Gammel japansk sushi-kok får Bertelsen med over bjerget

Det var den japanske kok, Koi, der trak Mikael Bertelsen over bjerget på én dag.

Det kræver sin mand at gå 36 kilometer op og ned ad bjerget på én dag.

Det er ikke desto mindre, hvad tv-vært Mikael Bertelsen udretter på sin vandring på 'Shikoku88'. Men han giver den japanske sushi-kok, Koi, æren for, at det lykkedes.

Bertelsen møder Koi i et shelter, hvor de begge overnatter.

Koi fortæller, at han var tæt på at dø som ung, men er i dag stærk som en okse - både mentalt og fysisk. Han fortæller, at han er tidligere kokain-misbruger, men nu lever af at være freelance ansat som kok på forskellige sushi restauranter. Og så dyrker han Jiu-Jitsu, Tai Chi og surfing - og så vandrer han, det meste af tiden.

- Der er noget livgivende over at møde et vildt fremmed menneske helt tilfældigt, og så over et par intense dage komme meget tæt på hinanden, for så at skilles og vide, at man aldrig nogensinde kommer til at mødes igen, forklarer Mikael Bertelsen.

Mikael Bertelsen – pilgrim i solens rige

I ti programmer gennemfører tv-vært, Mikael Bertelsen, den japanske pilgrimsrute ’Shikoku88’.

Shikokus pilgrimsrute er inddelt i fire områder. Den første del kaldes ’Motivationen’, man skal tænke over, hvorfor man går turen. Næste del af turen er ’Askesen’, som handler om afsavn. Den tredje del af øen og turen hedder ’ Oplysningen’ og den sidste del er ’Nirvana’ – man går ind i døden, den sidste del af turen er meget hård.

Shikoku betyder egentlig de dødes land, for her kommer tusindvis af japanere for at forberede sig på døden. Ved at forberede sindet på, at døden venter forude, kan man ifølge buddhistisk filosofisk tankegang være mere tilstedeværende i nuet.

Torsdag, klokken 22.00, DR2

Ingen teknologi eller kreditkort

Bertelsen ville gerne blive venner med Koi på Facebook, så han kunne sende ham en hilsen, når han havde været på landsdækkende TV i Danmark.

- Men Koi optræder ikke på nogen sociale medier. Han har heller ikke nogen mobiltelefon, ingen computer, email eller postadresse. Han havde lidt mønter i lommen, men ikke nogen bank eller noget kreditkort. Det gav ham en lettere gang på jorden, sagde han.

- Og jeg må indrømme, at jeg blev misundelig på hans evne til at være til stede på denne her planet.

De to fulgtes ad i to dage

- Men Koi var i bedre form end jeg, og han gik omkring 50-60 kilometer om dagen - i plastiksandaler - så han stak af fra mig. Men det er helt normalt, at man ikke går i samme tempo og derfor ikke kan følges ad på hele ruten.

Koi førte an over bjerget

Koi var overbevist om, at Bertelsen og han havde mødt hinanden i et tidligere liv, og at de to ville møde hinanden igen.

- Det var helt sikkert Koi, der fik mig over bjerget den dag, forklarer Bertelsen.

Koi lærer Bertelsen, at man skal 'chante' - eller messe - for sig selv for ligesom at komme ind i en rytme, så man går uden at tænke over, hvor langt man går.

Og det kan f. eks. lyde som i klippet herunder:

Bertelsen og Koi på Shikoku 88