Balder giver de fortabte en chance: Man skal altid gå tilbage til en fuser

Byggefirmaet LOGIK & CO., som er ledet af Balder Johansen, bygger på, at alle fortjener en chance.

Hos LOGIK OG CO. er der plads til alle - uanset køn, hudfarve og alder. (Foto: DR Danmark © Type 2)

Hver dag klokken halv syv møder omkring 50 håndværkere ind hos LOGIK & CO. på Nørrebro. Det er en broget flok der møder ind, og de møder altid en halv time før arbejdstiden begynder, så der er tid til en kop kaffe og en snak.

LOGIK & CO. er et byggefirma, hvor social ansvarlighed fylder meget.

- Det handler om, at vi som mennesker ikke altid skal på, at et system reagerer, men at vi også selv tager ansvar for at sige: er der en ved siden af dig, der trænger til en hånd, så giv dem en hånd, fortæller Balder Johansen, daglig leder i LOGIK & CO.

Kriminelle og handicappede

Hos LOGIK & CO. handler det om at give folk en chance og løfte dem ud af en trøstesløs situation.

- Vi har en mulighed for at tilbyde folk noget arbejde eller en læreplads. Vi kan gå ud og vælge en helt masse store og stærke hvide mænd - det er normalt i byggebranchen, men det gør vi ikke, fortæller Balder Johansen og forklarer:

- Jeg kan jo se, at der er en masse andre mennesker, som bygger godt, men som der ikke bliver taget stilling til, fordi de er for gamle, for unge, har forkert baggrund, er kvinder, homoseksuelle, indvandrere, tidligere kriminelle, handicappede, har det skidt med livet, har mistet familien, mistet konen - hvad som helst.

Mød et helt specielt byggefirma på Nørrebro. Her er alle chefer og alle får det samme i løn. Og så ansætter de dem, som de andre ikke kan bruge. Det kan både være handicappede, socialt udfordrede og kriminelle. (Foto: DR Danmark © Type 2)

Karl fra Grønland

En af dem LOGIK & CO. har hjulpet er Karl fra Grønland. Han havde været i Danmark i ca. fire år, inden han startede i Logik og Co. Han snakkede nærmest ikke dansk. Han var i slutningen af halvtredserne og havde fem-syv børn med tre kvinder i Grønland.

Karl var utrolig dygtig med sine hænder, men han havde ikke en chance i Danmark, så han gik og fejede i en gård ude i Sydhavnen, indtil han fik en chance hos LOGIK & CO..

- Han kom her og blomstrede fuldstændig op. Han siger stadig ikke de store ting og er fortsat dårlig til dansk, men han er blevet en glad mand, som passer sit arbejde og forsørger sin familie. Han er virkelig vokset på de fem-seks år han har været hos os, fortæller Balder om Karl.

Balder Johansen

52 år og vokset op i København. Gik ud af skolen som 15-årig i 1980 efter 9. klasse.

Han flyttede på Christiania, hvor han lærte at bygge i stort set alle fag og arbejdede i indkøbscentralen, Christianias byggesjak, den grønne genbrugshal og den grå hal.

Han er også en del af miljøet omkring BZ-brigaden, hvor han blandt andet arrangerede kulturbegivenheder og deltog i ombygningen af flere ungdomshuse.

Efter 13 år på Christinia flyttede han til Nørrebro.

Han startede i virksomheden Egen Vinding og Datter i 1994. I 2001 er Egen Vinding og Datter så stort, at de vælger at decentralisere og på den måde opstår LOGIK & CO.

De mest høflige mennesker

Men det er ikke problemfrit at ansætte folk med så forskellig baggrund.

- Vi opdrager sindssygt meget; du skal lære at møde til tiden - ikke to minutter efter, du skal møde forberedt, du skal være høflig for kunderne, du kan ikke bare rende rundt og fyre grimme ord af, fortæller Balder Johansen og fortsætter:

- Det kan tage vildt lang tid at lære et curlingbarn, at det ikke har ret til 15 procent sygedage ligesom i skolen. Lige så svært kan det også være at lære en med kriminel baggrund, at han bliver nødt til at stoppe. Man kan ikke bare opføre sig på en eller anden asocial måde. Man bliver nødt til at tænke over, hvordan man er udadtil.

Og det giver heldigvis bonus hos kunderne.

- Det sjove er, at det har fået den sideeffekt, at vores kunder kommer og siger til mig; hvad fanden sker der? Du har de mest høflige mennesker i verden. De ligner nogen, der kunne spise mig til morgenmad, men de står med deres sutsko i hånden og spørger pænt, om de må komme ind og lave mine lister, fortæller Balder.

LOGIK & CO.

