Ny kampagne: Vis respekt for at gå i alkoholbehandling

Et klap på skulderen for den sejr, det er at gå i behandling, kan være afgørende for, om behandlingen lykkes.

En af de store udfordringer ved at gå i behandling for et alkoholmisbrug er, at det er et stort tabu. Og dét kan afhjælpes ved at tale højt om og rose den, der går i behandling. (Foto: Maskot © Getty Images)

Giv respekt til dem, der gør noget ved deres alkoholproblem.

Det er hovedbudskabet i en ny kampagne fra organisationen Alkohol og Samfund og TrygFonden.

- Vi ved, at det har en positiv indflydelse på, om man kan gennemføre og fastholde en alkoholafvænning, at man møder respekt fra omgivelserne, fortæller Allan Jonas, der er projektleder i Alkohol og Samfund.

Respekt-kampagnen

De kommende uger vil RESPEKT-kampagnen via film, lokale events og sociale medier vise respekt og give et skulderklap til dem, der vælger at gå i alkoholbehandling.

- Det hjælper simpelthen i behandlingsøjemed, at ægtefællen, familien, vennerne eller kollegerne viser respekt og opbakning til beslutningen og projektet.

Det er et tabu

Og på den måde er kampagnen lidt atypisk, fordi den både taler til dem, der har et problem og dem, der er tæt på én der drikker for meget.

- Det er et stort tabu at have et alkoholproblem, og vi kan derfor kun opfordre til, at omgivelserne sætter ord på problemet, giver et klap på skulderen, tilbyder deres hjælp og viser, at det er en sejr at tage hånd om sine alkoholproblemer, siger Allan Jonas.

Alle har ret til gratis behandling

Anden del af kampagnen handler om, at alle har ret til gratis professionel alkoholbehandling i deres kommune.

- Men det er der mange, der ikke ved. For langt fra alle kommuner oplyser tydeligt og klart om det tilbud.

- Så vi tilbyder faktisk også kommunerne hjælp til at nå ud til borgerne med dette tilbud.

Find hjælp til at komme ud af et alkoholmisbrug på hope.dk

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve