Sæt ord på din tro

De fleste af os tror på 'nogen' eller 'noget'. Men for mange er det en uudnyttet psykisk ressource.

Vi kan blive bedre til at italesætte vores tro, forklarer psykolog og ph.d. Dorte Toudal Viftrup. (Foto: Bo Jonsson © COLOURBOX)

Når vi bliver ramt af livskriser og dødsfald, kan tro i alle størrelser og typer være en hjælp. Men på trods af, at 80 procent af os tror på 'noget' eller 'nogen', har de fleste af os meget svært ved at italesætte det i vores hverdag.

Faktisk kan man kalde danskerne for en slags 'tros-analfabeter', forklarer psykolog og ph.d. Dorte Toudal Viftrup.

Hun forsker på Syddansk Universitets Institut for Sundhedstjenesteforskning, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med, hvordan psykologer kan arbejde med tro og åndelighed som en del af terapien.

- Tro giver noget håb og trøst, og et sted at vende sig hen, når man har brug for det. Problemet er, at manges tro ikke har udviklet sig siden barndommen, siger Dorte Toudal Viftrup.

- Man har for eksempel stadig sin barnetro, og det betyder, at man som voksen stadig tænker på Gud som en mand på en sky, og det er ikke en hjælpsom tro til at give et voksent menneske håb og trøst.

Tro er tabu

Derfor kommer vi ofte til kort i livsændrende situationer, hvor vi ellers kan drage nytte af religion.

- Det ses særligt, at vi ikke har ret meget sprog om troen, når bedstemor dør, eller et kæledyr dør. Hvad vil det sige, at et menneske bor i mit hjerte, når det ikke er her længere? Det er i virkeligheden en religiøs sproglighed, forklarer Dorte Toudal Viftrup.

Danskerne har i modsætning til de fleste andre af verdens folkeslag svært ved at italesætte religion, forklarer forskeren. Det gælder blandt andet i det politiske liv og i psykologien.

Ikke desto mindre viser forskningen altså, at de fleste af os har et forhold til tro.

Tal om troen

Men hvordan skal man gribe den an? Dorte Toudal Viftrup opfordrer til, at man arbejder på at udvikle sin ’barnetro’ i hverdagen. Blandt andet ved vise interesse for andres måde at tolke tro og religion på.

Det er nemlig udviklende for éns egen tro og religiøse sprog.

- Man kan tale om det med sine venner, lige som man taler om musik og koncerter, siger hun, og påpeger, at det ikke er så afgørende 'hvor meget' eller 'hvad' man tror på, så længe troen gør noget positivt.

- Det vigtigste er at udvikle troen og gøre den til noget fælles sprogligt.

En psykisk ressource

Troen kan på den måde blive en psykisk ressource.

- Den 'barnagtige' tro kan jo stadig give en fred og en mening. Men en udviklet tro vil være én, man har udviklet igennem kriser og igennem livets udvikling, og det er ofte en mere psykologisk ressourcestærk tro, siger Dorte Toudal Viftrup.