Tema Klædt på til klimaforandringer

Anders Morgenthaler: Det er overraskende let at leve klimabevidst, hvis man vil

Kødet er skåret væk, flyrejserne er skåret væk, og forbrugsvanerne er lagt helt om hjemme hos forfatteren og tegneren.

Anders Morgenthaler ser det ikke som et tab af livskvalitet at leve klimabevidst, men tværtimod som en gevinst. (© Andreas Omvikhttp://andreasomvik.com)

Da tegneren, filminstruktøren og forfatteren Anders Morgenthaler og hans familie tog på ferie til Italien sidste sommer, brugte de ikke en krone på transporten derned.

Familien har nemlig investeret i en eldrevet Tesla. Umiddelbart et dyrt valg, men også et valg der er en del af familiens beslutning om at leve mere klimavenligt og bæredygtigt.

- Flyrejser er noget af det mest forurenende. Hvis du rejser med fly fire gange om året, så glem alle andre initiativer om at leve klimavenligt, så er alt andet peanuts.

Klædt på til klimaforandringer

Ændringer i det globale klima er en af vor tids største forandringer. 2016 var det varmeste år nogensinde målt på jorden. En rekord som nu er sat for tredje år i træk. I uge 17 sætter DR fokus på klimaforandringer ved at se på både udfordringer og løsninger. Læs mere på dr.dk/klima

Gå til tema

- Derfor er vi holdt op med at flyve på ferie.

I stedet har familien altså købt en bil, der kører på el, og med et ekstremt veludbygget gratis elnetværk ned gennem Europa kunne turen til Toscana klares helt uden udgifter til brændstof.

- Rejsen tog selvfølgelig længere tid, fordi vi skulle lade ofte, men så blev transporten også bare en del af rejsen derned. Og faktisk følte vi det som en luksus, at vi var nødt til at sætte tempoet ned og tage et par overnatninger undervejs.

- På turen kom jeg til at tænke på, at de ferier, jeg selv bedst kan huske fra min barndom, det er bilferierne, og det gjorde mig faktisk rigtig glad at tænkte på.

Anders Morgenthaler flyver stadig af og til i forbindelse med sit arbejde, men har skåret så meget ned på flyturene, som han mener, han kan.

- Så vi har altså ikke taget det fulde valg, endnu. Jeg går lidt og håber på, at man finder noget syntetisk brændstof til fly, men det er desværre ikke den vej, det går.

Et farvel til kød blev startskuddet

Familiens bevægelse mod en mere bæredygtig levevis tog sin begyndelse for otte år siden, da Anders Morgenthalers kone valgte at blive vegetar. Og da det er Anders, der laver maden hjemme i deres familie, valgte han at følge trop. For at der ikke skulle laves flere forskellige retter til hvert måltid.

- Jeg lagde ekstremt ambitiøst ud den første måned, hvor jeg satte mig et mål om, at jeg skulle skabe fremragende vegetariske mesterværker hver eneste aften.

- Det knækkede jeg selvfølgelig halsen på og gik helt kold, for det er rigtig svært at vende en vane. I stedet valgte jeg en strategi, hvor jeg fokuserede på fem forskellige retter, som jeg blev rigtig god til at lave, og så varierer jeg sådan set bare over dem nu.

Den dag i dag køber familien ikke kød.

Det er ikke sådan, at jeg fornægter kød. Jeg spiser det gerne på restaurant, hvis jeg er ude.

Anders morgenthaler

- Det er ikke sådan, at jeg fornægter kød. Jeg spiser det gerne på restaurant, hvis jeg er ude.

- Men vi køber næsten aldrig selv kød. Det, der sker, når man vænner sig til det, er, at man ikke føler et savn efter det eller et tab af livskvalitet ved at skulle undvære det.

Anders Morgenthaler forklarer, at det ikke som sådan er ét stort valg, han og hans familie har truffet, om at leve meget strikst og reguleret.

- Jeg ved selvfølgelig godt, at mit lille bidrag er en dråbe i havet, men det er jeg ligeglad med. I min verden er der ikke plads til skepsis.

- Vi har simpelthen besluttet os for at tage alle de små valg i den klimavenlige retning, vi kan, uden at det gør os sure eller småstressede.

Dogmeregler for køb af tøj

Klimabevidstheden i familien har bredt sig fra maden til forbrugsvanerne, særligt når det gælder indkøb af tøj.

- Næst efter flyrejser er tøj noget af det mest miljøbelastende. Så i forhold til indkøb af tøj har jeg sat nogle regler op for mig selv:

  • Jeg køber ikke noget samme dag, som jeg beslutter mig for, at jeg vil have det. Jeg venter mindst 24 timer. Det har betydet, at i over 50 procent af tilfældene, vælger jeg slet ikke at købe tingen. I de resterende tilfælde køber jeg til gengæld noget, som jeg er rigtig glad for.
  • Desuden har jeg lavet en prioriteret rækkefølge af tøjmærker, som jeg må købe fra. Det kan være mærker, der bruger økologisk bomuld, eller et firma der producere i Europa, helst Portugal, Spanien eller Italien, så man undgår børnearbejde.

Anders Morgenthaler tilføjer, at familiens ældste datter på 13 år – helt af sig selv – har taget ideen om at klæde sig bæredygtigt til sig og nu stort set køber hele sin garderobe i genbrugsbutikker.

Selv har han også lagt sit forbrugsmønster lidt om, så det er nogle andre ting, han forbruger nu.

- Jeg har fundet ud af, at køb af mad, vin, bøger og tv-serier er nogle af de ting, der gør mig mest glad. Og det kan jeg gøre med god samvittighed.

- Fx har jeg lige hørt, at mange bøger er trykt på certificeret papir med vegetabilsk farve. Så bøger kan man roligt købe.

Det er blevet en mission

Men klimabevidstheden i Anders Morgenthalers familie har også bredt sig ud over det helt almindelige hverdagsforbrug. Det er blevet en ideologi og en mission.

- Blandt andet har jeg selv truffet en beslutning om, at jeg vil investere halvdelen af min løn i projekter og startups, som kæmper for at ændre verden og hverdagen i en bæredygtig retning.

- Ligesom min kone og jeg, sammen med et andet ægtepar, har været med til at stifte en friskole ude på Amager. Den Grønne Friskole, hedder den.

Skolen bygger på principper om ”bæredygtighed, grøn indstilling, ro og skaberkraft i en omskiftelig tid”…, som der står på skolens hjemmeside.

Intet tab af livskvalitet

Har det været svært at lægge livsstilen om?

- Kun når jeg fx keder mig. Så kommer jeg til at lave overspringshandlinger, og så får jeg lyst til at købe noget. Til gengæld har det været meget let, fx når vegetarmaden og naturvinen smager rigtig godt. - Jeg ved selvfølgelig godt, at mit lille bidrag er en dråbe i havet, men det er jeg ligeglad med. I min verden er der ikke plads til skepsis.

- Jeg har faktisk været overrasket over, hvor let det har været at træffe de her valg, og det er kommet bag på mig, hvor lidt det føles som et tab af livskvalitet, men tværtimod som et bedre liv. Det giver mig en større nydelse at købe lokalt producerede mad- og forbrugsvarer, at sætte tempoet ned på min ferie, og øve mig i at tænke kreativt.

Den grønne tænketank Concito har listet de fem tiltag, som det bedst betaler sig at ændre på i sin hverdag for at hjælpe klimaet.