BREVKASSE Hvad er forskellen på en psykopat og en narcissist?

En del af forskellener deres syn på andre mennesker: Er de i vejen eller nødvendige redskaber?

Der kan være mange overlap mellem de to personlighedsforstyrrelser, understreger psykolog Henrik Tingleff. (© ColourBox)

Spørgsmål:

"Har du mulighed for at beskrive hvorledes en psykopatisk diagnose skiller sig ud fra din beskrivelse af narcisisme?"

SVAR:

Tak for dit interessante spørgsmål. Det er super spændende og meget relevant - og det er jo et, der diskuteres igen og igen. Hvad er forskellen på narcissisme og psykopati? Hvem er hvad? - og hvad er min chef mest?

Henrik Tingleff

Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.

Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger.

Se profil

Jeg går derfor virkelig ud på tynd is her. Både fordi jeg ikke vil påberåbe mig titel som ”ekspert i personlighedsforstyrrelser eller -strukturer”, og fordi det vitterlig er et felt, der er mange meninger om og vinkler på.

Det, vi sammenligner, er altså dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse over for narcissistisk personlighedsforstyrrelse - med de forbehold, der nu er i forhold til. hvilke diagnose-systemer, de hver findes i.

Der er mange forskelle og mange nuancer, og jeg kan ikke på denne plads dække det hele fyldestgørende og udtømmende, men jeg vil give dig et par træk, som i alt fald i min bog giver mening.

Er andre nødvendige eller i vejen?

For narcissisten er andre mennesker et vigtigt ”publikum”. Det er vigtig at kunne flashe rigdom, berømmelse, succes - og være midtpunkt. Man har brug for nærmest ubegrænset beundring - og andre mennesker er derfor nødvendige.

For personen med den antisociale personlighedsforstyrrelse er andre mennesker mere ”i vejen”. Han har svært ved at sætte sig ind i andres følelser og er faktisk ligeglad med dem. Han føler ikke noget ansvar for fællesskabet, føler sig ikke forpligtet i forhold til nogen - og har rigtig svært ved at fastholde relationer.

Selvbillede

Nå vi i klinisk praksis hører klientens tanker om sig selv, så ser vi også her en forskel mellem de to personlighedsforstyrrelser.

Hos personen med den antisociale personlighedsforstyrrelse er det oftest tanker om at være ”stærk”, ”uafhængig”, ”autonom” - the lonely wolf.

Hos personen med den narcissistisk personlighedsforstyrrelse handler tanker om sig selv mere om at være ”speciel”; ”unik”, ”genial” - the star

Der er altså sådan forsimplet og populært sagt et lidt ”grovere” og ”hårdere” udtryk over tankerne om sig selv hos personen med antisocial personlighedsforstyrrelse end hos narcissisten.

Strategier

Når vi ser den adfærd, der er hyppig, så handler det for personen med den narcissistiske personlighedsforstyrrelse rigtig meget om at søge prestige - og det opnås gennem både at forherlige sig selv, men også bruge andre, manipulere og bryde regler. Ikke fordi regler ikke er vigtige for narcissisten - det gælder bare ikke for ham.

For personen med den antisocial personlighedsforstyrrelse er regler kun for fjolser - og de er til for at blive brudt. Verden er en jungle, hvor kun den stærkeste overlever. Det er fløjtende lige meget, hvad andre tænker om ham, og han bliver derfor hurtigt aggressiv, dominerende eller kriminel for at få det, han vil have. Det, som andre bare er i vejen for.

Det var tre bud. Der er hele diskussionen om, hvorvidt vi overhovedet kan sætte folk i disse ”kasser”, om der er flere overlap end forskelle, om det jeg fremhæver her nu også er 110% korrekt og passer i alle cases - og om der er andet, der er vigtigere eller mere karakteristisk.

Den diskussion er velkommen - for det ér et kompliceret felt.

Jeg har givet mit ydmyg bud -jeg håber det har givet dig lidt afklaring!