KLUMME Stop inden du mister lysten

Forfatteren Ernest Hemingway har lært Kasper Harboe at elske rengøring - og alle mulige andre pligter i livet.

Kasper Harboe skriver klummer hver anden uge på dr.dk (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Jeg har lært at elske at gøre rent.

Det var den prisvindende forfatter og eventyrer Ernest Hemingway, der hjalp mig til at se lyset. I sin erindringsbog giver han et fif, som kan bruges i alle livets sammenhænge – også rengøring. Det kan bruges til at lære at elske alle de ting, vi skal.

Jeg ved godt, at enhver er sin egen lykkes smed, og vi lever for øvrigt i verdens mest frie land, men – Hey: Der er tusind ting i et menneskeliv, som du bare skal.

Du skal købe ind, du skal lave mad, du skal sørge for dine børn og dine dyr, og du skal betale dine regninger. Du skal bede din bøn, hvis du bruger den slags. Du skal gruse dit fortov, feje for din egen dør, og børste dine tænder hver gang du vasker hænder. Du skal tjene penge. Du skal gøre rent.

Kasper Harboe

Kasper Harboe

45 år

Vært på Formiddag på 4´eren (P4)

Ene hane i kurven:

Heldig far til tre døtre på 11, 14 og 16 og begunstiget med en kæreste, som også har en datter.

Det kan godt være, at du kan hyre en butler eller au pair til noget af det, du ikke gider – men så skal du tjene endnu flere penge til at betale for det.

Og når du har skullet alt muligt hele dagen, så skal du oven i købet helst finde en form for mening i dit liv, så du ikke mister lysten til at tage en dag mere i den menneskelige myretue.

Mennesker og myrer

I en myretue er der aldrig nogen, der brokker sig over det, de skal. Dét lille program, der får et menneske til at tænke ”jeg orker ikke” er aldrig blevet installeret i myrernes hoveder, og derfor knokler de ufortrødent fra fødsel til død uden at spilde tiden med at tænke over en dybere mening.

”Gak til myren og bliv vis”, sagde Kong Salomon engang, da hans undersåtter havde brug for en brandtale. Altså: Slå hjernen fra og pas dit arbejde. Det virkede for 3000 år siden, men den virker ikke rigtigt længere. De fleste af os har brug for en lidt federe motivation, når vi gør det, vi skal.

Når jeg efter mange tilløb går i gang med at gøre mit hus rent, går første værelse som en leg. Jeg bliver næsten høj af det, når flokken af små får under sengen bliver trukket hen mod mundingen og forsvinder ind i den brummende støvsugermave. Det støv, der hvirvles op, tages med en hårdt opvredet klud, der efterlader fladerne samvittighedsfuldt blanke. Sengetøjet skiftes, jeg lufter ud, og i løbet af en halv time er mit soveværelse forvandlet til noget, der kunne høste en elitesmiley.

Næste fase er børneværelserne, og allerede her euforien gledet over i en mere pligtskyldig energi. Jeg smiler anstrengt, når støvsugeren hostende fanger et æbleskrog eller en sok i mørket under sengen, men jeg holder mig oppe med ”jeg skal”-energien.

Der er tre børneværelser i mit hus, og når jeg er færdig med dem, er der ikke en fiber i min krop, der har lyst til at gøre rent mere nogensinde. Det her, Hemingway kommer ind i billedet.

Hemingway-måden

I sin erindringsbog ”Der er ingen ende på Paris” skriver Ernest Hemingway noget om livet, som ingen coach kunne have sagt bedre.

Man må aldrig skrive sig tom.

Hemingway levede af at skrive, og hans arbejdsdag foregik ved et cafébord med en blyant og et kladdehæfte. Når han havde skrevet sig varm, nåede han til et sted, hvor der var naturligt ophold i teksten, og hvor han stadig følte, at han havde noget at fortælle.

Ordene bankede på indersiden af hans hoved, men han klappede hæftet sammen og gik ud og drak rødvin og kurtiserede pariserinder resten af dagen.

”Man skal lade en rest af skrivelysten blive derinde, så der er brændstof til næste dag”, lyder hans morale – og det synes jeg, er fremragende sagt. Næste dag kunne han ikke komme hurtigt nok hen til cafébordet og arbejde videre med det råstof, der havde gæret videre i hans hoved natten over.

Opgavernes antistof

Det gælder i alle livets forhold, at vi er opdraget til at gøre tingene færdige. Vi har lært at binde sløjfe og slutte arbejdsdagen, når der er sat to streger under. Så selv om vi er trætte og udpinte, griber vi støvsugeren og tromler de sidste 50 kvadratmeter igennem, mens vores kræfter langsomt ebber ud.

Og det er i den fase, at vi mister lysten til nogensinde at støvsuge igen. Vi danner simpelt hen antistof mod de opgaver, der tapper vores sidste kræfter. Det bedste, vi kan gøre for os selv er, at stoppe før vi kommer til det sted.

Haven er et andet sted, hvor mange har lært det på den hårde måde: Hvis ikke man sørger for at indkredse opgaven på forhånd, brænder man sammen. Den Store Bastian og Kong Salomon brummer i underbevidstheden hver gang, man får øje på et stykke ukrudt – men du skal ikke høre på dem.

Du skal stoppe, mens du stadig synes, det er rart.

Mange vil også genkende mønsteret fra fitnesscenteret, hvor den får, så hatten passer, når man endelig er hoppet i det stramme træningstøj. Der skal arbejdes færdig, og depoterne skal tømmes helt, så samvittigheden kan blive ren og blank.

Alle verdens befalende stemmer pisker os frem til det store kollaps - og imens sidder Hemingway på sin sky og ryster på hovedet. For kroppen husker fornemmelsen af straf, og den vil vægre sig endnu mere mod motion næste gang, når man én gang har trænet sig tom.

Jeg har elsket at gøre rent, siden jeg læste Hemingways erindringsbog, for jeg ved, at jeg kan stoppe, når jeg har lyst. Nu går jeg ind og tager de første to værelser, og så kan jeg gå og glæde mig til at støvsuge videre i morgen. Eller i overmorgen.