Gift ved første blik: Mange singler kan det hele selv

Hvis man kan det hele selv, så har man sværere ved at give en potentiel kæreste den tid og omsorg, som et forhold kræver.

Et tæt pakket program betyder en masse forhandlinger og kompromisser omkring, hvordan man prioriterer parforholdet. (© dr)

Hvad er det egentlig, vi har brug for hinanden til i et parforhold? Langt de fleste både mænd og kvinder kan de fleste ting selv, så hvad er det for en plads, vi skal udfylde i hinandens liv?

Allan, der medvirker i programmet ”Gift ved første blik”, sætter meget konkrete ord på netop dét i en samtale, han har med sin kone Pernille, som han er blevet matchet med som led i programmets eksperiment:

”Jeg kan selv lave mad, jeg kan selv vaske op, hele min hverdag fungerer. Rent kønsrollemæssigt har jeg ikke brug for en kvinde”…

Allan og Pernille

Selvforsynende og uden forpligtelser

Allan er på den måde et meget godt billede på livet som single anno 2017. For de har, især dem i 30’erne, nogle meget travle, tætpakkede og næsten fuldendte liv.

Når de fylder deres liv så meget ud, så er det fordi, der er et tomrum.

trine demant

- De er jo på mange måder selvforsynende: De tjener nok, de har egen bolig, egne venner, sport og fritidsaktiviteter, og så går de ud og finder sex og ømhed forskellige steder. De har typisk meget lange datingperioder uden ret megen forpligtelse, forklarer antropolog Trine Demant, der også medvirker i ”Gift ved første blik”.

- Det, som de ikke er selvforsynende med, er nærhed og kærlighed. Og når de fylder deres liv så meget ud, så er det fordi, der er et tomrum. Et tomrum, som opstår dér, hvor der ikke er nogen hjemme, når man kommer hjem fra arbejde, eller når man er alene i weekenden.

Det kræver tid at bygge et forhold op

Det er måske ikke så underligt, at man som single fylder sit liv ud, mens man venter på, at den rigtige partner dukker op.

Gift ved første blik

I 'Gift ved første blik' skal fire par, der er sat sammen af fire eksperter, giftes og forsøge at leve som ægtepar i fem uger. I perioden skal de igennem en række fælles oplevelser og coachforløb, der har til formål at styrke båndene i mellem dem, så der bliver skabt et grundlag for at kærligheden kan spire og i sidste ende give dem lysten til at fortsætte ægteskabet, når eksperimentet stopper efter fem uger.

Parrene er matchet af fire eksperter - og undervejs bliver de coachet af en præst.

'Gift ved første blik' sendes tirsdag aften, klokken 20.45 på DR1.

Men det kan også blive en hæmsko i forhold til at finde en kæreste: Pludselig skal man til at forhandle med en potentiel kæreste om, hvornår i ens tætpakkede kalender, der kan blive tid til at ses, tilføjer Trine Demant:

- Og er der noget, der tager tid, så er det at opbygge en kæreste-relation. Så udfordringen er at vælge og prioritere, hvad man vil opgive for at få parforholdet til at køre.

Men det er ikke bare et spørgsmål om tid i kalenderen. Det handler selvfølgelig også i høj grad om følelser. For så længe man bare dater lidt, er det ufarligt.

- Hvis man så har et selvforsynende liv ved siden af, at man dater, så kan man hele tiden søge helle i dét. Men det betyder samtidig, at man ikke gør sig selv sårbar.
Er der noget, der kendetegner singler i 30’erne, så er det, at de er bange for at blive såret. Og det sætter måske tilknytningen til en potentiel kæreste under pres.

- For man skal gøre sig sårbar for at opbygge en tilknytning til hinanden, og det gør man ikke, hvis ens liv bare kører så godt, at det kan være ligegyldigt, om forholdet holder eller ej.

Hvordan bidrager man til et fuldendt liv?

Ydermere kan det skabe en usikkerhed hos en potentiel kæreste, hvis ens liv som single ser ud til at være fuldendt og tæt pakket. For hvad er det så egentlig, man som kæreste skal bidrage og byde ind med for at gøre sig interessant?

Det er en tanke, der fylder rigtig meget hos Christian i ”Gift ved første blik”. Han har svært ved at finde sin plads i forholdet til Mette, fordi hun har så godt et liv i forvejen, uden ham, og det gør ham usikker på, hvad det er, han skal gøre for hende.

Det tager han en snak med parterapeut Mette Smidt om:

Livskvalitet

Ønsket om børn kan føre dem sammen

Trine Demant peger på, at der ét sted, hvor de selvforsynende singler kan finde hinanden. I hvert fald den gruppe, som endnu ikke har fået børn.

- Er der noget, som mange singler i 30’erne tænker over, så er det reproduktion. Og her kan man jo virkelig tale om, at de har brug for hinanden.

- For selv om kvinder i dag har mange muligheder for at få et barn alene, og selv om mange af dem sagtens kan få en ven eller en bror til at komme og hænge lamper og hylder op, så drømmer de om kernefamilien.

Hvad vil du egentlig med en kæreste?

Hendes bedste råd til singlerne, som godt vil have en kæreste, er at gøre sig klart, hvad det er for et liv og en fremtid, de ønsker. Og så se bort fra det, som hun kalder "identitetsmarkørerne" hos potentielle partnere.

- Singler i 30’erne er meget identitetsstærke. Alt, hvad de gør, har et identitetsformål. Det vil sige, at de leder efter en partner, der matcher deres egen karakter og deres eget fuldendte liv. Men så bliver der ikke plads til forskellighederne, og det er et problem, hvis man gerne vil have en kæreste.

- Formålet med at få en kæreste skal gerne være, at man ønsker den udvikling, som et kæresteforhold giver, den intime og relationelle udvikling.

Trine Demant opfordrer singler, der søger en kæreste, til at reflektere over, om de virkelig gerne vil have en kæreste og stille sig selv disse spørgsmål:

  • Hvad vil du gerne bringe ind i den relation?
  • Hvad er det for et tomrum, du gerne vil fylde ud?
  • Hvad du gerne vil putte i et forhold, og hvilke afkald vil du give?