Bliv mindful med malebog og farver

Farvelægning af en stregtegning er ikke bare for børn - det kan også give voksne ro på.

Du skal lægge hele dit nærvær i det at tegne, siger psykolog Vibeke Wagener, så kan du faktisk bruge det til mindfulness. (Foto: Ruth Jenkinson © Getty Images)

Det her er sikkert en øvelse, du udelukkende praktiserer sammen med dit barn: Grib farver eller tuscher og farvelæg en stregtegning i en malebog.

Men faktisk kan du med fordel gøre det til en voksen-aktivitet, og så kan den bruges som en form for mindfulness og en del af en taknemmelighedsøvelse, fortæller parterapeut Jesper Bay-Hansen:

Jesper Bay-Hansen

Jesper Bay-Hansen er både speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi. Han driver sin egen praksis, Klinik for Sexologisk Rådgivning og Samtaleterapi.

Desuden holder Jesper Bay-Hansen mange foredrag i hele landet, ligesom han også skriver bøger og underviser læger, medicinalvirksomheder, psykologer, sexologer og private.

- Man kan være mindful på mange måder, og en af de nyeste er at farvelægge stregtegnede billeder i malebøger eller på kortpostkort.
Det handler om at lade sin bevidsthed gå til farvelægningen af papiret og langsomt give slip på hverdagens mange stress-og-jag tanker og andre tanker og følelser, der virker forstyrrende eller belastende.

Find taknemmeligheden

Jesper Bay-Hansen har netop udgivet den lille bog ”TAKnemmelighedskortet”, som er en bog med postkort, hvis forside du kan farvelægge, og så kan du på bagsiden skrive dine taknemmelige tanker ned.

Det kan være taknemmelighed for livet, eller taknemmelighed rettet mod fx din partner.

- Mindful maling kan være en kærkommen måde at genvinde jordforbindelsen på.

- Når man først har genvundet roen, bliver det nemmere at få kontakt til alle de små og store ting, man føler sig taknemmelig for eller er tilfreds med i sit liv. Derfor, mener jeg, at der er et stort potentiale i at kombinere mindful maling med for eksempel en taknemmelighedsøvelse.

Hvis du er særligt glad for blomster, så har kunstneren Nina Leth også netop udgivet en malebog for voksne med blomstermotiver, ”Fantasifuld flora”, som er den første ud af en planlagt serie på tre malebøger.

Ikke kritisere din tegning

Det, der kan blive til mindfulness i tegneprocessen, er, hvis man uden at bedømme farver og resultat kan være fuldt til stede i selve farvelægningen øjeblik for øjeblik, forklarer psykolog Vibeke Wagener fra psykologhuset Mindwork, der også har kurser i mindfulness.

- At nyde selve tegne-oplevelsen frem for at være optaget af at bedømme og kritisere tegningen.

- Det handler om at være helt med i det visuelle indtryk, bevægelserne med farveblyanten og følge de kreative impulser - og blive ved at komme tilbage til det, hver gang tankerne ræser af sted med een (om indkøb, arbejde, aftensmaden, mm). Tilbage til tegningen hver gang.

Det handler om at være i oplevelsen

Hvis man lykkes med at holde fokus på tegningen i stedet for alle de tanker, der presser sig på, kan man opleve nærvær med det, man er midt i.

- Et nærvær der er fyldt med direkte oplevelse og rigdom i sig selv, og hvor tankerne ikke dominerer så meget. Ofte oplever vi vores tanker OM en oplevelse langt mere end selve oplevelsen, forklarer Vibeke Wagener.

- Ligesom at være mere optaget af at tage en selfie af oplevelsen end at VÆRE i oplevelsen med hele sit nærvær.

Farverne er ikke så vigtige

Farvevalget er som sådan lige meget - mindfulness handler om at være til stede, ikke at dømme og vurdere farverne.

- Men nogle farver kan måske fremkalde bestemte følelser eller associationer - som man kan opleve kommer og går, hvis man lader dem være i fred uden at bedømme dem, dyrke dem eller prøve at skubbe dem væk.

- Det handler om fuld kontakt, nærvær og direkte oplevelse - ikke kun at være i vores tanker OM oplevelsen.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve