Ole Thestrup: Min kræftsygdom har ændret mit fokus

Ole Thestrup blev søndag hædret for sin lange skuespilkarriere med Lauritzen-prisen. Men det sidste halve år har han sat skuespillet på pause, fordi han er i behandling for lungekræft.

Ole Thestrup har ændret sig, efter han fik konstateret kræft. Nu tænker han på sin familie og ikke sig selv, fortæller han i Aftenshowet. (© dr)

Hospitalsbesøg, scanninger og kemobehandling har i det sidste halve års tid været hverdagen for skuespiller Ole Thestrup, der har fået konstateret kræft i lungerne.

Et forløb der har sat sine begrænsninger for den 69-årige skuespiller og har fået ham til at sætte arbejdet på pause.

I søndags blev han hædret, da han modtog Lauritzen-prisen for sin lange skuespillerkarriere på Folketeatret. Skuespillet vil han gerne fortsætte med, når han forhåbentlig bliver kræftfri.

- Uden at lyve, så tror jeg, at det er det største øjeblik i hele mit arbejdsliv, fortæller Ole Thestrup i Aftenshowet.

For Ole Thestrup er det enormt stort at modtage prisen, fordi han bliver hyldet for hele sin karriere.

- Det er hele mit arbejdsliv. Både tv, film og teater. Det kunne ikke være større.

Ole Thestrup har gennem tiden haft utallige roller. Her vises et par stykker i Aftenshowet.

Alvorlig sygdom resulterer i nye tanker

Skuespillet har altid fyldt meget i Ole Thestrups liv, og han har jagtet klapsalverne, men den alvorlige sygdom har ændret hans sind.

Jeg tænker pludselig på min kone, børn og børnebørn og ikke på mig selv. Vi er et egocentrisk folkefærd os skuespillere.

Ole thestrup

- Jeg kan mærke, at mine tanker og mit sind har ændret sig rigtig meget siden. Og det er kun fem en halv måned siden.

I stedet har fokus rettet sig mod dem han omgås med til daglig.

- Jeg tænker pludselig på min kone, børn og børnebørn og ikke på mig selv. Vi er et egocentrisk folkefærd os skuespillere.

Det har gjort noget for Ole Thestrup, at han ikke ved, hvor længe han er her. Han påpeger, at det er en af de gode ting ved at blive uhelbredeligt syg.

- Jeg ser pludselig min kone med andre øjne. Med varmere øjne. Jeg tænker ”Hold kæft hvor er hun dejlig”. Vi har været gift i mere end 27 år nu.

Karrieren har ’peaket’

For Ole Thestrup har karrieren været på sit højeste. Så når han kommer tilbage, skal det være i et andet gear end før.

- Jeg fornemmer, at jeg i min karriere har været oppe og røre ved stigens øverste trin. Man kunne selvfølgelig forlænge stigen, men det tror jeg ikke, jeg har lyst til. Jeg har tænkt mig at gå et par trin ned og prøve at hygge mig med nogle små roller i film og tv.

Ole Thestrup i rollen som Alfred Jæger i filmen 'Blinkende lygter' fra 2002. (© dr)

Ole Thestrup har gennem tiden spillet et hav af roller, som han blev hædret for med Lauritz-prisen.

Rollen som Alfred Jæger i Blinkende Lygter (2000) har være særlig for ham.

- Det var den første film jeg lavede som ædru. Jeg drak nemlig min sidste bajer den 17. oktober 1997.

Jeg fornemmer, at jeg i min karriere har været oppe og røre ved stigens øverste trin.

ole thestrup

Hovedrollen i teaterstykket ’Min far’ fra sidste år står også særlig klart for Ole Thestrup.

- Den forestilling favnede hele min karriere. Det var en hovedrolle som en gammel mand, som blev mere og mere dement. Den havde så mange aspekter af de roller, jeg har haft de sidste år. Det føltes som om, at den var skrevet til mig.

Ifølge Ole Thestrup ser hans situation god ud, og han tror og håber på, at han bliver rask, så han kan komme tilbage til skuespillet.