Du er god nok - også uden slankekur og skrap motion!

Du er træt efter decembers juleræs, og det er mørkt og koldt derude - så hvorfor også piske sig selv med ekstra hård motion og grøntsags-smoothies?

Man kan hurtigt få kuren galt i halsen, hvis man slår sig selv i hovedet med den hvert år i januar. Men sådan behøver det ikke at være, siger psykologen. (© Gettyimages)

Hvad er det januar har gjort, siden den er blevet en af de måneder, man ligesom bare skal igennem?

Den kan jo ikke gøre for, at den er både mørk og kold og ikke har nogle helligdage. Men det er også som om, at den lige får et ekstra nøk nedad, fordi den også er blevet årets første måned, og så skal man partout både på kur og oprette medlemskab i fitnesscentret. Samme procedure - hvert eneste år, James!

Hvorfor gør vi det? Hvorfor udnævner vi ikke bare januar til måneden på året, hvor vi læner os tilbage og puster ud og kommer til kræfter?

Henrik Tingleff

Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.

Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger, senest Fri For Ludomani.

Du kan spørge Henrik om alt, der har med os mennesker og vores relationer til hinanden at gøre.

- Tænk på, at vi har lige overstået december, der er en af de mest infame måneder på året. Ikke alene har vi rigtig mange deadlines og årsafslutninger på diverse regnskaber og projekter på jobbet, vi skal også sørge for at købe julegaver, arrangere jul, lave julemad og sørge for alle de sociale forpligtelser i juledagene.

- Er vi heldige, har vi lige et par dage mellem jul og nytår, hvor vi så kan puste ud, men ellers drøner vi rundt og bytter julegaver og arrangerer nytår og fest – så er der ikke så meget at sige til, at vi i hvert fald ikke kommer afslappede tilbage på arbejde i januar. I praksis har vi jo faktisk slet ikke holdt ferie, forklarer psykolog Henrik Tingleff, der er direktør i psykologvirksomheden Mindwork, og som også besvarer spørgsmål her i brevkassen på Lev Nu.

I bilkø med lavt blodsukker

Henrik Tingleff mener, at vi på mange måder selv er med til at gøre januar ekstra sur, fordi vi pålægger os selv alle mulige - og umulige - mål, bare fordi det er januar. Det er nærmest blevet en refleks at trække diverse regler ned over hovedet på os selv, når der står 01 i kalenderen.

- Lige nu sidder jeg fx i bilkø en kold og mørk morgen på vej på job – hvor fedt er det?

- Og hvor meget mere fedt bliver det, hvis jeg samtidig også har pålagt mig selv at være på en 400 kalorier-om-dagen-grøntsagssmoothiekur - som sænker mit blodsukker og gør mig urimelig, når jeg har superondt i højre ben, fordi jeg absolut skulle overtræne i fitnesscentret i aftes - og så topper det med, at i det nye år skal jeg være en superforælder, så jeg er også allerede stresset over, at jeg skal sørge for at finde tid til at hente ungerne lidt tidligere end normalt og... puha, prøv lige at se på det! Det er jo dømt til at fejle!

Hvorfor egentlig maraton?

Henrik Tingleff opfordrer til - med slet skjult glimt i øjet - at gå imod strømmen og nytårsforsætter-trenden, ganske enkelt fordi han mener, det for nogen kan have den modsatte effekt.

- Hvis du sætter barren efter december, hvor du er superstresset og har spist som et svin, så er det klart, at januar bliver for sur og projekterne dømt til at fejle. Faktisk er det resten af året, du skal skele til og sige til dig selv, at alt det, du gjorde i det forgangne år, er godt nok.

- Hvorfor skulle jeg fx selv spænde buen og træne til maraton i det nye år, når jeg har nu været god til at løbe mine to ture om ugen i året, der er gået. Det er da godt nok, bliv ved med det.

Det fede ved januar

Det fede ved januar er derfor ifølge Henrik Tingleff, at vi kan bruge årets første måned til at se tilbage på det forgangne år og huske os selv på, at der var rigtig mange ting, vi gjorde rigtigt sidste år, og alt det gode skal vi fortsætte med at gøre i det nye år.

- Langt de fleste af os er slet ikke så skidt kørende, som vi i januar kan komme til at synes. Det er da okay at have et nytårsforsæt - men jeg tror, der er meget at vinde ved ikke kun at kigge på, hvad der kan gøres anderledes, men i stedet bruge lidt kræfter på det gode der bare skal fastholdes.

Hvorfor udnævner vi ikke bare januar til måneden på året, hvor vi læner os tilbage og puster ud og kommer til kræfter?Brevkasse-psykologen foreslår at gå imod strømmen med nytårsforsætter.

Opslået af DR Nyheder på 10. januar 2016

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve