Flere mænd end kvinder savner en at snakke med

Der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinder tackler ensomhed, siger psykolog.

Kvinder går til banko, mens mænd søger indad, hvis de bliver alene, lyder det måske en kende entydige billede af mænd og kvinder i psykologens optik. (© COLOURBOX)

Mænd er vant til at få dækket deres behov for at snakke på arbejdet eller med konen.

- Men hvis manden mister sit arbejde, går på pension, eller hans kone dør, så er han i stor fare for at blive ensom, siger Svend Aage Madsen.

- Mænd siger ikke, at de er ensomme. Men når man spørger dem, om de har talt med nogen for nylig, så har mange mænd ikke talt med nogen i flere uger, fortæller Svend Aage Madsen. Han er chefpsykolog ved Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

Kvinder går til banko

Ensomme kvinder begynder ofte at gå til banko eller i teatret for at møde andre mennesker. Ensomme mænd gør ofte det modsatte af at søge kontakt – de trækker sig væk fra andre.

- Nogle mænd bliver måske også sure og vrisne og synes, at det hele kan være lige meget, og så bliver de endnu mere ensomme. Nogle tager endda livet af sig, forklarer chefpsykologen.

Mødested for mænd

Han er sammen med Forum for Mænds Sundhed i gang med at oprette en række mødesteder netop for mænd, der savner nogen at snakke med.

- Forleden kom 150 mænd til åbningen af vores nye mødested i Billund, så interessen er stor, siger Svend Aage Madsen, som håber på, at der inden længe er 10 mødesteder for mænd i Danmark.

Han opfordrer samtidig forældre til at hjælpe med at give deres drengebørn færdigheder, så de kan knytte sociale kontakter uden, at det nødvendigvis handler om en fælles aktivitet - som for eksempel fodbold.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve