KLUMME Når en togtur afslører, hvem du i virkeligheden er

Det er et interessant studie af menneskers forskellighed, når der pludselig mangler to togsæt, fortæller Gry Bruun Mathiesen.

Radiovært Gry Bruun Mathiesen skriver løbende klummer på dr.dk. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Der er visse situationer, hvor folk afslører deres sande jeg. Typisk situationer hvor den kendte orden er sat ud af spil, og vi kommer til at vise, hvordan vi hver især reagerer, når vi er uden for komfortzonen.

Vi skal ud på togstrækningen Tinglev – Fredericia en lørdag for ikke så længe siden. Her skulle jeg og min familie have siddet på fire forudbestilte sæder i vogn 64, men da toget rullede ind fra Sønderborg, var der ikke nogen vogn 64.

Faktisk var der heller ikke en vogn 63, så vi var temmelig mange mennesker i de beskedne to vogne, som toget bestod af, og det betød at alle pladsbilletter var suspenderet.

Allerede på perronen i Tinglev blev de to godmodige togførere udsat for harske kommentarer. De lignede ellers nogen, der havde set frem til en fredelig vagt med en kop kaffe og overskud til en frisk bemærkning under billetteringen.

Det blev nu konverteret til ren overlevelse og brug af krisehåndteringens gyldne regel: Læg dig fladt ned og sig undskyld.

Hvad der virkelig blev brug for, selvom de manglende vogne jo ikke med nogen rimelighed kunne siges at være deres skyld.

'Jeg er nødt til at amme'

De skulle berolige et ungt par med tungt læsset barnevogn og medfølgende ret uroligt spædbarn. ”Jeg er nødt til at amme”, hvislede moren, da hun masede sig ned på et af klapsæderne i den del af vognen, hvor der er plads til barnevogne.

Hun kampsvedte under vinterjakken og huen, som hun aldrig fik taget af. Jeg ved det, for jeg har selv siddet ukomfortable steder med sultne spædbørn. Man sveder.

Men der var da nogenlunde plads til den lille familie og deres grej - altså lige indtil barnevogn nummer to og tre steg på i Rødekro, men folk med små børn er jo virkelig rummelige overfor hinanden (?!) så det gik.

De pressede småbørnsforældre var faktisk heller ikke de flinke DSB-folks største problem.

Om Gry Bruun Mathiesen

41 år.

Vært på Uhørt på P4 hver lørdag 12.15-14

Født og opvokset lidt nord for København, har giftet mig til Aarhus, hvor jeg har boet i 10 år.

Bor sammen med mand og to børn på 4 og 8. Er derudover så heldig at have voksne bonusbørn med dejlige familier.

Jeg elsker at have god tid, lave mad og læse bøger.

Jeg hader at have for travlt, når ting ikke virker og at cykle i regnvejr.

Den harme kvinde

Det var en kvinde omkring de 60 iklædt rød læderjakke, kraftigt sort brillestel og asymmetrisk pandehår, der var harm helt ind i knoglerne over, at hendes pladsbillet ikke var mere værd end det papir, hun havde printet den ud på.

Men de to i uniform bed ikke på hendes oplæg til hidsig debat, hvilket fik hende til at hvæse ”hvem skal jeg så blive gal på” til sin mand, der klogt nok valgte at spille statue lige der.

Pudsigt nok gik der ikke længe, før kvinden sad på en behagelig vinduesplads med hovedet hvilende triumferende mod nakkestøtten.

Hun var den type, der, hvis hun havde små børn i dag, ville få truet og grædt sig til den helt rigtige vuggestueplads hos pladsanvisningen.

Sådan nåede jeg at tænke, inden min 8-årige, begravet under rygsække og poser på klapsædet, meddelte, at han var køresyg og skulle kaste op.

Det fik vi ordnet. Og undervejs til toilettet stødte vi på flere af de karakterer, der afsløres, når et intercitytog viser sig at være halveret.

De overbærende og de opgivende

Der var damen, der prøvede at få en samtale i gang med de omkringstående, om at hun havde betalt ”en formue” for sin ubrugelige pladsbillet.

Nu skal man ikke kloge sig på, hvad der er en formue for andre mennesker, men 30 kroner alligevel?

Så var der de to unge gutter med kæmpe hovedtelefoner, der var ligeglade, og bare gjorde sig det behageligt ovenpå alle de kufferter, mange af os havde efterladt ude på gangen.

Der var den enlige mand, der havde været med siden Sønderborg, og helt uanfægtet holdt et sæde til sin jakke, indtil den ene togfører venligt sagde, at det godt kunne se ud som om, der var brug for pladsen til mennesker.

Og der var den yngre kvinde med batikprint på nederdelen og fodformede sko i kernelæder, der tørt bemærkede, at hun gevaldigt fortrød at have taget toget af hensyn til miljøet.

Men der var også dem, der bare smilede indforstået til hinanden, eller bød chokolade rundt til de nærmeststående sild i tønden.

Vi var der alle sammen. De overbærende og de opgivende. De rethaveriske og de rummelige, og alle os midt i mellem. Et bredt udsnit af befolkningen presset ind i to togvogne for lidt.

Soldaterhistorier

Endelig var der to veltrænede gardere på vej på orlov fra kasernen i Sønderborg. De havde begge en funklende hvid racercykel med, som spærrede for ikke mindre end 4 potentielle og eftertragtede siddepladser.

Det lod de sig ikke mærke med, repræsentanterne for rigets fineste unge mænd i Dronningens tjeneste, der naturligvis også selv sad ned, mens folk med børn på armen og ældre damer raslede rundt på gangarealerne.

Det havde nok, forestiller jeg mig, ført til en reprimande, hvis deres befalingsmand havde set det, og hvis jeg havde været deres mor så …

Til gengæld stod de for underholdningen, for de var ikke nærige med soldaterhistorierne, leveret med høje stemmer tværs over vognen.

Om hemmelige udsalg af øl og smøger til grænsepriser, om at snige sig ind i skilderhuset på ureglementerede tidspunkter, om hvilken type vagt der er den værste, om hvem der lavede hvad på sidste frivagt, og så et par andre ting der godt kunne klassificeres som hemmeligheder.

Men selvom de to manglede en del i grundlæggende pli og dannelse, behøver jeg jo ikke at gøre det, så dem holder jeg for mig selv.

What happens in Vegas stays in Vegas - eller mellem Tinglev og Fredericia med DSB.

Ting, du ikke kan ændre

Mig selv? Var jeg den hidsige eller harme passager eller den fredelige og hjælpsomme? Jeg kan sagtens lade mig stresse af sådan nogle situationer, og det lægger lidt til anspændtheden at have to trætte børn og en del bagage med.

Men jeg kunne mærke lige der i toget, at jeg er blevet bedre til at hvile i det, følge strømmen og skelne mellem ting jeg selv kan gøre noget ved, og ting jeg ikke kan ændre.

Da jeg var barn, sagde min mor af og til, at jeg skulle tage det som en oplevelse, når noget viste sig at være anderledes, end jeg troede.

Og jeg tror, jeg hørte en udgave af den filosofi komme ud af min egen mund den lørdag eftermiddag, mens jeg stod mast op ad klapstolen med mit sløje barn.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve