Poul Joachim Stender er sognepræst. Det har han været i 33 år. Næsten lige så længe har han været gift med sin kone.

Og på de to punkter adskiller han sig væsentligt fra mængden. Det samme job og den samme kone i mere end 30 år.

Statistikkerne melder om, at halvdelen af de 30.000 danske par, der hvert år indgår ægteskab, bliver skilt igen. Og denne tidstypiske trend møder Stender også i sognegården.

Her kommer mange sognebørn, der er på randen af – eller midt i - en skilsmisse. De er i sorg og ofte så vrede, at de råber højt, har lyst til at begå vold med deres ægtefælle, og det er ikke bare mændene. Skilsmissen kalder det værste frem i mennesker og specielt hos den, der føler sig forrådt og svigtet.

Tre typer skilsmisse

Poul Joachim Stender møder i dag nærmest tre overordnede kategorier af skilsmisser:

Der er de helt unge, der hurtigt finder ud af, at de ganske enkelt ikke passer sammen og derfor bliver skilt, og den gruppe er uundgåelig.

Find kærligheden igen

Til en eksperimentel serie på DR2 søges par, der går i skilsmissetanker. I denne serie er det tanken at hjælpe par i skilsmissetanker til at få kærligheden tilbage i forholdet.

Hvis din interesse er fanget, så kan du kontakte redaktionen med henblik på en uforpligtende samtale. Mail: kek@dr.dk eller mobil +4521298605

Den anden gruppe er de yngre par, der har hoveder og hænder fulde af børn, arbejde og tidsrøvende fritidsaktiviteter, og hvis forhold er blevet en praktisk foranstaltning. Parterne er mere blevet kammerater end elskende.

Og den tredje gruppe er de ældre, der er nået pensionsalderen og pludselig opdager, at de faktisk ikke kender hinanden.

- Desværre bliver mange skilt, når de når pensionsalderen. Hele livet har de sikkert talt om, at når de skulle pensioneres, så ville de leje en autocamper og rejse ud i verden.

- Men de glemte at holde generalprøver i løbet af livet, de brugte tiden på at spare op, men de har ikke forberedt sig mentalt, og så bliver det chokerende at skulle være så meget sammen.

Moralen er således ifølge Stender, at hvis man ikke øver sig på at nyde livet, så kan man ikke finde ud af det som pensionist.

Poul Joachim Stender er sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland. Han har svært ved at acceptere, at så mange ægtepar lader sig skille, når nu vi har indgået en pagt med hinanden og med Gud. Han mener, vi skal kæmpe mere for ægteskabet.

Sig ja – også til modgangen

Så hvad er det, at præsten, der har været gift med den samme i næsten 33 år, gerne vil lære os om parforholdet og kærligheden midt i en tid, hvor normen nærmest er skilsmisse?

Ja, han vil blandt andet understrege, at når han i vielsesritualet spørger folk, om de vil have hinanden i både medgang og modgang, så er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kun har lyst til medgangen.

Vi vil være elskende hele tiden, vi vil være glade hele tiden, og vi regner ikke modgang, ulykke og smerte med i vores tilværelse.

Poul Joachim Stender, sognepræst

- Livet er både godt og skidt. Sådan er ægteskabet også, der er vidunderlige stunder, og der er frygtelige stunder, kærligheden er både vidunderlig og forfærdelig. I den græske mytologi gifter kærlighedsgudinden Afrodite sig med krigens gud, Ares, og det må være fordi, man har vidst det lige siden antikken, at skyggen altid følger kærligheden.

- Jeg tror, at grunden til, at så mange bliver skilt, er, fordi så mange vokser op med en tro på, at man skal være lykkelig hele tiden. Vi vil være elskende hele tiden, vi vil være glade hele tiden, og vi regner ikke modgang, ulykke og smerte med i vores tilværelse.

Derfor reagerer så mange - ifølge statistikkerne faktisk 50 par om dagen - ved at forlade partneren, når livet med ham/hende ikke er så gyldent og lækkert længere. Så føles det forkert, og så må man videre. Således lyder i hvert fald præstens forklaring.

Op fra dybet igen

Så den allerførste lære er ifølge Poul Joachim Stender at forstå, at alt kan ikke være lækkert hele tiden – der er også dystre stunder i livet og i ægteskabet.

- Sig til dig selv, at det hører med til ægteskabet, at man nogle gange er helt nede i dybet, men man kommer op igen. Og det er ikke, når man sidder nede på bunden, at man skal tage voldsomme beslutninger som eksempelvis at blive skilt.

Han har jo selv været der, forklarer han. Det har heller ikke altid været let for ham. Som ung var han ikke selv bevidst om, hvor umage man skal gøre sig. Men erfaringen har lært ham, at man livet igennem skal generobre den kærlighed, man engang erobrede.

- Det gør man ved hele tiden at sørge for at være spændende for den anden. Både fysisk, men også intellektuelt og ikke bare køre med samme vittighed i 30 år eller lange taler om benzinpriser, men at man øver sig i at være interessant. Læser bøger, digte, går på museer eller teater og taler med hinanden om andet end praktikken i hverdagen.

  • I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt, det er mere end 50 par om dagen.
  • Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år.
  • Langt de fleste går fra hinanden, inden de når ægteskabets 7. år

Ægte- eller købmandskab

Desværre hersker der i disse år en tendens til, at der blandt mange yngre par i dag går god gammeldags købmandskab i ægteskabet - nu har jeg lavet mad, så er det din tur til at gå ud med skraldespanden...osv. Ikke dermed sagt at man ikke skal deles om de praktiske gøremål, forklarer Stender og supplerer:

- Men det er som om, at alt skal deles op i retfærdighedens navn. Man under ikke, at den anden får mere end en selv. Og så lider mange - måske især de unge mænd - af den opfattelse, at man i et forhold skal være rørende enige om alt og hele tiden gøre det, den anden synes for at gøre den anden tilpas. Men i ethvert forhold har man brug for et godt modspil, så man ikke ender med at blive kedelige og intetsigende overfor hinanden.

Det er jo faktisk skræmmende, hvor meget mange er væk fra hinanden. Og fritiden bliver nærmest en kopi af arbejdslivet.

Poul Joachim Stender, præst

Har vi tid?

Men er det i bund og grund ikke også et spørgsmål om tid. Vi har jo meget travlt i disse år, der er så mange valg og så mange muligheder i livet, som mange forståeligt nok gerne vil have indfriet? Og så er der måske ikke den fornødne tid til at være kærester?

- Travlhed er noget, der kommer indefra og ikke udefra. Det er jo faktisk skræmmende, hvor meget mange er væk fra hinanden. Og fritiden bliver nærmest en kopi af arbejdslivet, hvor vi heller ikke ser meget til hinanden.

- Hvis man hele tiden går rundt og siger, ’hvor er det ærgerligt, at jeg ikke er nok sammen med min elskede’, så er det fordi, man ikke har prioriteret det nok og måske ikke har lyst nok til det. Så må man overveje – hvorfor har jeg ikke tid nok til min elskede?

Prioriter kærligheden i tide

Poul Joachim Stender håber på, at han ved sin medvirken i en række nye DR2 programmer med mennesker, der har haft overvejelser om skilsmisse inde på livet, kan være med til at ændre vores opfattelse af kærligheden.

- Når folk er kommet til mig, er det ofte for sent. Når de først er nået til beslutningen om skilsmisse, så er der sagt for mange onde ord og for mange dårlige budskaber til, at man kan finde sammen igen. Måske kan parterne mødes – men det er svært at genfinde kærligheden.

- Meningen med de her nye tv-programmer skal efter min mening være at sende et budskab til folk om at prioritere deres elskede – mindst lige så højt som de prioriterer deres børn – og de skal huske at gøre det i tide.