LOGIK & CO. har ca. 50 ansatte pt og har eksisteret i 15 år. I øjeblikket har de 10 lærlinge, og er dem der tager flest lærlinge i forhold til virksomhedens størrelse.

En normal arbejdsdag er fra kl. 7 til 15, men de møder ca. en halv time før og går en halv time efter, så der er tid til en kop kaffe.

Alle får det samme i løn undtagen lærlingene, da alle lærlinge har en fast overenskomst

De ansatte har medbestemmelse på alle store beslutninger.

Den største gruppe er tømrere, den næste er snedkere, så kommer elektrikere, murere, smede, tagdækkere, og under alt det her ligger der en gruppe af arbejdsmænd, der kan alt muligt mellem himmel og jord.

God investering for virksomheden

Man kan måske godt få tanken, om det virkelig kan betale sig at investere så meget tid på at hjælpe og opdrage ansatte og lærlinge, men det er der ingen tvivl om ifølge Balder Johansen:

- Hvis man kun ser på det i forhold til virksomhedsdrift, så er det sådan, at jo flere lærlinge du har udlært og jo flere du har givet en chance, jo flere er der til at give dig en hånd.

- Det vil sige, at hvis jeg ringer rundt til en masse af mine gamle lærlinge og siger; hey vi har brug for nogle tømre og elektrikere, så vil de stå her som et søm - også selvom de skal gå ned i løn og havde et andet arbejde. De ville droppe det, hvis jeg bad dem om det. Det er jeg 200 procent sikker på.

Den hjælpende hånd og de mange chancer kan også være med til at give firmaet opgaver på sigt.

- Nogen af dem, som vi har udlært eller som har været hos os, er gået videre og har videreuddannet sig til bygningsinstruktør, ingeniør eller arbejder på en tegnestue eller noget andet. De kommer jo efterfølgende og opfordrer os til at lægge billet ind på forskellige projekter, fortæller Balder Johansen.

Alle får noget ud af det

Der opstår også en form for kæderaktion, når LOGIK & CO. hjælper og løfter folk.

- Vi har altid haft hjælp til selvhjælp; man skal hjælpe sin næste, så de kan hjælpe deres næste, fortæller Balder Johansen og fortsætter

- Det at få en 16-årig dreng ind, som ikke ved, hvad han vil være. Have ham her i halvandet til to år, hvorefter han så beslutter sig for at blive murer. Og så se ham selv få en af de her helt unge i hånden og hjælpe dem på baggrund af hans erfaring. Det kan du ikke gøre bedre.

Mød en gruppe håndværkere, der ikke er ligesom alle de andre. I andet afsnit skal lærlingen Victor op til sin svendeprøve, og han vil gerne gøre både sine kolleger og sin familie stolt. (Foto: DR Danmark © Type 2)

Ifølge Balder udvikler alle sig hos LOGIK & CO. Og det er ikke kun på arbejdet, men også privat.

En af dem, hvor Balder har set en sådan udvikling hos er syriske Rashid. Rashid kunne, ligesom Karl, intet dansk, da han startede hos LOGIK & CO., og han havde heller ikke rigtig noget socialt liv. Men han var en meget dygtig snedker.

- I dag snakker han stort set flydende dansk, og han begynder at tage mere ansvar - både her og i sit eget liv, fortæller Balder om Rashid og fortsætter:

- Han begynder langsomt at opleve Danmark, og han kommer med billeder af nogen, han har mødt eller snakket med, eller af en eller anden flirt han har.

- Det er fedt. Han lever, og han lever et helt liv nu. Det handler det meget om for os, det der med at folk får lov til at leve et helt liv. At de ikke bare er en sag; du er flygtning, du er socialt udsat, du er bare almindelig mand med et arbejde.

Bliver ved med at give chancer

Det at give chancer og hjælpe andre vil fortsætte med at have en stor betydning i værdigrundlaget hos LOGIK & CO.

- Man skal altid gå tilbage til en fuser. Vi giver chancer, så længe vi ikke føler os udnyttet. Så længe vi kan se, der er en kampgejst i den anden ende.

- Jeg tror på, at det der med at være en blandet flok giver noget. Du får en bedre gruppe, fordi den hele tiden bliver udfordret af hinandens holdninger og tilgang til tilværelsen – også kulturelt. Den diversitet er enorm. Så faktisk tror jeg, at vi ved mere om kulturer end rigtig mange andre mennesker, fordi vi hver dag sidder og fortæller, hvad vi oplever derhjemme i meget forskellige hjem.

Du kan se mere om LOGIK & CO. i DR1's nye programserie Frihed, lighed og tømmerlus - hver torsdag kl. 20.30 på DR1 eller på dr.dk.