Kondomet: Partykiller eller potensforlænger?

Hvorfor har mange det så svært med kondomet? Klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen giver et bud på, hvordan man gør det naturligt med kondom.

Det er besværligt og pinligt at hive frem, og det nedsætter følsomheden. Forklaringerne - og undskyldningerne - er mange, når vi dropper kondomet. (Foto: Katje Zanetta Borba © Stock.XCHNG)

Fra mine samtaler med klienter ved jeg, at mange mænd og kvinder har svært ved at insistere på sikker sex, selv om de dybest set ønsker det sådan, og selv om der er mange rationelle argumenter for at beskytte sig selv og hinanden.

Mange tror fejlagtigt, at det kun er unge mennesker, der har behov for at beskytte sig, eller det kun er unge, der praktiserer usikker sex, men det ikke tilfældet.

Jesper Bay-Hansen

Jesper Bay-Hansen er både speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi. Han var praktiserende læge frem til 2010 og valgte herefter at åbne sin egen praksis, Klinik for Sexologisk Rådgivning og Samtaleterapi.

Ved siden af sit arbejde med sexologisk rådgivning holder Jesper mange foredrag i hele landet, ligesom han også skriver bøger og underviser læger, medicinalvirksomheder, psykologer, sexologer og private.

Se profil

Det er rigtigt, at den hyppigste sexsygdom, klamydia, især rammer unge mennesker i alderen 15-29 år, men det betyder ikke, at ubeskyttet sex er ufarligt, hvis man er i 30’erne, 40’erne eller 50’erne.

I denne uge handlede sundhedsmagasinet om sexsygdomme, hvor unge blandt andet kommenterede på deres forhold til brug af kondom, som mange vælger fra, fordi det bliver besværligt.

En sexsygdom med lange konsekvenser

Smitte med en sexsygdom får ofte konsekvenser for livskvaliteten og den seksuelle sundhed langt ud over diagnosticeringen og behandlingen af sygdommen.

Det gælder ikke blot hiv, men også sexsygdomme som kønsvorter og herpes. Dansk forskning viser, at eksempelvis kønsvorter er forbundet med skam og frygt for, at kønsvorterne vender tilbage.

Frygten er velbegrundet, hvis kønsvorterne ikke er velbehandlede, eller man eksponeres for smitte igen. Nogle frygter sågar udvikling af cancer genitalt eller analt.

Mange ellers velbehandlede mennesker frygter, at en sexsygdom vil få vedvarende negativ effekt på sex- og kærlighedslivet.

Bekymringstankerne, skammen og frygten fodres ofte af spørgsmål som: Hvem har smittet mig? Har min kæreste været mig utro? Bør jeg fortælle det til tidligere partnere?

I givet fald hvor lang tid skal jeg gå tilbage?

Et mindst lige så vigtigt spørgsmål at stille sig selv er: Hvad har jeg lært af denne sexsygdom? Hvad vil jeg fremadrettet gøre anderledes?

Svaret på disse spørgsmål vil for manges vedkommende centrere sig omkring: Sikker sex.

Hvorfor er gummi så svært?

Der er flere og ofte samspillende årsager til, at det er svært at hive kondomet op af lommen og bruge det. Nogle af de hyppigste årsager er:

Partykiller: At sige eller signalere at man ønsker sikker sex, opleves af mange som en partykiller, der på få sekunder kan lægge en dæmper på erotikken.

Mange har faktisk svært ved at give udtryk for ønsket om brug af kondom og ender derfor med at gå med til ubeskyttet sex.

Pausen og præstationsangst: Brug af kondom indebærer en pause, hvor det findes frem, åbnes og sættes på.

I en sådan pause kan en i forvejen usikker mand reagere med præstationsangst. Lysten kan svækkes, og det kan i værste fald gå ud over rejsningen.

Forværring af seksuel dysfunktion: Nogle mænd beretter, at brugen af kondom gør det sværere for dem at få og bevare rejsningen.

Andre mænd oplever, at det bliver sværere at få udløsning, fordi følsomheden nedsættes en smule.

For manden med tidlig sædafgang kan det netop af denne grund være en fordel at bruge kondom, især hvis det er et kondom med lokalbedøvende creme i.

Her kan kondomet opleves som en ’potensforlænger’, som en klient med tidlig sædafgang udtrykte det.

Kondomets mange fordele

Brug af kondom beskytter ikke alene mod sexsygdomme og uønsket graviditet. For kvinden kan regelmæssigt brug af kondom også mindske risikoen for overvækst af såkaldte anaerobe bakterier i skeden (bakteriel vaginose).

Dette skyldes ikke selve kondomet, men den beskyttelse, det giver, imod mandens sæd, som har en høj pH og derfor kan forstyrre den naturlige balance mellem ’gode’ (laktobakterier) og ’dårlige’ (anaerobe) bakterier i skeden.

Hvordan gør man det nemmere og mere naturligt at bruge kondom? Her får du fem bud…

1. Gør kondombrug til et sundt ritual:

Ønsker du at beskytte dig bedst muligt mod sexsygdomme og uønsket graviditet er det fornuftigt at gøre kondombrug til et sundt ritual på lige fod med tandbørstning og brug af sikkerhedssele, når du kører bil. Gør det nemt og ligetil at finde kondomet frem, eksempelvis ved at have et kondom eller to liggende i en baglomme.

Du er ikke født med født med en komplet pakke af sunde ritualer, de skal indlæres.

Kondombrug kan gøres til en naturlig ting på lige fod med tandbørstning og brug af sikkerhedssele, men det kræver en indsats - især i starten.

Herefter behøver du ikke tænke nærmere over for og imod kondombrug – du hiver det bare frem.

2. Understøt brugen af kondom med en leveregel:

Leveregler kan bruges til at understøtte vores gode og meningsfyldte intentioner. En af mine klienter fandt støtte i levereglen: Når bukserne ryger af, skal kondomet ryge på!

Har du en leveregel, når det gælder brug af kondom ifm. sex med en ny partner?

3. Genkald dig dine fortrydelser:

Mange har nemmere ved at tro på det meningsfyldte i kondombrug, efter de har haft usikker sex, eller efter de har pådraget sig en sexsygdom.

Her vil de fleste fortryde, at de ikke brugte gummi. Det er nemmere at lære af livet – og sexlivet – når vi genkalder os vores erfaringer med sikker versus usikker sex.

4. Gør det ufarligt at bruge kondom:

Hvis man på forhånd siger til sig selv, at det er svært at bruge kondom, eller at det er en partykiller, så bliver det som regel selvopfyldende profetier.

Det kan kræve øvelse at gøre det ufarligt at hive gummiet frem, men det er bestemt muligt. Det handler blandt andet om at have et naturligt og afslappet forhold til at sætte gummiet på.

Den endnu utrænede mand kan købe en pakke kondomer og øve sig i at sætte gummiet på ifm. onani.

Derved kan manden samtidig blive klogere på, hvordan det føles at have gummiet på, og om det betyder noget for hans evne til at ejakulere.

5. Gør det sjovt og frækt:

Det er et fælles projekt at gøre det sjovt og frækt at bruge kondom. Tænk jer helt fri.

Ville det være sjovt at købe kondomerne sammen? At købe kondomer med sjove former og farver eller med smag?

Eller at rulle kondomet på med munden? (kræver øvelse!).

Gør det tilladeligt at eksperimentere og lege med kondomet, som var det et stykke sexlegetøj. Her link til en tidligere artikel om at gøre det frækt at bruge kondom.

Det korte svar på spørgsmålet i artikeloverskriften må være: Kondomet kan opleves som alt fra en partykiller til en potensforlænger, men uanset hvad, kan du gøre dit, for at sikker sex bliver naturligt og sjovt,

Jesper