Stress tvang Line Baun Danielsen væk fra skærmen

55-årige Line Baun Danielsen har været et kendt ansigt på skærmen gennem 28 år. Men sidste år stoppede den karriere brat, da stress tvang hende i knæ.

Den 10. marts sidste år væltede det indre korthus for studieværten og journalisten Line Baun Danielsen, der på det tidspunkt arbejdede på regional tv-stationen, TV2 Lorry.

Det var den dag, hun måtte erkende, at hun altså ikke var nogen heltinde, der bare kunne klare alt.

Hun var mødt ind klokken 9.00 og kunne se frem til en 12 en halv times vagt som sædvanligt. Hun havde sovet dårligt om natten, så hun var ikke på toppen. Hun var lige kommet ind ad døren, da en kollega kommer forbi og stiller hende et spørgsmål, som hun reagerede irritabelt på. Et spørgsmål hun under normale omstændigheder bare ville kvittere med et hurtigt svar. Hun kunne mærke, at hun havde det fysisk skidt.

Tegn på stress

De adfærdsmæssige tegn på stress kan være:

  • Søvnproblemer
  • Mangel på engagement
  • Aggressivitet
  • Irritabilitet
  • Ubeslutsomhed
  • Øget brug af stimulanser som fx kaffe, cigaretter og alkohol
  • Øget sygefravær

Kilde: Videnscenter for Arbejdsmiljø

Holdt fast i bordkanten

Dagen skred frem med et mylder af mennesker og stillingtagen, liveinterview klokken 12, hvor hun var nødt til at stå og holde fast i bordkanten pga svimmelhed. Gråden trængte sig hele tiden på, men det var først, da hun gik til frokost og en kollega stillede det forløsende spørgsmål, at det for alvor gik op for hende, at hun havde stress.

- Jeg er jo gået på arbejde masser af gange, hvor jeg måske ikke har været på toppen, man har sovet dårligt, der har været problemer osv., men man lærer at klare det. Man overlever. Men den her dag gik jeg ud efter interviewet og satte mig i kantinen for at spise frokost, da en sød kollega kommer hen til mig og siger – sig mig, er du egentlig okay?

Der var simpelthen én, der kunne se, at 'halløj fru Baun, du ligner ikke helt dig selv'! Og det var simpelthen tudeknappen, der blev trykket på der, forklarer Line Baun Danielsen til Aftenshowet.

Vant til at klare det hele

Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder, og hun klappede fuldstændigt sammen. Så hun måtte gå den tunge gang ind til sin chef og sige – jeg kan ikke det her , jeg bliver nødt til at gå hjem. Herfra tog hun direkte til sin egen læge og blev sygemeldt i fire uger.

I dagene og ugerne efter kunne hun mærke, at selvom hun fik det bedre, så var der alligevel noget i hendes krop, der forsøgte at trænge igennem med et budskab til hende.

- Havde jeg nu lyttet efter, så havde jeg jo allerede et halvt år tidligere kunnet mærke, at flere ting fortalte mig, at der var noget galt. Jeg skulle fx til New York med min søn, hvor vi stod i lufthavnen og jeg fik et svimmelhedsanfald. Det var mærkeligt.

- Jeg døjede også med kronisk bihulebetændelse – jeg fejler normalt aldrig noget – jeg spiste flere hovedpinepiller næsten hver dag, når jeg var på arbejde. Jeg sov dårligt, og enhver idiot kunne sige – hvorfor gjorde du ikke noget, men det gjorde jeg ikke, for jeg var jo vant til, at jeg kunne klare alt. Jeg kunne jo ikke selv se det.

Måtte sige farvel til jobbet

Line Baun Danielsen var sygemeldt i syv uger, før hun vendte tilbage på arbejdet. Hun arbejdede på nedsat tid i en periode, men som tiden nærmede sig, og hun skulle på fuld tid igen, kunne hun mærke på uroen i kroppen, at hun måtte sadle om.

- Jeg var nødt til at træffe nogle meget store beslutninger. Jeg var nødt til at sige farvel til det job, jeg havde haft i 28 år på skærmen, fordi det trak for mange ressourcer i forhold til, hvad jeg turde byde min krop og min familie, fortæller Line Baun Danielsen.

- Først gik jeg til min bank, så gik jeg til min familie og sagde – jeg tror ikke, det er det her, jeg skal mere. Så det blev enden på det.

Skal hjælpe hinanden

I dag – et år efter sammenbruddet – er Line Baun Danielsens bud til andre, at de både skal mærke efter i god tid hos sig selv, men andre skal også være bedre til at sige det højt, hvis de registrerer, at en kollega viser tegn på stress.

- Hvis man mærker, at en kollega ikke er, som hun plejer, jamen så spørg ind til det. Mit budskab er, at det er bedre at gå hjem i tide, end når det er for sent. Stress er så voldsomt et problem, både for en selv, men det koster også vores samfund millioner af kroner.

Line Baun Danielsen arbejder i dag som foredragsholder og driver kommunikationsvirksomheden LBD Kommunikation, og hendes budskab er, at stress - det er noget vi allesammen taler om:

- Der er så meget skam, men stress er altså ikke noget, der, som mange fejlagtigt tror, der rammer svage mennesker – det rammer alle, alle kan gå ned med stress, derfor er det vigtigt, at vi taler åbent om stress.