Kommer mænd også i overgangsalder midt i livet?

I dag taler mange om mandens overgangsalder - men er det fup eller fakta?

Mind dig selv om, at en sundere og fysisk aktiv livsførelse kan holde hånden under dit mandlige kønshormon, og at det ofte bevirker, at du som mand får det bedre med dig selv. (© ColourBox)

I dag taler mange om mandens overgangsalder, men er det fup eller fakta? Nogle bruger endda ordet andropause som pendant til menopausen, dvs. kvindens overgangsalder.

Hos manden er der normalt tale om et gradvist fald i testosteron (mandligt kønshormon) på ca. en-to procent om året fra omkring 30 års alderen og ikke et brat fald i østrogen, som det ses hos kvinden, når hun går i overgangsalderen. Der ses gradvise forandringer af kroppen, herunder mere fedt på kroppen og mindre muskelmasse især på arme og ben. Det er derfor mange mænd bliver lidt trinde og tøndeformede!

Jesper Bay-Hansen

Jesper Bay-Hansen er både speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi. Han var praktiserende læge frem til 2010 og valgte herefter at åbne sin egen praksis, Klinik for Sexologisk Rådgivning og Samtaleterapi.

Ved siden af sit arbejde med sexologisk rådgivning holder Jesper mange foredrag i hele landet, ligesom han også skriver bøger og underviser læger, medicinalvirksomheder, psykologer, sexologer og private.

Se profil

Dertil tilstøder ofte følelsesmæssige og mentale ændringer som humørsvingninger og irritabilitet, der kan være ledsaget af træthed, nedsat energi og initiativ og ikke mindst nedsat lyst til sex. Undersøgelser viser, at det første tegn på testosteronmangel faktisk ofte er nedsat sexlyst.

En mandlig midtlivsfase

På grund af det sædvanligvis gradvise fald i testosteron foretrækker mange læger og kliniske sexologer at tale om hypogonadisme i stedet for overgangsalder. Ordet hypogonadisme refererer til, at testiklerne (gonaderne) fungerer på ’et lavere blus’ og altså laver mindre mængder testosteron end tidligere med de kropslige, psykologiske og seksuelle følger, det får for nogle mænd.

Personligt foretrækker jeg at tale om en midtlivsfase, hvor manden i 45-60 års alderen kan have problemer af eksistentiel karakter og/eller kropslige, mentale og sexologiske problemer på grund af faldende testosteron.

Men hvorfor er det så tabuiseret for mænd at tale om deres overgangsalder?

Det hører ikke til historierne i mændenes omklædningsrum at fortælle, at man har mistet sexlysten, eller at rejsningen svigter en! Det hører heller ikke til den typiske mandesnak at fortælle om sine humørsvingninger eller eksistentielle problemer. Når det er sagt, er der stor forskel på snakken i omklædningsrummet eller med kæresten/ægtefællen og den dybe samtale, som jeg har med mange mænd i min samtaleklinik.

Ønsker livsglæden tilbage

I samtaleklinikken er manglende lyst, svigtende rejsning, orgasmeproblemer, ændret forhold til sin krop, kærlighedskvaler m.m. ikke tabu, men problemer, som manden gerne vil have hjælp til. Hans mål er typisk at få en seksualitet og et kærlighedsliv og at føle en livsglæde, som før han pludselig befandt sig midt i livet. Det er en samtale, der kan gå i mange retninger.

Vi – både kvinder og mænd – har generelt en dårlig accept af kroppens naturlige aldring. Mange har meget svært ved at se det skønne og seksuelle i en ældet krop. Det er virkelig ærgerligt, at vi har seksualiseret den juvenile, smukke og fejlfrie krop så meget, som tilfældet er.

Mange har meget svært ved at se det skønne og seksuelle i en ældet krop. Det er virkelig ærgerligt, at vi har seksualiseret den juvenile, smukke og fejlfrie krop så meget, som tilfældet er.

Jesper Bay-Hansen

For manden kan det være skamfuldt at sige, at han ikke længere tænder på sin kvindes krop, fordi den har ændret sig. Det vil nemt puste til hendes kropsskam og bekræfte hende i, at den aldrende krop hverken er smuk eller seksuelt tiltrækkende. Det er jo helt grotesk, at vi i dag lægger så meget i overfladen!

Værn om dit testosteron

Hvad er de gode råd til manden midt i livet?

Hvis manden vejer for meget og har fået ekstra mavefedt og tabt muskelmasse, kan både vægttab og fysisk aktivitet være måder at værne om testosteronen på. Faktisk kan en lavere vægt og træning få et lavt testosterontal til at rette sig helt eller delvist.

I praksis er det dog ikke altid nemt at ændre livsstil – og vælge rødbederne frem for rødvinen – især ikke, hvis man befinder sig midt i livet og mangler energi og overskud.

Mit råd nr. 1: Mind dig selv om, at en sundere og fysisk aktiv livsførelse kan holde hånden under dit mandlige kønshormon, og at det ofte bevirker, at du som mand får det bedre med dig selv og ofte giver større sexlyst og en bedre rejsning – hvilken mand kan takke nej til det?

Klar Vikar - om overgangsalder

Programmet ’Klar Vikar’ på P4 har i dag fokus på emnet overgangsalder. I den forbindelse er klinisk sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen blevet interviewet om, hvordan manden klarer sig midt i livet.

Kvinder søger lægens råd

Der er forskel på, hvordan kvinder og mænd reagerer, når de får fysiske eller mentale gener. Kvinder er som regel bedre til at gå til lægen end mænd, også midt i livet. Det kan der være meget sundt i, hvis ens gener varer ved eller vender tilbage.

Derfor er mit råd nr. 2 til manden: Lyt til din hustru, hvis hun råder dig til at søge læge!

Erkend, at det ikke er alle gener, der går over af sig selv. Det kan jo være, at din hustru har ret i, at du har problemer, som din læge eller en klinisk sexolog kan hjælpe dig med. Det kan være problemer af eksistentiel karakter og/eller kropslige, mentale og sexologiske problemer, der nogle gange hænger sammen med faldende – eller for lavt – testosteron.

Manden kan også føle sig mere eller mindre kærlighedstom, og her kan en samtaleterapeut eller parterapeut i mange tilfælde hjælpe. Det er faktisk en resilient færdighed (robustheds-opbyggende) at kunne bede om hjælp og tage imod hjælp. For mange mænd kan det være hjælp til selvhjælp at se midtlivsfasen som en anledning til at træne denne færdighed.

Det kunne helt sikkert hjælpe mange mænd – og deres partnere.