De Gamles By, fordi Enitz har demens, så går parret sig en rask tur efter morgenkaffen. Det er ikke noget særsyn, at deres tur falder ind forbi cafeen, Sebastopol, for her laver de ifølge Vagn 'byens bedste omelet'.

Din for altid

Den 10. juni 1967 blev prinsesse Margrethe gift med den franske diplomat Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat under et storslået bryllup i Holmens Kirke. DR fejrer regentparrets guldbryllup med en programrække på DR1, ' Din for altid', hvor du kan møde en række par, der har været gift i 50 år eller mere. DR 1 i aften, klokken 20.30.

De andre gæster hilser og tjeneren kommer forbi og komplimenterer Vagn for hans smukke og dejlige kone.

- Det gør mig glad. Det pifter også mig op, fortæller Vagn.

Blev venner som 12-årige

Vagn fortæller videre:

- Det er ikke altid let at have en kone med demens. Men jeg vil bare nødig have, at det skal lyde som om, at jeg har det skidt med at have en dement kone, for det har jeg slet ikke. Vi har alle de dejlige minder sammen, og jeg kan hurtigt få Enitz op på hesten igen.

Parret har været sammen, lige siden de mødte hinanden som 12-årige. Vagn, der kom fra Hjørring, var på besøg hos sin tante i Ægirsgade, hvor Enitz boede med sin familie.

Vagn var lidt genert, og især da han skulle lege med de andre børn i baggården.

- Jeg kan huske, da jeg så dig første gang, du havde sådan en flot hvid sløjfe i håret, og så sagde du 'dav med dig, brormand - hvad hedder du'!

Et sæt siamesiske tvillinger

Venskabet holdt ved. Da de var 17-18 år blev de kærester, og de blev gift som 21-årige i 1950.

- Hele vores liv har vi været uadskillelige, nærmest som et sæt siamesiske tvillinger. Jeg tror, vi to er ment til at være sammen, forklarer Vagn.

For nogle år siden begyndte Enitz at vise tegn på begyndende demens og gik blandt andet hjemmefra om natten flere gange. Derfor flyttede parret på plejehjem for tre år siden.

- Så det er en nødvendighed, at vi bor her, forklarer Vagn, der insisterer på, at han vil passe sin kone selv.

- Jeg vasker hende hver morgen fra A til Z. Jeg synes, det er godt for Enitz, at det er os to og ingen andre, fortæller Vagn, der har påtaget sig en meget stor opgave med at passe sin syge kone.

Hun kan have dage, der ikke er så gode og hvor hendes demens både kan gøre hende forvirret og vred. Men Vagn har et motto, når de dårlige dage viser sig:

- Det skal bare mødes med kærlighed.

Din_for_altid_-_Vagn

'Din for altid', DR 1 i aften, klokken 20.30.