Er din partner en sur mokke eller et viljeløst skvat? Så er det muligvis din egen skyld.

Efter en uges tid med fuld gang i skyttegravene mellem mænd og kvinder, så opfordrer jeg hermed til våbenhvile.

Hvis man skal tro den seneste tids debat om parforhold, så står det sløjt til mellem danske mænd og kvinder. Jeg tvivler på, at det er så slemt, som det lyder. (© colourbox)

Der har mildt sagt været postyr ovre i parforholds-land i den forgangne uge. Det startede med journalisten Rene Fredensborgs provokerende debatindlæg i Berlingske, hvor han forklarede, hvorfor han nu har fået sig en filippinsk kæreste.

Det korte af det lange er: Her er serviceniveauet og opmærksomhedsniveauet noget højere, set med hans øjne. Og så den gamle sang om, at danske kvinder er for umulige, for selvkørende, for ligestillings-fokuserede til at man kan holde ud at være i parforhold med dem.

Og så gik det ellers derudaf – ikke mindst på Facebook, der var rødglødende.

Debatten var ret spændende, indrømmet, men alligevel står jeg lidt tilbage med følelsen af, at den på en måde er overdrevet. For ja, kvinder kan i dag vælge at få børn selv, men det altså stadig et fåtal, der vælger at gøre det.

Og ja, vi har mange skilsmisser og singler i Danmark, men vi har også masser af parforhold. To tredjedele har en kæreste eller ægtefælle. Det er alligevel en god sjat.

Så påstanden om, at kvinden generelt er for selvkørende og ræser henover manden, der ligger fladmast og kastreret tilbage, er efter min bedste overbevisning en karikatur af virkeligheden.

Det svære parforhold

Til gengæld vil jeg mene, at det er en ret fastslået sandhed, at det der med parforhold ikke nødvendigvis er nemt. Faktisk som regel slet ikke. Det er en lang vej af kompromiser og kameler, man sluger, og at skyde skylden på en ene part alene er i bedste fald naivt.

Og så har jeg slet ikke regnet børn ind i parforholds-ligningen endnu: Her kan man virkelig tale om, at det bliver svært at få det hele til at spille.

Og så har vi bare en samfunds-struktur, der gør det relativt let at smide skilsmisse-kortet, både teknisk og økonomisk (og når det er sagt, så er en skilsmisse oftest aldeles rædselsfuld, men det er en anden historie).

Jeg tror i al sin enkelthed, det handler om balance. Om at føle, at der er en form for retfærdig fordeling af byrder, når man er i et forhold.

Du bliver, hvad du spiser

Min personlige holdning er, at hvis du behandler din kvinde som en husmor, så får du en (ofte sur) husmor. Hvis du behandler din mand, som et uselvstændigt barn, så får du et (ofte opgivende) uselvstændigt barn.

En slags omskrivning af den gode gamle ’du bliver, hvad du spiser’-sætning.

Jeg kender et ægtepar, som har en klar fordeling af pligterne. For eksempel er det ham, der vasker tøj og hende, der støvsuger. Altid. Og den anden blander sig ikke i, hvornår eller hvordan det foregår. Og sådan har de flere ’områder’ fordelt mellem sig.

Det virker som et af de mest solide parforhold, jeg kender, fordi de har hver deres domæner. Der er en balance. Og ret få skænderier om, hvem der gjorde hvad sidst.

Old school eller moderne

Jeg tror, det er fuldstændigt lige meget hvilke domæner, man fordeler mellem sig - om man kører old school eller moderne. Men der skal være en fordeling og en tillid til, at den anden tager det ansvar.

At man er fælles om at løfte og kan regne med hinanden. Og så skal man i bund og grund lade være med at blande sig i, hvordan den anden kører sin del i tillid til, at man er sammen med en voksen.

Hvad mener du om debatten om mænd og kvinder? Er vi for langt fra hinanden, eller er der håb for parforholdet? Jeg vil gerne høre din mening. Så kan det være, at det kan bruges på dr.dk. Vi udgiver intet uden forudgående aftale.