BREVKASSE Hvad gør vi, mens vi venter på rejsningen?

Det modne par savner inspiration til et sexliv efter gemalens prostata-operation. (© Gettyimages)

Spørgsmål til brevkassen:

For knap tre måneder siden blev jeg opereret for prostatakræft og fik en delvis nervebesparende operation. Jeg er gift, og min hustru og jeg har en god kommunikation. Nærhed og sex har været en vigtig ting i vores forhold på nu 11. år, vi er begge 62 år i dag.

Jeg kan endnu ikke få rejsning og har fået at vide, at der kan gå et par år, inden den måske kommer tilbage.

Jesper Bay-Hansen

Jesper Bay-Hansen er både speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi. Han var praktiserende læge frem til 2010 og valgte herefter at åbne sin egen praksis, Klinik for Sexologisk Rådgivning og Samtaleterapi.

Ved siden af sit arbejde med sexologisk rådgivning holder Jesper mange foredragi hele landet, ligesom han også underviser læger, medicinalvirksomheder, psykologer, sexologer og private.

Jesper Bay-Hansen har udgivet bøgerne "Recepten på Lykke", "Få mere Lyst" og "Livskunst i praksis".

Du kan spørge Jesper om alt, der har med sex- og samliv at gøre.

Se profil

Kan du give os inspiration til, hvordan vi kan have er rigtigt sexliv uden rejsning? Eller henvise til artikler, bøger eller andet materiale om hvad man kan gøre når man lever i et godt forhold med god kommunikation, og gerne vil dyrke sex, selv om vi pt. har et problem der forhåbentlig bliver mindre en dag. Jeg har prøvet at tage en potenspille, dog uden reaktion.

Svar fra Jesper Bay-Hansen:

Tak for dit udmærkede spørgsmål som er relevant for flere og flere danske mænd, da et stigende antal mænd undersøges og behandles for prostatakræft.

Operation, også den nervebesparende operation, og strålebehandling kan ødelægge nerveforsyningen til penis og resultere i rejsningsbesvær. Kirurgisk og medicinsk kastration og anti-androgen behandling kan på grund af hormonelle ændringer også nedsætte lysten til sex og rejsningsevnen.

Dertil kan kønsidentiteten blive påvirket, så nogle mænd føler sig mindre mandige. Disse ændringer vil naturligt præge sex- og samlivet.

De medicinske muligheder

Der er i dag fire forskellige potenspiller på det danske marked, og manglende effekt af en potenspille udelukker ikke effekt af en anden slags, selv om jeg må indrømme, at du med en potenspille, der tages forud for seksuel aktivitet, næppe vil genvinde din rejsningsevne. Jeg vil alligevel foreslå dig at tale med din læge igen og evt. forsøge en af de andre potenspiller.

Efter en nervebesparende operation kan man også vælge fast behandling med en potenspille (tadalafil 5mg), såkaldt penil rehabilitering, i perioden efter operationen i håbet om at minimere og om muligt forebygge permanent rejsningsbesvær.

Effekten af en potenspille kan forbedres med tiden, fordi rejsningsevnen efter operation gradvist kan blive bedre over årene.

Injektion en mulighed

Hvis potensmedicin ikke har tilstrækkelig effekt, er det også muligt at forsøge et medicinsk præparat, der sprøjtes direkte ind i svulmelegemerne i penis med en tynd kort kanyle. Lægen, der udskriver medicinen, vil give dig en grundig instruktion i injektionsteknikken.

Disse præparater til injektionsbrug giver rejsning hos rundt regnet tre ud af fire mænd. Også denne behandlingsmulighed tænker jeg, at du med fordel kan vende med en læge.

Et par hjælpemidler

Du spørger meget direkte til de ikke-medicinske behandlingsmuligheder, og det er bestemt meget fornuftigt at fokusere på, hvordan man kan have et aktivt sexliv uden den spontane rejsningsevne eller uden rejsning overhovedet.

Selv om effekten ofte er begrænset, forsøger en del mænd sig med hjælpemidler i form af en vakuumpumpe og penis-ring.

Vakuumpumpen virker selv om nerver og kar er beskadiget. Her føres den slappe penis ind i et cylindrisk hulrum, hvor der vha. en pumpe dannes undertryk, så penis bliver stiv. Herefter sættes en pubes-ring ved penisroden. Denne hindrer blodet i at løbe fra penis igen. Ringen må højest sidde på i en halv time, da penis ellers kan blive beskadiget pga. manglende blodforsyning.

Det er min erfaring, at de mænd, der har størst glæde af vakuumpumpen og penis-ringen er dem, der sammen med deres partner formår at gøre det til en eksperimenterende leg at bruge pumpen til at få en rejsning.

Andre måder at have sex på

Der er uendeligt mange måder at dyrke det seksuelle samvær på. Selv om de fleste heteroseksuelle par formentlig forbinder sex med vaginalt samleje, så kan man jo være sammen på mange andre måder.

Prøv at tænke tilbage på dengang du var teenager og skulle eksperimentere med din seksualitet eller tænk tilbage på de gange, hvor din hustru og du har været intime eller haft sex på andre måder end samleje. Måske kælede I for hinandens kroppe? Måske legede I med hinandens kroppe? Måske havde I oralsex?

Prøv at tænke tilbage på intime og erotiske stunder, der ikke handlede om samleje og bliv inspireret til at forsøge noget af dette igen. Set med mine øjne handler det om at gå på opdagelse i, hvad fælles, seksuel nydelse kan være for jer. Tænk her på kroppen som ét stort seksuelt organ og bliv ved med at tale godt sammen.

Den ærlige og kærlige samtale betyder rigtig meget, også for den seksuelle trivsel i et parforhold.

Har du prøvet en tør orgasme?

Det er også muligt at få orgasme-oplevelsen med en slap eller næsten slap penis. Hvis du stimuleres fysisk, er det muligt at få orgasme-følelsen, uden at du nødvendigvis får udløsning. Dette betegnes ofte en tør orgasme.

Det er muligt, at du kan få en sådan, hvis du ikke allerede har prøvet det.

Du kan finde videoer og inspiration på siden her fra Kræftens Bekæmpelse. Når dette er sagt, er det set med mine øjne vigtigt, at det seksuelle samvær ikke ender i en orgasme-jagt. Målet med sex må være den fælles, seksuelle nydelse – med eller uden orgasmer.

Med disse ord vil jeg ønske dig og din hustru en revitalisering af jeres seksuelle samliv.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve