Du kan lære at sove godt

Sover du dårligt om natten, så fortvivl ikke. Du kan nemlig lære at sove bedre.

Vi lærer selv vores hjerne at sove dårligt. Dybest set er mennesket nemlig skruet sammen til at få en god og givende nattesøvn. (© Colourbox)

Nogle mennesker lægger på hovedet på puden - og vips, så sover de. Andre kan ikke falde i søvn. Og andre igen vågner klokken tre om natten og ligger så ellers og roterer og falder først i søvn en times tid, før de så skal op og af sted på job.

En fjerdedel af befolkningen skønnes ifølge søvnlæge Søren Berg at have en eller anden form for søvnproblem. Det varierer dog, hvornår i livet folk har den slags problemer.

-Visse mennesker har faktisk dét, man kalder for et dårligt sovehjerte. Der er familier, hvor man kan se, at det går igen, at medlemmerne i familien har dét, jeg kalder for en følsom søvn, forklarer søvn-ekspert Søren Berg, der er leder af den søvnmedicinske klinik ScanSleep.

Søren Berg

Søren Berg er associeret professor i medicin ved Universitetet i Lund og akkrediteret søvnmedicinsk specialist.

Søren Berg er medstifter af søvnklinikken ScanSleep, hvor han er ansvarlig for forskning, kliniske forsøg og registreringsmetoder.

Det er mennesker, der ifølge søvnlægen let bliver forstyrret i deres søvn.

- Det er også typisk mennesker, der måske mentalt bliver let stressede, og som har svært ved at falde til ro og holde på søvnen hele natten.

Der er således en stor gruppe af mennesker, der ganske enkelt er dårlige til at sove, og mange af dem må hjælpes med sovemedicin.

-Vi har mange patienter, som kommer her med et problem, som vi hjælper dem med - men der er også nogle, hvor det viser sig, at vi ikke kan hjælpe, og hvor man bliver nødt til at fortsætte med sovemedicin.

Hjælp at hente

Til gengæld kan langt størstedelen af de dårligere sovere ifølge Søren Berg hjælpes til at falde i søvn og opretholde søvnen i løbet af natten - og uden medicin.

-I bund og grund har de fleste mennesker fra naturens hånd en normal søvn. Det er en stabil størrelse, som er så grundlæggende en fysiologisk ting og meget gammel i sin opbygning - og i øvrigt en vanvittig solid størrelse - så langt de fleste mennesker har et eller andet sted i bunden en taktsøvn. Det vil sige, at hjernen generer og prioriterer søvnen på den helt rigtige måde, men af en eller anden årsag bliver den hos mange forstyrret.

-Det kan være en mental forstyrrelse: En sorg, en krise, en stressperiode - det kan for visse kvinder være en besværlig ammeperiode, en besværlig graviditet - som gør, at søvnen i kortere eller længere tid bliver alvorligt forstyrret. Og så holder den forstyrrelse sig og bliver med tiden selvforstærkende. Man tillærer sig med andre ord en dårlig vane - og den hopper hjernen så med på.

En dårlig vane

At dårlig søvn går hen og bliver et tilbagevendende problem, kan man således karakterisere som en dårlig vane.

Sov godt

Gode råd til natten:

-Sørg for ro, regelmæssighed - og nogle ordentlige fysiske forhold omkring din søvn. Soveværelset skal være mørkt, der skal være fred, og du skal have tilstrækkeligt med søvn.

Kilde: Søren Berg.

-Men man kan lære folk at sove igen. Det gør vi ved en blanding af mental træning - kognitiv terapi - hvor man får nogle værktøjer til at lære at tackle sin manglende evne til at sove, og man lærer at afdramatisere problemet, og så lægger vi eventuelt også søvntræning ind.

- Man skal forestille sig søvnen som en slags muskel, hvor vi træner musklerne op igen. Eksempelvis ved at bruge dét, vi kalder for søvn-restriktion, en søvn-terapi, hvor man går i seng og står op på faste tidspunkter, og hvor der opstår et behov for søvn, som kroppen til sidst ikke kan modstå. Man bruger således kroppens egen fysiologi til at skabe dét, vi kalder for et søvn-tryk. Når det bliver stort nok, så trykker det impulsen til at ligge vågen eller vågne ned.

-Søvn-terapi skal gøres systematisk, ligesom hvis man skal træne en muskel i overarmen, så nytter det jo ikke noget, at man træner fem minutter en dag og så venter med at træne igen om 14 dage. Det skal gøres kontinuerligt og meget øgende belastning, så man får en ordentlig muskel. Sådan er det også med søvntræning.

Man kan lære det

-Man kan godt selv gøre det derhjemme, hvis man altså først har lært om principperne for søvn. Vi har patienter, som vi at selv er i stand til at lære sig at sove igen. Det kan være svært for den enkelte, enten på grund af ens job og familiesituation.

- Man skal være bevidst om, at når man laver de her søvn-trænings-programmer, så er de første par uger rigtig hårde, og det er ofte i den periode, at filmen knækker. Hvis jeg bedømmer, at det kan den pågældende ikke klare, hverken mentalt eller i forhold til deres sociale situation, så kommer de her, og så har vi en psykolog på i den periode, som kan rådgive dem undervejs i søvnterapi-forløbet.

-Og i langt de fleste af de tilfælde, hvor vi ordinerer søvn-træning, så lykkes det os at få folk til at få en acceptabel søvn.