24 år mellem præsidenten og hans kone: Når kærlighed er uden alder

Hun er 24 år ældre end ham, og det er i den grad noget alverdens medier har hæftet sig ved, når det drejer sig om den kommende præsidentfrue, 64-årige Brigitte Trogneux.

Den kommende franske præsident Emmanuel Macron med sin hustru, Brigitte Trogneux. AFP PHOTO / Patrick KOVARIK (Foto: Patrick Kovarik © Scanpix)

Kærlighed har ingen alder. Siger man. Men ikke desto mindre har forholdet mellem Frankrigs nyslåede præsident Emanuel Macron og hans 24 år ældre kone, den 64-årige, Brigitte, trukket overskrifter i alverdens medier.

For hun kunne jo være hans mor. Og hun var hans dramalærer, da han var bare 15 år, dengang de forelskede sig i hinanden osv., osv.

Men kunne det tænkes, at det forholdt sig således, at alder bare er et tal - og ikke har det fjerneste at gøre med kvaliteten og holdbarheden af et kærlighedsforhold?

Brigitte Trogneux ved valgstedet, hvor man må formode, at hun har stemt på sin mand. REUTERS/Philippe Wojazer (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Det var anderledes

Danske Mads er 48 år og nygift. Hans kone er 65 år.

- Benthe og jeg mødte hinanden på Skanderborg Festivalen for to år siden. Vi mødte hinanden i tequila-baren, og vores blikke kunne bare slet ikke komme fra hinanden. Det var fantastisk, og det endte med, at vi dansede sammen i bare tæer i sandet. Og vi har nærmest været sammen lige siden, forklarer han til P1-programet, 'Kejser'.

Det var lidt overraskende at finde ud af, at hun var 17 år ældre end mig.

Mads, 48 år, gift med Benthe, 65 år

- Det føltes anderledes. Der var bare noget med, jeg kunne simpelthen ikke få øjnene væk fra hende. Det var det uforklarlige – og jeg kunne mærke, at hun havde det lige sådan.

Hun var nok ældre

På det her tidlige tidspunkt bemærkede Mads godt, at Benthe var ældre end ham. Men han tænkte, at det nok ikke drejede sig om så meget.

- Det var også det lidt spændende i det. Det var lidt overraskende at finde ud af, at hun var 17 år ældre end mig. Men hun er jo flot, hun holder sig godt, og hun har et ungt sind, forklarer Mads og supplerer, at hans udkårne nok havde flere forbehold, end han havde, i forhold til at hun er så meget ældre.

Mads har ikke selv børn, men Benthe har to fra et tidligere forhold.

- Jeg kunne da godt have valgt anderledes ved at finde en, der er ti år yngre og få børn med hende – men det har jeg altså valgt fra. Det gjorde jeg allerede for flere år siden.

Følelserne skal være til stede

Mette Smidt er psykolog og også en af eksperterne i DR1-programmet, 'Gift ved Første Blik'. Hun forklarer, at udseende og den umiddelbare tiltrækning har stor betydning, når vi mødes og forelsker os i hinanden.

- Jeg synes ikke, at man skal gøre sig til dommer og afgøre hvilken slags kærlighed, der er den mest rigtige. Dét, at følelserne er til stede mellem to personer, er jo det mest vigtige.

Det kræver tid

Det kræver ekstra tid og engagement at sætte sig i hinanden sted, når der er stor aldersforskel i et forhold. Men engagement er vigtigt for at forstå, hvilken verden den anden agerer og reagerer ud fra. Jo mere vi lærer at tolerere, rumme og sætte os i den andens sted – desto større er chancen for, at vi kan tolerere forskelle som eksempelvis alder og interesser.

Kilde: Psykolog Mette Smidt

- Men det, der kendetegner et forhold med stor aldersforskel, er, at de ydre omstændigheder har en betydning og kan være med til at lægge et større pres på forholdet.

En ny omgangskreds

Mette Smidt forklarer, at noget af det, man blandt andet må se i øjnene, når der er mange år mellem parterne, er, at man også får en ny omgangskreds, der er ældre end en selv, problematikken børn/ikke børn kan blive et emne, og så er den sociale accept meget vigtig.

- Noget tyder på, at vi har væsentligt nemmere ved at acceptere parforhold, hvor manden er ældre end kvinden, fortæller psykologen og supplerer:

- Det, der kendetegner et godt parforhold, er, at der er en grad af forudsigelighed - at jeg kan regne med dig i de ting, du gør og siger, både i dag og i morgen. Du er tilgængelig, når jeg har behov for det, og så handler det om, at man er engageret. Men hvis man befinder sig meget forskellige steder i livet, fx hvis en står udenfor arbejdsmarkedet, mens den anden stadig arbejder, så kan man godt blive meget udfordret på fx engagement.

Normen er den ældre mand

Professor i antropologi på Aarhus Universitet, Rane Willerslev fortæller, at der ikke findes mange steder i verden, hvor det er normalt, at kvinden er så meget ældre end manden, som tilfældet er det hos franske Macrons:

- Der er utroligt mange eksempler på steder, hvor det er kvinden, der er yngre end manden – bare for at nævne et eksempel, så er det blandt det

Andre måder

- Vi ser i stigende grad i dag, at det er kvinden, der er ældst, og at der er andre måder at bo sammen på. Men det hænger jo sammen med, at vi ikke længere gifter os som 23-årige, men at vi går ud og ind ad forskellige forhold, inden vi etablerer os.

Kilde: Karen Sjørup, kønsforsker, RUC

østafrikanske kvægfolk ikke ualmindeligt, at en mand har ti koner, hvor hovedparten er væsentligt yngre end ham selv. Men det handler om at kunne få børn, fordi børn mange af de her steder jo er lig med arbejdskraft.

- Jeg har faktisk ikke været i stand til at finde eksempler på det omvendte. Altså at man har et systematiseret ægteskabsmønster, hvor det er kvinden, der per definition er ældre end manden.

Det er ikke noget problem

Dog har Rane Willerslev fundet steder i verden, hvor man ikke betragter det som problematisk, at kvinden er ældre, og hvor det er endnu mere accepteret end her.

- Jeg har selv set flere eksempler på det i det nordøstlige Sibirien, hvor jeg har arbejdet, og hvor manden ofte gifter sig med en kvinde, der er fem, ti, 15 og helt op til 20 år ældre. Det betragtes som værende helt normalt og er slet ikke noget, man taler om. Der er i høj grad tale om kærligheds-ægteskaber, som vi kender det herhjemme. Skilsmisser er i øvrigt også lige så udbredt der som herhjemme – men det er ikke en økonomisk nødvendighed, der binder folk sammen.

- Generelt kan man sige, at når man kommer op i det her mere løse samfundsstrukturer, så er der meget mere, der er acceptabelt. Samfundet er bare generelt mere tolerant, forklarer Rane Willerslev.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve